Rockband sætter nye standarder

Spækket med erfaringer, pæn succes og en portion selvtillid lancerer tvillingerne FREDERIK og FRIDOLIN Nordsø og KRISTIAN Leth et pladeselskab, som dyre og dovne dogmer, der i årtier har hersket i den lokale musikbranche. Den første af foreløbig ni pladeudgivelser er med dem selv.

Rockband sætter nye standarder - 1

Alting flyder. Værktøj, masser af byggematerialer, meterbrede pøle af genstridigt mudder og regnvand, hærdebrede vejrbidte mænd med tatoveringer iklædt sæsonens farvekollektioner fra Kansas og de kirurgisk præcist parkerede varebiler vidner om, at kommunen har fundet denne baggård på Vesterbro bevaringsværdig.

Pludselig åbner en tynd starut med store briller, pangfarvede Adidas-gummisko og cowboybukser en dør. Alt ved ham står i skrigende kontrast til byggepladsen og dens svende.

Det er Frederik.

Sammen med sin tvilligebror Fridolin og deres ven Kristian har Frederik lejet sig ind i to alt andet end prangende rum på henholdsvis 15 og 20 kvm. med hvide vægge, trægulve, begge endnu sparsomt indrettet med et skrivebord og en kraftig computer i rummenes centrum. Det er planen, at trekløveret herfra skal om ikke revolutionere den danske pladebranche, der på ottende år er ved at forbløde af røde regnskabstal, så i hvert fald give den et ordentligt los i den bare, så det kan både ses og give genlyd så langt udenfor de danske landegrænser som overhovedet muligt. I morgen lander den første udgivelse fra deres nystiftede pladeselskab Speed Of Sound i butikkerne. En plade med deres egen rockgruppe The William Blakes, som er opkaldt efter den synske digter og maler William Blake (1757-1827).

I løbet af de kommende måneder lander yderligere otte udgivelser. Filosofien er klar, pladerne skal koste så tæt på nul kr. som overhovedet muligt, og initiativtagerne skal ud over tid primært investere det kendskab til branchen, som de har opbygget siden årtusindeskiftet. Tvillingerne har i den periode produceret plader for både store og mindre danske navne – fra Outlandish over Moi Caprice til Burhan. Støt og sikkert har de opbygget sig hver deres navn indenfor faget ikke bare i Danmark men også i udlandet. Senest har Fridolin været i USA for at producere for branchemogulen P. Diddy og hans reality-gruppe Danity Kane. Resultatet gik direkte ind på førstepladsen på den amerikanske Billboard-singlehitliste. Imens har Kristian i rollen som vært på det nu nedlagte musikprogram Liga.dk, forsøgt at belære de danske TV-seere om god og dårlig musik.

Med fem minutters mellemrum støder Fridolin og Kristian til. Allerede efter få minutter i deres selskab fornemmer man, at deres relation går år og dag tilbage. Jargonen er hurtig, hård og humoristisk. »Vi mødte Kristian, da vi begyndte at gå i byen. Oppe på huset i Magstræde var der en anden idiot, som var lige så lam på et dansegulv som os, der prøvede at lave moonwalk og kolbøtter. Det første Kristian sagde til mig og Fridolin, det var: ’Jeg skal være superstjerne, og jeg bliver superstjerne’. Det første jeg sagde til ham var: »Jeg ér Danmarks bedste rytmeguitarist’,« griner Frederik. I samme sekund passerer Peter A.G. fra Gnags forbi udenfor på vej hen til et andet studie i bygningen. Straks er de igang med at tale om det musikalske Danmark.

»Lige så meget som vi elsker den danske scene, lige så meget hader vi den også. Der bliver taget en masse forkerte valg, musikken bliver behandlet forkert. Det vil vi gerne lave om på. Der er jo ingen grund til, at man skal sælge 15.000 plader, før regnestykket går i nul. Hvis man dropper alt det der, så kan man rigtig mange ting. Pladeselskaberne har det ufedt, men musikbranchen har aldrig været federe,« konstaterer Kristian. Der nikkes, mens Frederik supplerer: »Vi har en elektronisk gruppe, Breitklang. De slår nok ikke igennem via P3. Så måske skal Breitklang til udlandet af nogle andre kanaler, og vi skal måske have fat i David Lynch, og se om ikke han kan bruge deres musik i sin næste film.«

Ambitionsniveauet og selvtilliden hos trioen fejler ingenting. Som Kristian konstaterer med et selvironisk grin: »Vores ambitionsniveau har der aldrig været noget galt med, når vi har talt om, hvor fede vi var, og hvor fede vi er.«

At det er blevet sådan, skyldes de bjerge, de allerede har besteget, og det faktum at de så at sige faldt i gryden som børn af kunstnere, der nok ikke bagte kager til klassens time, men som forstod at rose deres poder. Tvillingernes far er den sublime guitarist Mikkel Nordsø, og Kristian Leth er søn af filminstruktøren og forfatteren Jørgen Leth.

»I stedet har de givet os fornemmelsen af: ’ja, I er nogle genier’. Der er alt for mange forældre, der rakker ned på deres børn, som så til sidst slet ikke tror på, at der er noget, der kan lade sig gøre,« forklarer Frederik og giver ordet videre til Kristian: »Vores forældre er i de her brancher, og det har fra starten af gjort, at man ved, at der er penge den ene måned og ingen den næste. Det gør måske, at man er bedre til at sige, at ’nu har jeg levet på havregrød i en måned, men fuck det, jeg er stadig et verdensgeni’.«

Kristian fortsætter: »Hjemmefra ved vi også, at det her er et stykke arbejde, hvor man skal lægge alt, hvad man overhovedet har, så man kan forsørge sin familie. Men jeg gider ikke sidde som mine forældre i dag, hvor de ikke har nogen pensioner eller noget som helst. Man skal være kunstner i studiet, og så skal man være sælger bagefter,« siger Kristian.

I stedet for at bruge flere år på at lave en plade, som brødrene Nordsø har prøvet, er »Wayne Coyne« bortset fra enkelte skitser skrevet, indspillet, produceret og mikset på bare fem dage. På baggrund af én ganske aparte idé.

»I stedet for at være et band, der skulle tage heroin i fire år og turnere for at finde ind til vores udtryk, fandt vi på det her band, The William Blakes, og ved at tale om bandets medlemmer, fandt vi ud af, hvor vi skulle hen,« forklarer Fridolin. Kristian uddyber:

»Brian Eno gjorde det samme i 70erne, og Trier bruger det, når han laver dogmefilm. Men altså, The William Blakes var så de her fem drenge, ein, zwei, drei, Boris og fünf, der var taget til New York, fordi de var trætte af læderbukse-rockbands. Det var så kedeligt, at det var de samme tre rockbands, der kunne noget, og at musikanmelderne samtidig ledte efter de nye store rockband. De var i NY under 9.11., og det gjorde, at de fik et formål. Efter ulykken så de, hvordan newyorkerne blev de mest tolerante mennesker i hele verden i modsætning til George Bush. Alle deres tekster kom derfor til at omhandle politik og religion.«

Frederik: »Vi tog til et hus i Sverige for at indspille pladen. På vejen derop aftalte vi, at vi skulle sige »ja« til alle de idéer, der måtte komme. På den måde fik vi en undskyldning for, at Fridolin kunne komme ind med et tørklæde om hovedet, solbriller og trumpet, »ok, nu er du ham dér sessionmusikeren, som ikke spiller særlig fedt.« Man skal give sig selv fri til at gøre den salgs, selv om man ikke spiller særlig fedt trumpet. Ellers rykker man sig aldrig nogensinde, og kommer ikke hen til noget, som er rigtig fedt. Jo bedre man bliver, jo mere kontrol har man. Det var også en måde at komme væk fra det, og lave noget, der kom fuldstændig bag på os selv.«

Og tempoet?

»Hvis vi ikke lavede andet end William Blakes på fuld tid, ville vi lave 40 plader om året. Så vi kan sagtens rumme at lave alt muligt andet i USA. Jeg kunne aldrig acceptere kun at have The William Blakes. Det kan kun tage så lang tid, hvis man lige som Metallica sidder i fire år i et studie med en milliard kr. Potentielt kunne der være lige så mange penge i at lave The William Blakes som i at producere for Puff Daddy,« afslutter Fridolin.

Læs mere