Mumitroldenes rebelske mor havde mandlige muser og lod ikke samtiden begrænse sin seksualitet

AOK
Litteratur
Anmeldelse

Boganmeldelse: Tuula Karjalainens gedigne biografi, »Tove Jansson – arbejde og kærlighed«, sætter på forbilledlig vis det personlige ind i den politisk-historiske tid. Man savner dog indimellem lidt distance og sprogligt schwung.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

De fleste kender hende som kvinden bag Mumitroldene, og en støt stigende gruppe elsker hende for hendes voksenbøger – blandt andet »Sommerbogen« og »Billedhuggerens datter«. Men de færreste ved måske, at Tove Jansson først og fremmest så sig selv som kunstmaler, og at hun i øvrigt i mange år tjente til livets ophold som tegneserietegner for en britisk avis og politisk karikaturtegner for et finsk satiretidsskrift.

Hvad man ikke ved om den finlandssvenske multikunstner, kan man blive indviet i gennem den finske kunsthistoriker Tuula Karjalainens gedigne biografi, »Tove Jansson – arbejde og kærlighed«.

Bogen er kronologisk opbygget i temaer og bygger på breve, dagbøger, kunst- og litteraturanalyser samt interviews. Den er rigt illustreret og tegner et seriøst og respektfuldt portræt af en kunstner og kvinde, der hverken personligt eller professionelt lod sig begrænse af omverdens normer og tidens tendenser.

»Frihed er den bedste ting,« skrev hun allerede som ung pige, og frihed blev det faste fokus i hendes liv.

Tove Jansson (1914-2001) voksede op i en kunstnerfamilie, hvor hun tidligt erfarede uligestillingen mellem mænd og kvinder. Som barn forgudede hun sin far, der var en anerkendt og karismatisk billedhugger, men forholdet blev med tiden anspændt på grund af kønspolitiske, krigspolitiske og andre uoverensstemmelser.

Moren, der også var kunstner, men helligede sig børn og et økonomisk nødvendigt illustratorjob, var til gengæld Toves et og alt gennem hele livet.

Tove Jansson debuterede allerede som 14-årig som tegner i det blad, som sidenhen skulle blive hendes faste indtægtskilde gennem mange år. Med tiden udviklede hun en modig politisk streg, når hun blandt andet karikerede Hitler, Stalin og tidsånden. Det var vovet på den tid, men Jansson var pacifist til fingerspidserne og lod gerne sin streg stå på mål for sine holdninger.

Privat var hun lidt mere tilbageholdende, og hendes malerier samt ikke mindst Mumi-historierne blev senere hen kritiseret for at gengive en romantiseret drømmeverden eller at være kontrolleret følelseskold. Selv sagde hun:

»Jeg hader tendenser i kunsten. Krigen har medført dystre farvevalg og nationalisme, vi vil måske først se den fulde påvirkning om nogle år. Enhver kunstner afbilder ikke blot sig selv, men også sin samtid (…) Jeg tror, at hver eneste dug, nature morte, landskab, hvad som helst, inderst inde er et selvportræt.«

Træt af mumierne

Jansson blev uddannet kunstmaler i både Finland og Sverige og var i gang med en lovende karriere, da hendes lille signaturfigur under karikaturtegningerne udviklede sig til det, der skulle blive en verdensomspændende succes: Mumitroldene.

Bogen »Tove Jansson – arbejde og kærlighed« skildrer forfatter og tegner Tove Jansson, og Berlingskes anmelder giver boogen fire ud af seks stjerner. Fold sammen
Læs mere
Foto: Turbine.

Egentlig var det planen, at der kun skulle komme en enkelt bog (for børn, selv om den blev kritiseret for at være lige så meget eller mere for voksne), men Mumiuniverset voksede og endte med at blive til både mange flere bøger for små og store, teateropsætninger, animationsfilm, tegneserie, merchandise med mere.

Tove Jansson blev dog til sidst så træt af mumierne, at hun dels lod sin ene bror overtage videreudviklingen af tegneserien, dels flere gange bekendtgjorde, at nu var sidste bog sendt i trykken, dels måtte kæmpe for at finde en vej tilbage til det, hun allermest følte for: malerkunsten.

Ligesom at Jansson bredte sig over flere kunstarter, var hun heller ikke selvbegrænsende i sin seksuelle orientering. I sine unge år havde hun mange skiftende mandlige partnere, hun var ikke for alvor interesseret i ægteskab, og flere af hendes partnere var i lige så høj grad sparringspartnere og mandlige muser.

En ny erotisk verden

Men en ny verden åbnedes, da hun indledte et intenst forhold til teaterinstruktøren Vivica Bandler, hvor hun uden de store sværdslag gik imod datidens ellers homofobiske anskuelser. Viveca og Tove danner i øvrigt forlæg for figurerne Vifslen og Tofslen i Mumitroldene.

Meget kan således tolkes ud af Tove Janssons værker, og Tuula Karjalainen giver med sin grundige research og kunsthistoriske indsigt et godt indblik i Janssons både kreative og personlige verden og sammenhængen mellem dem.

Samtidig formår hun på forbilledlig vis at sætte det personlige ind i den politisk-historiske tid, så man både forstår, hvem Tove Jansson var, og hvad hendes kunst stod for, og hvor man også bliver klogere på Finland og landets særlige placering i datidens krigsramte verden.

Man kan dog ind imellem savne en mindre distanceret forfatterpen, lidt mere indlevelse, større sprogligt schwung og færre gentagelser og upræcise eller uopklarede ord og påstande.

Karjalainen er ikke en portrætekvilibrist som eksempelvis Jens Andersen med hans til sammenligning fremragende Astrid Lindgren-biografi, men mindre kan også gøre det – og det er trods skævheder og skønhedsfejl ganske godt gjort.

Tove Jansson – arbejde og kærlighed
Forfatter:
Tuula Karjalainen. Oversætter: Birgita Bonde Hansen. Sider: 304. Pris: 300 kroner Forlag: Turbine.