Kamasi Washington holder gryden i kog

Den amerikanske tenorsaxofonist Kamasi Washington har udsendt opfølgeren til sit store gennembrud »The Epic, og ikke overraskende er der tale om en stort anlagt sag - med fremragende formidling - plus en kende monotoni.

US-MUSIC-JAZZ
Den albumaktuelle amerikanske tenorsaxofonist Kamasi Washington. Fold sammen
Læs mere
Foto: EVA HAMBACH/AFP

Kamasi Washington
Heaven and Earth

Young Turks/Playground Music

Heaven and Earth Fold sammen
Læs mere
Foto: cover.

Med den københavnske jazzfestival i frisk erindring, kan man roligt sige, at jazzen på vore breddegrader på ingen måde er en truet art. Til gengæld skulle det angiveligt kun være 3 procent af den amerikanske befolkning, der interesserer sig for denne oprindeligt amerikanske musikform.
Et nyt og stort publikum fik dog i 2015 øjne og ører op for jazzen, da den Los Angeles-baserede tenorsaxofonist Kamasi Washington udsendte sit stort anlagte triple-album »The Epic«. Her formåede han at levere kontant musik, som med velkendte ingredienser af jazz og nyere sort populærmusik ikke blot henvendte sig til nørder, men snarere til alle andre.

Kamasi Washington lagde samme år vejen forbi DR Koncerthuset, Studie 2, med grundstammen i sit veletablerede musikerkollektiv, og i juni i år gentog han - med sin slagkraftige musik - kunststykket i Pumpehuset. Til august er den 37-årige musiker så blandt hovednavnene på årets Haven Festival, og nu foreligger den opfølger til »The Epic«, kaldet »Heaven and Earth«, som han har arbejdet på de sidste to år, og som kan erhverves i 2CD eller 4LP format.

Og absolut - stort anlagt musik, hvor Kamasi Washington som komponist, arrangør, producer og primær solist omgiver sig med sine trofaste sekundanter samt stort kor og orkester plus gæstesolister. Og som albumtitlen antyder – om end lidt omvendt – så er værket opbygget i de to afdelinger »Earth« og »Heaven«. Elementært sagt: Hvor kommer vi fra, og hvor skal vi hen?

Under alle omstændigheder bliver der lagt rigtigt godt ud med »Fists of Fury«, et hymneagtigt værk om at tage retfærdigheden i egne hænder. Budskabet bliver troværdigt formidlet af ensemblets faste vokalist, Patrice Quinn, der helt klart er vokset med opgaven, og af den ganske spirituelle sanger Dwight Trible. Og her - som i de øvrige værker - kommer Kamasi Washington lige ind og affyrer en mildt sagt magtfuld solo.

Og netop det magtfulde, ja, det insisterende og det pågående præger i høj grad de to gange otte – ret så omfangsrige – numre. Hist og her bliver der dog plads til lidt ro og lidt luft, eksempelvis i den tilbagelænede »Connections«, hvor der er svulmende kor og orkester, og hvor Kamasi Washington og de øvrige solister synes at fundere lidt over deres solospil, før de giver den én på hatten. I den endnu mere rolige afdeling - med Patrice Quinn som vokalsolist - finder man »Testify«, der har stænk af ren popmusik og reminiscenser af 70er-fusionsmusik, samt den naivistiske salme »Journey«, som får stærkt solistisk krydderi fra basunisten Ryan Porter og keyboardspilleren Brandon Coleman - og selvfølgelig af Kamasi Washington selv.

Jo, massiv og medrivende musik - med tenorsaxofonisten i en central og overbevisende rolle - er ingen mangelvare. Dog lurer lidt forudsigelighed og monotoni i kulissen, idet instrumentalsolisterne alt for sjældent tager sig tid til eftertænksomhed, men blot øjeblikkeligt skal affyre deres kaskader.

Så - alt i alt en varm og krydret gryderet - med tendens til at koge over.