Disney+ på vej til Danmark

Disney vil være verdens førende streaming-kanal. (Scanpix) Fold sammen
Læs mere
Foto: VALERIE MACON

Krigen om streaming-seerne skriver et nyt, vigtigt kapitel i dag, og der er grund til bekymring hos Netflix, Amazon og de andre store spillere på markedet.

For Disney har netop løftet sløret for, hvad der venter brugerne af den kommende streaming-kanal, Disney+, og det bliver med Danmark som muligt fokusområde meget tidligt.

Mest opsigtsvækkende er prisen, som bliver lav i forhold til eksempelvis Netflix. De amerikanske kunder slipper med at betale 6,99 dollars om måneden, svarende til lidt over 50 danske kroner.

Det er tæt på at være halv pris i forhold til et Netflix-abonnement. Og det for et udvalg af film og serier, som til fulde matcher den siddende konge af streaming.

500 film fra start

Disney+ får premiere til november i USA, og ifølge en ny pressemeddelelse vil man straks derefter rulle tjenesten ud i Vesteuropa, som Danmark som bekendt regnes som en del af.

Dermed kan danskerne se frem til at kunne se Disney+ i slutningen af 2019 eller begyndelsen af 2020, mens store dele af resten af verden må vente mange måneder længere.

I USA vil man fra start kunne se 7.500 episoder af allerede eksisterende tv-programmer; 25 helt nye serier og 10 helt nye film. Dertil kommer 500 eksisterende film, der blandt andet tæller alle originale Disney-film og alle Star Wars-film.

Disney i Danmark oplyser til B.T., at man endnu ikke kan oplyse præcis hvornår, danskerne kan se Disney+, eller hvad prisen for danskerne bliver.