Hun har hele pakken. Stemmen, sangene og looket. Men hendes nye plade svarer ikke på det mest centrale spørgsmål

Er Drew Sycamore mere end bare et heftigt markedsført musikbrancheprodukt? Berlingske musikredaktør spejder desperat efter noget personlighed bag den flotte indpakning. Men kan samtidig ikke lade være med at danse.

Kunstneren Drew Sycamore er aktuel med sit nye album »Sycamore«, som Berlingskes anmelder giver fire ud af seks stjerner. Fold sammen
Læs mere
Foto: Warner Music
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Vi tester oplæsning. Fortæl os, hvad du synes her

Er det bare mig, eller er drengenes dominans endelig ved at blive udfordret af pigerne i dansk pop? Noget kunne tyde på det.

Jeg kan i hvert fald med glæde konstatere, at puljen af kvindeligt talent lader til at være støt stigende i disse år. En del forbliver i kategorien lovende og lige-ved-og-næsten – sådan er mainstreamgamet – men med markante gennembrud til navne som Jada, Clara og Tessa har dansk pop i hvert fald fået en række nye stærkt tiltrængte kvindelige forbilleder.

Og der er flere på vej. Et af de mest flyvefærdige lige nu hedder Drew Sycamore. Den dansk-walisiske sanger og sangskriver udsendte for to år siden debutalbummet »Brutal« (under kunstnernavnet Drew) og fik dengang et par okay store hits med sangene »Perfect Disaster« og »Let Me Love You«.

Nu er tiden så kommet til at tage skridtet helt op i dansk pops superliga. Hele maskineriet er kørt i stilling fra pladeselskabets side: Nyt kunstnernavn, labre pressebilleder, dyre high-concept-musikvideoer, heftigt tryk på radio-plugs, tv-optrædener og magasinforsider – the whole shebang!

Jeg kan mærke, at det gør mig lidt vrangvillig. Over den intense markedsføring og produktgørelse. Det er ikke for ingenting, at de store pladeselskaber er begyndt at kalde deres medarbejdere for product managers.

Men når jeg så lytter til musikken, er det svært sådan for alvor at bevare de korslagte arme. Det er bare langt sjovere at danse. Til »45 Fahrenheit Girl«, der med Blondie-beat og Morricone-guitar er årets mest usandsynlige bud på en fuldfed discovampyr-slager. Eller til »I Wanna Be Dancing«: et uforfalsket skud ekstatisk popglæde med højt Madonna-hår og umiskendeligt funky Nile Rodgers-rytmeguitar.

På albummet »Sycamore« er der rendyrket 80'er-glæde, men Berlingskes anmelder savner lidt mere personlighed. Fold sammen
Læs mere
Foto: Warner Music.

Rendyrket 80’er-glæde

Albummet er skabt i tæt samarbejde med musiker/producer/sangskriver-tvillingerne Frederik og Fridolin Nordsø, og sammen har de skubbet Drew Sycamores udtryk i en langt mere 80’er-nostalgisk retning. Bestemt ikke det værste sted at kigge hen, hvis man gerne vil lave rendyrket pop med store armbevægelser. Men omvendt heller ikke det mest originale, og Drew Sycamore lægger sig da også tydeligt i slipstrømmen af store internationale navne som The Weeknd, Dua Lipa og Christine & The Queens.

Selvom det ikke er voldsomt originalt, så gør lyden gode ting for Drew Sycamore. Og så virker det som om, at de har haft det sjovt i studiet. Der er en smittende glæde og overskud i arrangementerne, og hendes smidige vokal svinger ubesværet mellem dramatisk coolness i det dybe leje og et mere lyst, staccato-følsomt Michael Jackson-leje (tjek lige de chops på »The Rhythm«!).

Når det er sagt, så savner jeg noget mere personlighed. Det fungerer, men jeg har ikke rigtig nogen fornemmelse af, hvem Drew Sycamore er. Det spørgsmål mangler svar. Er der en ægte person derinde? Med egne idiosynkrasier, sær- og skævheder? Eller handler det bare om at skeje ud i tidens tern og være popstjerne? Jeg ved det ikke. Hendes sange fortæller mig ikke rigtig noget. Men det håber jeg, at de vil gøre i fremtiden. Der er nødt til at være nogle revner i den perfekte overflade. Især hvis øjeblikkets optur skal veksles til succes på den lange bane.

Drew Sycamore; »Sycamore«, Warner Music