Efter endnu en sløj omgang: Hvorfor er børnenes MGP så meget bedre end de voksnes?

Mediekommentar: Efter to sløje år uden publikum kom Dansk Melodi Grand Prix tilbage på sporet lørdag aften. Men der var stadig alt for langt mellem de mindeværdige sange, mener Berlingskes musikredaktør Michael Charles Gaunt.

»Det er en besynderlig præmis at basere en tv-transmitteret sangkonkurrence på. Alle ved, at det her ikke er det bedste, Danmark har at byde på. Alligevel samles vi om skidtet år efter år,« skriver Berlingskes musikredaktør, Michael Charles Gaunt. Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Det er altid et dårligt tegn, når man vågner op dagen efter et melodigrandprix og ikke kan huske en eneste af melodierne. Ikke engang vindersangen, »The Show« med pigegruppen Reddi. Så kan DR lave nok så mange krumspring for at lave et flot show. Det bliver aldrig bedre end de sange, der er med i konkurrencen. Og her var niveauet ved Dansk Melodi Grand Prix 2022 ganske enkelt for lavt.

I den forstand var alt, som det plejer. Med få undtagelser er og bliver sangkonkurrencen en folkefest i middelmådighedens tegn. Vores bedste artister holder sig væk. I hvert fald så længe de stadig har tur i den. Og det, vi står tilbage med, er en masse navne, som ikke har noget at tabe. Enten fordi de ikke har vundet noget endnu. Eller fordi de er stoppet med at vinde for længe siden.