Hørsholm har længe været indbrudstyvenes foretrukne jagtmark. Alligevel har man fra kommunens side valgt at nedlægge det såkaldte Tryghedsudvalg, som skulle nedbringe indbrud og arbejde for tryghedsskabende tiltag.

Det skriver sn.dk.

Mandag kom det frem, at antallet af indbrud i den nordsjællandske kommune er mere end fordoblet fra første kvartal til fjerde kvartal af 2021.

Det går stik imod den nationale tendens: Tal fra Danmarks Statistik viser, at antallet af indbrud i private hjem er faldet med 17 procent fra tredje til fjerde kvartal sidste år.

Borgmester Morten Slotved (K) bekræfter over for sn.dk, at Tryghedsudvalget er fortid i Hørsholm.

Han fortæller samtidig, at man arbejder på en ny referencegruppe, som er underlagt økonomiudvalget. Den skal være mindre bureaukratisk og mere fleksibel.

Det gamle udvalg bestod af fem repræsentanter fra kommunalbestyrelsen og repræsentanter fra Idrætsrådet, Seniorrådet, Nordsjællands Politi, Boligselskaber, Erhvervsrådet og en Ungdomsrepræsentant.

Hvordan det kommende tiltag præcis kommer til at udmønte sig, er stadig uvist. Politikerne i Hørsholm er nemlig endnu ikke nået til at drøfte spørgsmålet.

»Vi snakker meget i kommunalbestyrelsen og økonomiudvalget. Jeg havde håbet, at vi havde nået at tage snakken om den nye referencegruppe allerede, men det nåede vi ikke, så nu må det blive på næste økonomiudvalgsmøde,« siger den konservative borgmester til sn.dk.

»Vi mangler stadig den indledende dialog, fordi vi snakker meget.«

Privat patrulje

Berlingske beskrev i efteråret, hvordan Nordsjællands Politikreds modtager flest anmeldelser om indbrud i hele landet.

Samtidig er sandsynligheden for, at gerningsmændene bliver stillet til ansvar, forsvindende lille: Politikredsen har den laveste opklaringsprocent i hele landet.

I afmagt havde en gruppe Hørsholmborgere i oktober taget sagen i egen hånd: De havde besluttet sig for at etablere et privat vagtværn.

Således skulle et privat firma patruljere boligområder flere gange i døgnet.

Ikke kun indbrud i private hjem

For initiativtager Allan Askov Christoffersen, som har haft indbrud ad flere omgange, var der ingen tvivl om, at det var pengene værd.

»Hvis jeg kan sove godt om natten og være tryg ved, at mine børn er alene hjemme efter skoletid, så er jeg helt med på den pris,« sagde han til Berlingske sidste år.

Det er ikke kun private hjem, der får besøg af udbudne gæster. Den seneste tid er Nordsjællandske biler blevet plyndret på stribe.

Ifølge efterforskningsleder Morten Pedersen tyder meget på, at kriminaliteten er organiseret. Han understregede samtidig, at tid er en afgørende faktor – og opfordrede til at kontakte politiet med det samme, hvis man ser noget mistænkeligt.

»Får vi en anmeldelse om, at noget sker lige nu og her, så rykker vi så vidt muligt ud med det samme. Men hvis man først opdager tyveriet dagen efter, så er det svært at finde spor – og så kan det være svært at fange dem,« sagde han til Berlingske i sidste uge.