Adele vandt stort ved kvindedomineret, kønsneutral prisuddeling

Brit Awards 2022 løb af stablen tirsdag aften, for første gang med kønsneutrale kategorier.

»Boris, jeg ved, du elsker en fest. Så kom herned, mand,« sagde værten Mo Gilligan ved tirsdag aftens Brit Awards, med henvisning til den skandaleramte engelske premierminister, Boris Johnson.

Især sangeren Adele må have haft en fest, for hun blev årets helt store vinder ved det traditionsrige Brit Awards. Det skriver The Guardian.

Adele vandt priserne for årets kunstner, Årets album for sit fjerde album, »30«, og Årets britiske sang for »Easy on me«. At det var en kvinde, der tog de store priser hjem var symptomatisk for årets show, som for første gang havde kønsneutrale kategorier.

»Jeg forstår godt, hvorfor de ændrede navnet på prisen (fra bedste mandlige/kvindelige kunstner, red.), men jeg elsker virkelig at være kvinde. Jeg elsker at være kvindelig kunstner,« sagde Adele i sin takketale til prisen for årets kunstner.

Adele har ellers slået sig lidt på det seneste, efter en kontroversiel og grådkvalt udskydelse af sin koncertrække i Las Vegas, men humøret må antages at være vendt efter aftenens prishøst.

Kulturministers frygt gjort til skamme

Pladeselskabernes brancheforening, British Phonographic Industry, der står bag Brit Awards, har fjernet kategorier som Årets kvindelige sanger og Årets mandlige sanger, som nu er slået sammen til én kategori.

Det skete efter den nonbinære – altså en person, som hverken identificerer sig som mand eller kvinde – sanger Sam Smith kritiserede, at vedkommende ikke kunne blive nomineret i hverken den ene eller den anden kategori.

Beslutningen var kontroversiel, og førte til kritik fra blandt andre den konservative kulturminister, Nadine Dorries, som frygtede, at kvindelige kunstnere ville blive forfordelt på grund af den »triste beslutning«, skriver The Guardian.

Men Dorries' bekymring blev gjort til skamme, da kvinder vandt 10 ud af 15 Brit Awards.

Priserne bliver uddelt ved, at folk kan stemme på dem, de mener, skal vinde en pris. Selvom kolossalt populære Ed Sheeran var nomineret i fire kategoriet, vandt han ikke en eneste.

Han fik dog en trøstpræmie i skikkelse af en nyoprettet pris for årets sangskriver, hvor et uafhængigt panel og ikke publikum havde valgt vinderen, skriver The Guardian.

Den ene af Adeles takketaler blev censureret på britisk tv, fordi der var for mange bandeord i Adeles hyldest til rapperen Little Simz, der havde vundet prisen for bedste nye kunstner.

Derudover takkede hun sin søn og sin eksmand, Simon Konecki. Taksigelsen var nok på sin plads, for Adeles seneste album handler netop om bruddet med Simon Konecki.

Se alle vinderne her.