Godmorgen og velkommen til en særlig dag.

I dag er dagen, hvor amerikanerne går til stemmeurnerne for at vælge, hvem der skal være USAs præsident de næste fire år. Om det bliver den nuværende præsident, Donald Trump, eller Demokraternes præsidentkandidat, Joe Biden, der løber med sejren, må tiden vise. Men en ting er sikkert: Imens du venter på det endelige resultat, sætter Berlingske skarpt fokus på valget både om dagen, om aftenen og om natten. Så følg med, når vi holder dig opdateret med nyheder, liveblog, analyser og meget mere. Læs blandt andet nogle af de bedste interview om USA fra Berlingske Opinion i 2020 her.

Det er også dagen derpå for et frygteligt terrorangreb i Østrigs hovedstad, Wien. Berlingske vil hele dagen følge udviklingen i Wien tæt.

Før vi går videre, så først dagens coronatal.

Dagens tal

Bekræftede smittetal i alt i Danmark: 48.241 (+942)
Indlagte: 174 (+18)
Indlagte på intensiv: 23 (+4)
Antal døde: 724 (+1)
Bekræftede smittede på verdensplan: 46.860.757
Døde på verdensplan: 1.206.069

Tal i parentes angiver de seneste ændringer.

Du kan se flere coronatal for Danmark her og på verdensplan her. Og nu videre til nogle af dagens store historier:

Nye Borgerlige får nej til at bruge Muhammed-tegninger

Først til en af de mere omdiskuterede sager, der har fyldt i medierne de seneste dage. Nu er det kommet frem, at Nye Borgerlige dropper omdiskuteret annonce i danske aviser. Det skyldes, at partiet har fået nej til at bruge magasinet Charlie Hebdos Muhammed-tegninger.

Det har partiets formand, Pernille Vermund, oplyst i et opslag på Facebook.

»Vi har fået at vide, at den ene kunstner, som nu er død, i sit testamente har skrevet, at han ikke ønsker sin kunst forbundet med partipolitik. Den anden tegner har ikke givet nogen begrundelse for sit afslag.« skriver Pernille Vermund.

Planen var ellers at bringe Muhammed-tegningerne som en støtteerklæring til den franske skolelærer Samuel Paty. Den 47-årige lærer blev for godt to uger siden dræbt i en forstad til Paris efter at have vist Muhammed-tegninger i sin undervisning.

Weekendavisen og Berlingske havde sagt, at de var parat til at bringe annoncerne.

Læs mere om hele sagen i Berlingske her.

Mindst tre døde og endnu flere sårede i Wien

Mindst tre personer er døde, og 15 er blevet såret under skyderi i Østrigs hovedstad, Wien, mandag aften. En af gerningsmændene bag angrebet sympatiserede med Islamisk Stat.

Det oplyser Østrigs indenrigsminister, Karl Nehammer, på et pressemøde tirsdag morgen ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Man er blandt andet nået frem til den konklusion, efter at myndighederne har gennemsøgt personens hjem og fundet videomateriale i hjemmet, skriver Reuters.

Ministeren fortæller videre, at mindst tre personer er døde, og 15 er blevet såret under angrebet.

Skyderiet fandt sted mandag aften i det centrale Wien flere steder, som alle lå tæt på en synagoge. Det formodes, at flere angrebsmænd står bag.

Kandidat til overborgmesterposten: »Folketinget har svigtet hovedstaden«

København er blevet svigtet af Folketinget for mange gange, mener bejler til overborgmesterposten i København Sophie Hæstorp Andersen fra Socialdemokratiet.

Eksempelvis når samtalen går på udflytning af arbejdspladser, udligningsreform, manglende investeringer i veje og kollektiv trafik, grænsekontrol mod Sverige, seksdagesreglen og for få hjælpepakker til kulturlivet.

Den nuværende regionsrådsformand i Region Hovedstaden, Sophie Hæstorp Andersen (S), har meldt sig på banen som overborgmesterkandidat for Socialdemokratiet ved næste års kommunalvalg i København. 
Den nuværende regionsrådsformand i Region Hovedstaden, Sophie Hæstorp Andersen (S), har meldt sig på banen som overborgmesterkandidat for Socialdemokratiet ved næste års kommunalvalg i København.  Tobias Kobborg

»Folketinget har svigtet hovedstaden alt for mange gange, og det vil jeg selvfølgelig påpege, når det sker. Det er det korte svar,« siger Sophie Hæstorp Andersen (S) i et interview med Berlingske.

Det kan du læse her, hvor hun blandt andet også deler sin holdning til den tidligere socialdemokratiske overborgmester Frank Jensens exit fra posten efter en række krænkelsessager.

Private firmaer må ikke bruge deres vacciner

Vi hopper videre til erhvervslivet, hvor en række private firmaer ikke kan anvende deres vacciner. Det sker selvom de fleste praktiserende læger er løbet tør for de efterspurgte influenzavacciner.

Det oplyser flere af firmaerne til Berlingske, efter at et stort antal praktiserende læger, patientforeninger og Statens Serum Institut de seneste uger har berettet, at der er opstået mangel på vacciner

»Jeg har 500 doser liggende på mit lager, og jeg får også masser af henvendelser fra læger og patienter, som gerne vil have dem. Men som situationen er nu, må jeg ikke give vaccinerne til dem, fordi vi befinder os i en slags juridisk limbo,« siger Hans Eibe Sørensen fra qDiagnostics i Odense.

Efterspørgslen har været særlig stor, og de praktiserende læger er løbet tør for vacciner på rekordtid. Læs hele historien på Berlingske her.

Fagforeninger: Mænd udsættes for seksuelle krænkelser på jobbet

Ifølge flere fagforeninger, som Jyllands-Posten har talt med, bliver mange mænd udsat for seksuelle krænkelser på deres arbejdsplads.

Der er tale om en række mandlige medlemmer af fagforeningerne HK, 3F og FOA., der blandt andet har oplevet lumre bemærkninger og gramserier.

Der er blandt andet tale om mandlige læger, SOSU-arbejdere og portører på hospitalerne.

I en undersøgelse blandt HKs medlemmer angiver 28,2 pct. af mændene at have været udsat for en seksuelt krænkende adfærd på jobbet. Blandt kvinderne er det 23,5 pct.

»Det kommer bag på mig, at så mange mænd bliver udsat for krænkelser, for vi hører sjældent om det fra vores mandlige medlemmer, men jeg tror måske, at debatten har fået mænd til at være mere bevidste om, hvad de udsættes for i deres hverdag, og at det er okay at sige fra i stedet for at sige pyt,« siger næstformand for HK Martin Rasmussen til Jyllands-Posten.

Valget i USA: Ti ting, du skal holde øje med

Og nu til det amerikanske valg, der ikke bare handler om præsidentposten – det handler også om Senatet. Partiet, der vinder flertallet i Senatet kan ikke blot få magten til at godkende eller afvise de love, præsidenten vil have vedtaget. Det har også indflydelse på, hvilke dommere der for fremtiden vælges til højesteret.

Lige nu har Republikanerne flertallet i Senatet med 53 sæder mod Demokraternes 47.

Læs alt om de ti vigtigste senatsvalg, du skal holde øje med på valgnatten, her på Berlingske.

Det sker i dag

Klokken 18.00 slår Nationalmuseet dørene op for amerikansk valgfest. Her vil eksperter, tidligere danske ministre og statsministre mødes og diskutere, hvilken betydning det amerikanske præsidentvalg vil få for amerikanerne.

Til valgfesten vil blandt andet Anders Agner, chefredaktør på Kongressen.com, og de tidligere udenrigsministre Mogens Lykketoft og Martin Lidegaard samt tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen dukke op.

Dagens anbefaling …

… er en pianist i Barcelona, der er gået viralt på internettet. I videoen spiller han nummeret »Eternal Flame« på klaver, mens der i baggrunden lyder eksplosioner, sirener og protester.

Der er tale om demonstrationer mod nedlukningen i Spanien på grund af corona, der har taget til i de seneste dage.

Videoen er lagt ud på det sociale medie Twitter og kan ses herunder: