»Falliterklæring«: I denne velhavende kommune er indbrud fordoblet og opklaringen helt i bund

Antallet af indbrud på landsplan er nedadgående, men ikke i Hørsholm Kommune. Her stiger antallet af indbrud, mens opklaringsprocenten er den laveste i landet.

Det er desværre ikke kun private hjem, der får besøg af ubudne gæster. Også antallet af nordsjællandske bilejere, der bliver mødt af en knust bilrude, er steget det seneste år. Niels Ahlmann Olesen

Isolation, hjemmearbejde og weekender på sofaen. Selvom det kan føles, som om man har været derhjemme størstedelen af tiden de seneste to år, har indbrudstyvene ikke fået mindre at foretage sig. Tværtimod.

Fra første kvartal i 2021 til fjerde kvartal samme år er antallet af indbrud i Hørsholm Kommune i Nordsjælland således mere end fordoblet. Det skriver TV 2 Nyhederne.

Anderledes ser det dog ud med antallet af indbrud i resten af landet. Tal fra Danmarks Statistik viser, at antallet af indbrud i private hjem er faldet med 17 procent fra tredje til fjerde kvartal.

I efteråret 2021 fortalte Berlingske, at Nordsjællands Politi er den politikreds i landet, der modtager flest anmeldelser. Det er en dårlig cocktail, når det samtidig fremgår, at det også er den politikreds, der har den laveste opklaringsprocent.

Hørsholm Kommunes borgmester, Morten Slotved (K), er da heller ikke tilfreds med den lave opklaringsprocent i kommunen.

»Opklaringsprocenten er uacceptabelt lav i vores kommune, og det må siges at være en falliterklæring fra politiets side, at de ikke gør mere ved problemet,« siger borgmesteren til TV 2.

Politidirektør i Nordsjællands Politi Mogens Hendriksen siger til TV 2 Lorry, at politiet tager stigningen i indbrud i 2021 alvorligt.

Organiseret kriminalitet

Det er ikke kun private hjem, der får besøg af ubudne gæster. Også antallet af nordsjællandske bilejere, der bliver mødt af en knust bilrude, er steget det seneste år, fortæller Berlingske.

I Nordsjællands Politi er det ikke ukendt, at tyvene har mørklagt lygtepæle for at kunne begå indbrud i ly af mørket, siger politikommissær ved Nordsjællands Politi Henrik Sejer til TV 2 Lorry.

Til Berlingske fortæller efterforskningsleder Morten Pedersen, at meget tyder på, at kriminaliteten er organiseret.

»Det billede, vi ser, er, at tyvene bevæger sig meget hurtigt. I få dage er der aktivitet i ét område, hvor politiet så gør en efterfølgende indsats – men dagen efter er de videre til et helt andet område,« siger han til Berlingske.

Det er uklart, hvor de stjålne værdier ender. Derfor har politiet en hypotese om, at der kan være tale om udenlandsk kriminalitet, fortæller Morten Pedersen.