Indbrudstyve kan bedst lide at operere i mørket. Men hvor der er lyst, er de begyndt at skabe deres eget mørke, advarer Nordsjællands Politi

Meget tyder på, at det er erfarne, udenlandske kriminelle, der i stor stil plyndrer Nordsjællandske biler for værdigenstande. Hvis gadelampen pludselig går ud, kan det være tid til at kontakte politiet.

Hvis lygtepælen på vejen pludselig er gået ud, er det muligvis tid til at kontakte politiet.

I hvert fald hvis man befinder sig i Nordsjælland, som lige nu er særdeles hårdt plaget af indbrud i personbiler.

Meget tyder på, at kriminaliteten er organiseret.

Politiets døgnrapport taler et tydeligt sprog: I Kokkedal knuste tyvene tre bilruder. I Nivå brød de ind i fem parkerede personbiler af mærket Volkswagen. I Rungsted Kyst var der tale om to BMWer.

I Gentofte, Vedbæk, Nærum, Frederikssund, Vejby, Hundested og Dronningmølle er billedet det samme.

På cirka en måned har Nordsjællands Politi modtaget 165 anmeldelser om indbrud i og tyveri fra biler, skriver TV 2 Lorry.

Alene i døgnet mellem onsdag og torsdag blev der registreret 12 episoder.

Det har været et stigende problem det seneste års tid, fortalte efterforskningsleder Morten Pedersen til Berlingske onsdag.

I samme anledning opfordrede han til, at man forsøger at parkere i områder, der er oplyste, hvor der er mulighed for det.

Ikke så overraskende kan indbrudstyvene nemlig bedst lide at operere i ly af mørket.

Men hvor der er lyst, er tyvene begyndt at skabe deres eget mørke, skriver TV 2 Lorry.

»Vi har lige haft et tilfælde fra Egedal, hvor de havde rodet med en lygtepæl og fået den mørklagt. Og det har vi set før,« siger politikommissær ved Nordsjællands Politi Henrik Sejer til mediet og efterlyser vågne øjne og ører hos borgerne.

»Så hvis man bor et sted, og lygtepælen pludselig er gået ud, og man for eksempel kan se synlige skader på den, så må man gerne kontakte Nordsjællands Politi.«

Organiseret kriminalitet fra udlandet

Meget tyder på, at kriminaliteten er organiseret, fortalte efterforskningsleder Morten Pedersen til Berlingske onsdag.

»Det billede, vi ser, er, at tyvene bevæger sig meget hurtigt. I få dage er der aktivitet ét område, hvor politiet så gør en efterfølgende indsats – men dagen efter er de videre til et helt andet område.«

Tyvenes fremgangsmåde indikerer også, at der ikke er tale om amatører.

»Vi har eksempler på, at tyvene har været ude at rekognoscere udvalgte områder på forhånd. Og hvor det i gamle dage drejede sig om en knust siderude, er metoderne blevet langt mere avancerede,« fortalte efterforskningslederen.

Mens tyvekosterne førhen var solbriller, jakker og tasker, går forbryderne nu i høj grad efter selve interiøret: rat, midterkonsoller, airbags og navigationsudstyr til tusindvis af kroner.

Men selvom Nordsjællands Politi følger området tæt, har man ikke noget klart billede af, hvor det værdifulde udstyr ender henne.

»Derfor har vi en hypotese om, at der kan være tale om udenlandske kriminelle,« fortalte Morten Pedersen.

Han understregede samtidig, at tid er en afgørende faktor – og opfordrede til at kontakte politiet med det samme, hvis man ser noget mistænkeligt.

»Får vi en anmeldelse om, at noget sker lige nu og her, så rykker vi så vidt muligt ud med det samme. Men hvis man først opdager tyveriet dagen efter, så er det svært at finde spor – og så kan det være svært at fange dem.«