4 stjerner: Den slags selvudlevering er ikke hverdagskost i dansk musik

AOK
Musik
Anmeldelse

Danske Joyce hverken kan eller vil blive voksne på deres grunge-forelskede andet album, »Elsk Mig«

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Alle har så travlt med at tage sig godt ud. Vise deres pæne side frem. Være cool, sej, sexet, på toppen. For hvis du vil være en succes, er du dælme også nødt til at ligne en succes.

25-årige Sebastian Wegener har tydeligvis ikke modtaget memoet. Eller også bider han bare ikke på. Som frontmand i det danske rockband Joyce indtager han i stedet rollen som beskidt og uduelig taber. Med mere lort på styret end styr på lortet. Eller som han selv synger over larmende guitarbredsider på sangen »Rottemand«: »Så klam jeg væmmes af mig selv / vågner op med pletter overalt / under mine arme er der salt / jeg tror jeg blev en rottemand«.

Den slags selvudlevering er ikke hverdagskost i dansk musik og var da også en medvirkende årsag til, at Joyce fik pænt hul igennem med det knap to år gamle debutalbum »Formskifter« – et brutalt ærligt selvportræt af en ung mand med ondt i livet sat musikalsk i scene et eller andet sted mellem britisk jangle-pop, aggressiv postpunk og refrænstærk dansksproget sangskrivning.

På »Elsk Mig« – album nummer to fra Joyce – har den unge mand endeligt fået noget, der ligner succes. Men det betyder ikke, at han er blevet lykkeligere. Eller selv føler sig som en vinder. Tværtimod. Nu væmmes han bare over al rygklapperiet. »Hvis jeg lagde en lort / ville I ramme den ind og sige / at det her er det bedste lort I har set,« vrænger Wegener på åbningsnummeret »Jeg Har Glemt Hvor Gammel Jeg Er«, en catchy rocksang – om at være en voksen mand, der stadig må hjem til mor og tigge penge til mad – pakket ind i distortede grunge-guitarer og doven Nirvana-klingende melodiføring.

Og det er da netop også 90ernes larmende grunge-rock, som Joyce genopliver i stor stil på tværs af albummet. Og det gør de faktisk overraskende godt. Grunge-lyden har ganske vist fået en lille revival hos unge kvindelige popstjerner som Olivia Rodrigo og Billie Eilish, men Joyce gør det mere rendyrket som rockband. Og så gør de det ikke mindst på dansk, hvilket jeg heller ikke rigtig mindes at have hørt før.

Hvem gider sortere affald?

Grunge er om noget lyden af teenageangst og selvhad. Og på et album, der netop handler om den unge mands besvær ved – og modvilje mod – at påtage sig rollen som ansvarlig voksentype, giver det god mening at udtrykke det gennem netop grungens kaotiske og indebrændte aggression. At insistere på at lave grunge er netop at insistere på ikke at blive voksen. Og hvem gider i øvrigt også det, hvis det betyder, at man skal til at sortere sit affald? Så »hellere vil leve beskidt, end at leve som dig,« som Wegener udtrykker det med trodsig væmmelse på et af pladens højdepunkter, »Lev Beskidt«.

Og mere grunge: »Fingrene i Fedtefadet« vokser fra underdrejede vers til de helt store eksplosioner med buldrende Dave Grohl-trommer og Alice In Chains-vokal i omkvædet, inden de skrigende guitarer til sidst løfter sange ud over afgrundens rand. Det balancerer hele tiden på kanten af stiløvelse, men Joyce kan sgu bære det rent musikalsk, og med Sebastian Wegener i front har de den helt rette vokalist og sangskriver til opgaven. Det fremstår troværdigt. Man kan mærke hans frustration.

Det hjælper også på det, at Joyce undervejs giver 90er-lyden lidt modspil på numre som »Så Det I En Drøm«, der leger med en mere moderne elektronisk produktion, og den ellers meget rockede »Sjæl Og Krop«, hvor Wegeners stemme pludselig begraves i autotune på sangens resignerede outro.

På tværs af pladen tegnes et ambivalent portræt af den unge mands lidelser. Han puster sig op, slår sig i tøjret, bander og spytter og nægter at rette ind. »Vingefang som en kylling / stor kæft som en hane,« som han synger et sted. Men inde bagved er han både lille, frustreret og uformående: »Livet knepper mig / alt jeg troede var godt / viser sig at være en løgn«.

Men selvom Wegener giver den fuld gas som selvhadende underdog, der vrænger af tidens behagesyge og pænhed, er hans basale menneskelige behov det samme: Når alt kommer til alt, vil han også bare gerne elskes.

Lyt til albummet her:

Joyce . »Elsk Mig«. The Bank Records.