Overblik: Her er bandekonfliktens aktører

Hvem er de? Hvor er de? Og hvem kæmper de med og mod? Læs portrætterne af bandekrigens aktører.

Foto: Bax Lindhardt

Hells Angels
Rockergruppen er organiseret i syv afdelinger og består af 120 medlemmer, hvilket er færre end ved udgangen af 2007.

Medlemstallet vurderes dog at kunne stige, som supporterne fra AK-81 optages som fuldgyldige medlemmer. Alene i København, på Svanevej i Nordvest-kvarteret og i afdelingen på Amager, overvåger politiet 36 rockere.

Gennemsnitsalderen for HA-rockerne er ca. 39 år, mens rockerne i Københavner-afdelingerne gennemsnitlig er ca. 43 år.

HA ligger i aktuel konflikt med Blågårds Plads-gruppen, Tingbjerg-gruppen og Mjølnerpark-gruppen. Desuden er der bl.a. et modsætningsforhold til Den Internationale Klub i Jylland.