Fem stjerner: Billie Eilish cementerer sin position som sin generations mest markante stemme

AOK
Musik
Anmeldelse

Det 19-årige amerikanske popfænomen dykker frygtløst ned i berømmelsens bagside og giftige magtrelationer på sit andet album, »Happier Than Ever«.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Vi vidste godt, at Billie Eilish ville blive stor. Men det var nok de færreste, der havde forestillet sig, hvor stor hun skulle blive. Og hvor hurtigt det skulle gå.

Med debutalbummet »WHEN WE ALL FALL ASLEEP, WHERE DO WE GO?« fra 2019 tog den dengang 17-årige amerikaner skridtet fra teenagefænomen til global superstjernestatus på rekordtid. Det var ankomsten af en ny generations mest unikke stemmer.

En musikalsk formularsprænger, der var så radikal anderledes og singulær i sin lyd, sit look og personlighed, at hun omgående blev smækket op på popkulturens højeste piedestaler. Med millioner af tilbedere, favnen fuld af grammy-priser og et liv, hvor selv den mindste gestus blev genstand for kritisk granskning og diskussion.

Med andre ord: Presset for at levere en stærk opfølger har været stort på Billie Eilish. Denne gang følger hele verden med. Hvad finder hun på denne gang? Hvor langt rækker talentet? Og hvilken indvirkning har al virakken haft på hendes liv og musik?

Billie Eilish er hjemmeskolet af sine musikglade forældre, der i dag er en essentiel og opofrende del af holdet bag hende, ligesom hendes bror Finneas er produceren bag begge hendes albums. Fold sammen
Læs mere
Foto: Kelia Anne Maccluskey.

Man skal ikke lade sig snyde af titlen på hendes nye album, »Happier Than Ever«. Det lyder mere som et erklæret mål end en reel statusopdatering. Allerede på det bemærkelsesværdigt intime åbningsnummer, »Getting Older«, står det klart, at træerne langtfra vokser ind i himlen.

»Things I once enjoyed / just keep me employed now,« lyder det sørgmodigt i omkvædet, mens der i versene både refereres til en forstyrret fan, der har stalket hendes hjem, de brændte følelser efter et forlist forhold og antydningen af, at hun er blevet misbrugt eller krænket.

Og det er lige netop disse tematiske tråde, der væver sig ind og ud af sangene på albummet. Det handler ekstremt meget om magtdynamikker. Hvem styrer hvem? Hvem er ovenpå? Hvem er kuet? Hvem er i kontrol?

Fri for det mandlige blik

For Billie Eilish ligger der tydeligvis et kontroltab i berømmelsen og den massive bevågenhed. Men på »Not My Responsibility« kravler hendes lavmælte stemme ud af et æterisk mørke af ildevarslende synthflader med en besked til omverdenen: Det er ikke mit ansvar, hvad I tænker om mig. Og det er mig, der bestemmer over min krop.

Teksten er et eksplicit opgør med tendensen til at måle en kvindes (og i særdeleshed en ung kvindelig popstjernes) værd ud fra hendes krop, udseende og påklædning. »If I wear what is comfortable, I am not a woman / If I shed the layers, I'm a slut«.

Det er lige præcis den slags, der gør Billie Eilish til så markant en stemme for Generation Z. Til en disruptor i popland. Da Eilish brød igennem var det iført ekstravagant oversize hiphop, goth- og punkuniform – bar hud og sex var aldrig en del af ligningen. Lige indtil en billedserie landede i Vogue tidligere på året med Billie stylet som klassisk Hollywood-pinup med blond hår, bar hud og korsage a la Marilyn Monroe og Julie London.

Et åbenlyst knæfald for det mandlige blik, mente visse puritanske fans. Men for Eilish handlede det om at sætte både kroppen og sig selv fri. Om hverken at ligge under for det mandlige blik eller alle dem, der fandt det så forfriskende, at hun dækkede sig til.

Vender det hele på hovedet

Magtdynamikkerne undersøges også løbende gennem en lang række sange, der kredser om opløsningen af et forhold til en ældre fyr, der antydes på den ene eller anden måde at have misbrugt hende. Ikke nødvendigvis fysisk, men så i hvert fald følelsesmæssigt. Det står hen i det uvisse.

»Happier Than Ever« er Billie Eilishs andet studiealbum. Det udkom 30. juli og bliver omdrejningspunkt for hendes næste verdensturné, der begynder i New Orleans 3. februar næste år. Fold sammen
Læs mere
Foto: Universal/Interscope.

Gennem sangene tager hun magten tilbage. Det er her, hun er i kontrol.

Magtbalancen tipper og bliver undervejs vendt helt på hovedet. På det paranoide klub-track »Oxytocin« går der nærmest SM i den, når Eilish giver den i rollen som den dominerende part:

»If you find it hard to swallow, I can loosen up your collar / 'Cause as long as you're still breathing / Don't you even think of leaving«.

På den stærke »NDA« er det hende, der må tvinge ham til at underskrive en af den slags fortrolighedsklausuler, vi oftest hører om i forbindelse med magtfulde mænd i #metoo-problemer.

På »Lost Cause« piller hun ham fuldstændig fra hinanden og sætter så endelig trumf på ved at skrige sine frustrationer ud og erklære, at hun nu er »Happier Than Ever« på det imponerende titelnummer, der starter som sagte crooner-vuggevise og eksploderer i en tonstung rock-triumf.

Med 16 numre og en spilletid på knap en time er det et album, som det tager tid at få helt ind under huden og blive fortrolig med. Og de relativt mange stille sange kan muligvis tolkes som et forsøg på at fjerne hånden bare en anelse fra berømmelsens kogeplade. Eller i hvert fald skrue lidt ned for blusset.

Om det lykkes må tiden vise.

Unikt samarbejde

Rent kunstnerisk er albummet i hvert fald virkelig vellykket. Arrangementerne imponerer med deres kreativitet, sangskrivningen er både raffineret og iørefaldende.

Og så stritter det bare velgørende i alle mulige og umulige retninger – old school crooner-pop, svalende bossanova, futuristiske Timbaland-beats, benknusende rock.

Som sådan kunne det ikke være lavet af andre end lige præcis Billie og hendes storebror Finneas, der ligesom på debuten spiller, programmerer og producerer al musikken til UG med kryds og slange.

Hun er helt unik. Sammen laver de noget ret enestående. Og de gør det på den allerstørste globale scene overhovedet. Det burde ikke kunne lade sig gøre. Men det gør det, og det er der kun grund til at glæde sig over. Det er på alle måder et sundhedstegn, at popmusikken stadig kan omfavne så særlig en stemme og personlighed.

Billie Eilish, »Happier Than Ever«, Universal/Interscope