Stillbilledet af den 18-årige teenager, der sidder krumrygget og høvler computerkoder op og ned over en 21 tommer skærm dag og nat, er næsten så arketypisk for internetalderens anden fase, at man kan dufte det ekstra lag ost på pizzaen ved siden af tastaturet og mærke brusen fra colaen i næseborene. Collegestudenten Shawn Fanning fra Northwestern University i Boston var en sådan, ja, lad os bare kalde ham ved rette mængdebetegnelse: nørd. Han elskede musik, og derfor fik han idéen til at lave en computersoftware, så han kunne anskaffe sig alt musik med få museklik. I stedet kun at have adgang til den musik, han havde på sin egen computer, ville han have adgang til alle sine venners computere og dermed et kæmpe bibliotek af musik. En simpel, uskyldig tanke. Hvad Shawn Fanning imidlertid ikke forudså var, at han i løbet af et par måneders arbejde havde skabt en software, som skulle komme til at revolutionere internettet, måden vi bruger det på, og meget mere.
Softwaren kaldte han Napster efter et øgenavn han engang havde tilranet sig efter et mislykket ophold hos en frisør. Vennerne mente, at hans garn lignede en ble. Fanning fik 150 af sine venner til at teste programmet. Det virkede. Og det var tilmed så nemt og hurtigt at bruge, at selv computernovicer kunne finde ud af at downloade softwaren og herefter med et par klik sikre sig adgang til tusinder af musiknumre med bands som Metallica, Aqua, U2 og deres mere ukendte kolleger. Ganske gratis.
3,6 mia. numre det første år
»Det var ikke, fordi musikken var gratis, at Napster fik så voldsom en succes. Folk vil ikke snyde, de gider bare ikke, hvis noget er besværligt. En vare, som musik jo også er, skal være hurtigt og let tilgængelig. Og det var dét, Napster muliggjorde. Teknologien tog udgangspunkt i den helt almindelige bruger,« siger mangeårig internetekspert og rådgiver Simon Engelbrecht fra Skarp ApS.
Napster blev lanceret i juni 1999 og fik umiddelbart en brugerskare på 15.000, men det tal eksploderede et splitsekund, efter at Napster blev featuriseret på Cnet’s www.download.com website. På et år fik Napster 20 millioner brugere, et tal der senere rundede 60 millioner. Det første år blev der downloadet 3,6 milliarder musiknumre via Napster. Stadig lige gratis. Ingen musikere, ingen pladeselskaber, ingen sangforlag, ingen fik penge for musikken. Hvilket den internationale pladebranche naturligvis ikke kunne leve med.
Ufærdige musiknumre
I Danmark påviste undersøgelser foretaget af Berlingske Tidende i 2000, at musik med både store og små danske navne var tilgængelig via Napster – ikke bare en sang, men samtlige sange med navne som Kashmir, Dizzy Mizz Lizzy, Outlandish etc. Ofte var det muligt for brugerne at få fat i sange og albums, der end ikke var udkommet. De pågældende kunstnere vidste med få undtagelser ikke, hvad der foregik. Men det gjorde deres pladeselskaber. Og de holdt vejret. Afventede i første omgang træk fra deres internationale moderselskaber.
»Napster var begyndelsen på et nyt paradigme, og det gjaldt både for producenter, distribution og forbrug af musik. Men det vidste ingen dengang. Og derfor reagerede musikbranchen refleksmæssigt på baggrund af de foregående 100 års musiksalg, nemlig ved at forsøge at få Napster lukket via domstolene,« forklarer Jesper Bay, marketingdirektør i den danske pladebranche sammenslutning, IFPI.
Det var IFPIs amerikanske søsterorganisation, RIAA, der i december 1999 sagsøgte Napster for at forårsage, at millioner af brugere kunne dele og downloade musik uden at betale copyright-haverne for det. I april 2000 fulgte også store navnkundige kunstnere som Dr. Dre og Metallica op med selvstændige søgsmål. Metallica med danske Lars Ulrich bag trommerne havde længe arbejdet på nummeret »I Disapear«, men det var langt fra færdigt, da Ulrich en dag på vej hjem fra studiet pludselig spidsede ører, da »I Dissapear« fyldte højttalerne. Han fandt senere ud af, at 30 radiostationer havde playlistet den endnu ufærdige sang, og at de havde fundet den via Napster.
»Vi ville ikke finde os i, at folk bare kunne sidde og bytte vores musik, som de ville, uden at der var nogen, der havde givet dem lov til det,« forklarede Lars Ulrich i september 2000 til Berlingske. I alt havde 300.000 brugere fundet andre numre med Metallica via Napster. »Napster spurgte aldrig mig, om de måtte lægge vores musik ud, de gjorde det bare, fordi de har opfundet en teknologi, der gør det muligt. Det handler ikke om penge, men om retten til at bestemme over sine egne ting,« sagde Ulrich videre. Den forklaring købte bandets millioner af fans ikke og kaldte i stedet Ulrich for en grådig mangemillionær, der bare ville score endnu flere penge og vendte Metallica ryggen ved rituelle aftrampninger af bandets CDer.
Ville Lars Ulrich ikke tale om økonomi i forbindelse med Napster, ville daværende direktør for Universal Music i Danmark, Jens-otto Paludan, gerne. Således anslog Paludan, at hans guldkalv, popgruppen Aqua, havde mistet et salg på skønnet 10-30 procent i Napsters første leveår. Det er dog ikke tal, der på nogen måde lod sig bevise.
RIAA fik på vegne af sine medlemmer medhold i sit søgsmål, Napster ankede dommen. Og mens alle parter ventede på den endelige afgørelse, begyndte det at gå op for flere og flere i pladebranchen, at Napster ikke ville blive et enestående eksempel. Teknologien var ikke bare kommet for at blive – den ville blive udviklet løbende i et tempo, end ikke nok så mange retssager ville kunne følge. Derfor foreslog den tyske mediekoncert Bertelsmann, som stod bag det store pladeselskab BMG, at man forsøgte at lovliggøre Napster – samarbejde fremfor at bekæmpe. »Napster har vist vejen for en ny måde at distribuere musik, og vi tror, at den vil danne basis for nye og vigtige forretningsmodeller i musikbranchens fremtidige virke,« forklarede direktør Thomas Middelhoff fra Bertelsmann, som i november 2000 derfor opgav sin del af RIAA-søgsmålet mod Napster og i stedet ydede dem et lån på ca. 50 millioner dollar til at udvikle en lovlig version, hvor rettighedshaverne fik betaling. Men udviklingen trak ud. Og i 2002 vendte også appelretten tommelfingeren ned for Napster. I mellemtiden havde andre spillere med den samme eller endog bedre fildelingssoftware overtaget Napster-brugerne og yderligere andre millioner brugere, da det legale Napster endelig blev lanceret i 2003.
»Tilpas dig eller dø«
»Der blev lavet mange forsøg med forskellige formater og spærringer, der blev brugt svimlende summer på udvikling. Men ingen vidste rigtigt, hvad folk ville have. Grundlæggende har der altid været en sund konkurrence i pladebranchen selskaberne imellem. Og det er da rigtigt, at der gik nogle år, hvor man ikke kunne blive enige om at finde en fælles, fremadrettet løsning på problemet. I dag er alle folk kloge og kan sige, at pladebranchen skulle være gået sammen i 2000 om et lovligt alternativ til Napster, men hvor er vi om ti år?« siger Jesper Bay fra IFPI og fortsætter:
»Der er kommet en lang række lovlige alternativer, men de skal være endnu bedre for at løse den udfordring, den ulovlige fildeling giver. Men der er mange ting på vej, mange abonnementsbaserede tiltag og samarbejder. Vi lærer jo også af erfaringerne, og nu har vi fået bygget en tidssvarende infrastruktur op, det havde vi ikke den gang.«
I anledning af tiåret for Napster har Shawn Fanning kigget sig tilbage, og han er stadig ikke imponeret over pladebranchens internetindsats:
»Tilpas dig eller dø,« siger Fanning kort og kontant, »når industrier forandres, og teknologi udvikles og bliver tilgængelig, er man nødt til at se på det ud fra, hvad der er bedst for forbrugeren, hvad vil forbrugeren have? Forbrugeren vinder altid til sidst, og pladebranchen forstod aldrig rigtig internettets tidsalder.«
Musikken streames
Men hvad med fremtiden, er det for sent for pladebranchen – hvis omsætning fra 1998 til 2008 er dalet fra 38 milliarder til 18,4 milliarder dollars – at hoppe med på vognen og endelig tilbyde en digitalmusikbutik, som er attraktiv i brugervenlighed og pris. Informationsarkitekt Jeppe Kruse fra det digitale bureau Zupa mener ikke, at det er for sent.
»Der er penge at tjene på et alternativ til verdens førende online-musikbutik, computergiganten Apples iTunes,« siger Kruse, der er ekspert i samspillet mellem internet og musik. iTunes lanceredes tilbage i 2003 som en slags overbygning på den to år ældre iPod-MP3-afspiller. iPod’en skulle jo fyldes med musik, så hvorfor ikke også skabe synergi med en musikbutik. Pladebranchen tjener allerede penge via iTunes, men de kunne tjene langt flere med deres egen shop.
»Apple har gjort det nemt at købe musik, og hidtil er der ikke et bedre alternativ. Også Nokia, SonyEricsson, 3 og Telia har egne musikbutikker, og det har de selvfølgelig, fordi det tilføjer en merværdi til deres produkter. Men er de bedre til at sælge musik end musikbranchen selv?« spørger Jeppe Kruse.
Svaret på det spørgsmål findes ikke. Og måske er det i virkeligheden helt andre spørgsmål, der skal stilles, f.eks. om endnu flere musikbutikker på nettet er det, forbrugerne efterspørger? Den teknologiske udvikling har åbnet mange andre alternativer. Der findes således et stereoanlæg, som man ikke behøver en pladesamling til – man får adgang til alverdens musik blot ved at sætte det til et stik i væggen. Så for et månedligt abonnement kan man lytte til al den musik, man vil. Man skal ikke eje musikken, ikke downloade den, men streame det fra et centralt sted. Det samme sker for mobilen, man streamer musik via nettet og slipper for, at den optager unødvendig lagerplads. Der vil stadig være mange, der ønsker at eje en CD eller en LP, men udviklingen går i retning af, at det slet ikke er nødvendigt med en pladesamling for at lytte til musik.
