Neil Young har været i røret. Kanye West lånte både ører og toner. Hermed er det også konstateret, at Bon Iver – eller Justin Vernon – for det er ham nærværende anmeldelse handler om, både er – og kan – noget helt specielt. Jeg mener, at når poler som den støvede præriemusiks mester og årtusindhiphoppens førstedirigent kan komme overens, så har man fat i de rigtige strenge. Interessen føres tilbage til Bon Ivers næsten tre år gamle debutalbum »For Emma, Forever Ago«, en helt forfærdelig samling übersmukke og sensitive sange spillet meget blidt på næsten ingen instrumenter. Og sendt i vej af en lys og lidt rodet falsetvokal. Melodierne var utrolige, trampet frem på en simpel akustisk guitar, som de var, og det samme kan man uden blusel konstatere på de ti punktnedslag, der udgør Bon Ivers selvbetitlede skive nummer to.

Her stikker kun afslutningsnummeret »Beth/Rest« af. Lad mig derfor med det samme nævne, at melodi og arrangement lyder som en Phil Collins-soloballade fra »Face Value«. Det giver ingen mening, klinger ubønhørligt af fed og flommet firsersound med langt nakkehår. Men rummer alligevel en eller anden udefinerbar charme. Albummets øvrige numre starter og slutter med alternativ folk og country. Med strøm, uden strøm. Åbningsnummeret er en moderne salme, storladen, højstemt og i grunden i familie med færøske Teitur. Men jeg fornærmer næppe den virkeligt dygtige færøske trubadour ved at føje til, at Bon Iver opererer med et noget højere bundniveau.

Der er en rummelighed i lydbilledet, som gør det nærmest tredimensionelt at lytte til. Der sker ting i front, noget ude til højre og andre ting længst bagude. Der spilles som på forgængeren sagte, men intensiteten er større, ikke sjældent konfronterende. Arrangementerne er ligeledes forandret en smule med afsæt i det genkendelige, helt konkret er de blevet større uden at være store. Og mere dramatiske uden at give køb på den inderlighed og smertefulde skønhed, der er Bon Ivers kendemærke. Hvor er han dog dygtig.