The Weeknd vil være kongen af den paranoide pop

Canadiske Abel Tesfaye lyder fortsat besat af penge, stoffer og upålidelige kvinder, men sigter endnu skarpere på pop på sit tredje album »Starboy«.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Vi tester oplæsning. Fortæl os, hvad du synes her

Fra undergrundsmixtapes til nummer 1 på den amerikanske hitliste. Fra hjemløs i Toronto til årets Forbes liste over bedst betalte kendisser. Der er sket store omvæltninger i den canadiske sanger Abel Tesfayes liv siden han brød bredt igennem sidste år med »Can’t Feel My Face«, en catchy ode til coke.

Tesfaye både omfavner og brydes med sin nye stjernestatus på sit tredje album »Starboy«. På den ellers temmelig træge »Reminder«, der må være det popmusikalske svar på pligttro CV-opdatering, sætter Abel flueben ved Grammys og Lamborghinis. Men det er ikke alle berømmelsens følger, som Tesfaye kan godkende. I hvert fald ikke overfor lytteren.

»I am not a Teen Choice / Goddamn bitch I am not a bleach boy«, synger han med reference til den Teen Choice Award for Bedste R&B/Hip-Hop Artist, som han i år var nomineret til (og Beyoncé endte med at vinde).

Det er åbenlyst forsøg på at beskytte The Weeknds image som en følelsesforstuvet, hedonistisk bad boy. Et kneb, der skal sikre udtrykket af utilgængelig coolness. Men det lyder ikke overbevisende på et album, der ofte går efter en glat, sikker og effektiv pop-lyd.

Den strategi giver gode resultater på »A Lonely Night«, hvis hvasse synths stikker hårdere end samtlige af Tesfayes tekster, og på »I Feel It Coming«, en luftig Daft Punk kollaboration, der lyder som det perfekte soundtrack til rulleskøjte-disco. Franskmændenes vocoder-brægen matcher Weeknds skrøbelige, Michael Jackson-inspirerede vibrato.

»Secrets« overrasker positivt med en blanding af new wave glitter-synths og skvulpende country slide-guitar, mens Kendrick Lamar leverer et vanligt skarpt og rytmisk omskifteligt gæstevers på »Sidewalks«.

At Tesfaye tæller R. Kelly blandt sine idoler kan man høre på »True Colors«, en ballade med yndigt, dunet klaver og våde, sæbeboble-lignende lydeffekter, der næsten luller én hen, mens Abel krydsforhører en ny dame om hendes fortid og hensigter.

Det er i teksterne, at The Weeknd har udviklet sig mindst. Han gentager sine overfladiske beskrivelser af penge, stoffer og blowjobs i sportsvogne fra kvinder, der er lækre og upålidelige.

Når de uopfindsomme linjer så bliver understøttet af kølig, sløv trap, som på »All I Know« med Future, lyder The Weeknd langt fra så spændende som han gjorde i 2010. Der er en håndfuld numre at plukke fra »Starboy«, og det er solidt, men hvis Tesfaye vil skubbe ikke bare dyre slæder, men også poppens rammer, må han tage nogle flere chancer.