Endnu en historisk person skildres med et lesbisk drama – denne gang er kærligheden ægte

Der elskes og danses og festes i filmen om Tove Jansson, der skildres gennem hendes forhold til Viviva Bandler. Historien om mumitroldenes mor mangler dog lidt af den poesi, hun selv skrev frem i sine historier.

 
Se traileren her. Produktion: Helsinki-Filmi & Anagram. Instrueret af Zaida Bergroth. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Vi tester oplæsning. Fortæl os, hvad du synes her

Der findes personligheder, der er så store, at de tegner et land. Danmark har H.C. Andersen, Sverige har Astrid Lindgren og Finland har Tove Jansson, der med historierne om de små mumitrolde fik tegnet konturerne af sin nation.

I Tove Janssons ord og streg blev Mumidalen en poetisk skildring af verden, som den var, i årene lige omkring Anden Verdenskrig. Et sted, hvor selv bløde mumidyr kunne være ensomme. Et sted, hvor man kan føle sig bange og sikker på samme tid. Måske er det krigen, der lurer som den dystre undertone i historierne, hvor man husker at lukke døren »for, at der ikke skal smutte noget farligt ind«, som der står i »De små trolde og den store oversvømmelse« fra 1945.

I filmen om Tove Jansson, der har fået titlen »Tove«, er det kærligheden til Vivica Bendler, der farligt rumsterer ude i mørket.

Den sorthårede teaterinstruktør er dragen, der trækker i Tove. Det er hende, der giver Jansson selvtillid ved at se værdien i hendes mumitrolde, mens Jansson selv holder fast i, at hendes egentlige talent findes i hendes malerier. En holdning, der støttes af faderen, den finske billedhugger Viktor Bernhard »Faffan« Jansson, der nok ved, hvad der er bedst at bruge sin tid på.

Men det er – som ofte før – også Vivica, der trækker Tove ned.

Et stærkt tidsbillede

»Tove« er en kunstnerfilm med stort K. Det er en film om at finde sin stemme, sit talent og at lære at tro på det. Den har vi set før, men her er historien koblet sammen med  en skildring af de kunstneriske miljøer i efterkrigstiden, hvor det flyder med store drømme, kæmpe ambitioner samt vin og jazz på Toves uopvarmede kammer. Bliver musikken for voldsom, kan underboens tålmodighed købes for et billede.

Bliver det for meget?

Festen fylder en del, men det er samtidig befriende, at man ikke har ønsket at se på fortiden med fordømmende briller.
Her er 50erne og 60erne præget af nysgerrighed – en lyst til at gøre tingene anderledes, en trods, der altid har været ungdommens. Det er herligt levende og virker som en skarp kontrast til tidens mere dogmatiske syn på køn, kærlighed og roller.

Tove Jansson spilles af den svenske skuespillerinde Alma Pöysti som en klejn, men stærk og trodsig karakter, der minder om mumitroldens ven, Lille My. Fold sammen
Læs mere
Foto: Pr.

Tove Jansson spilles stærkt og sitrende af Alma Pöysti, der har en en klejn, men stærk og trodsig karakter, der både minder om mumitroldens ven, Lille My, og om den virkelige Tove Jansson.

I filmen tror hun så meget på kærligheden og eventyret, at hun længe fastholder forholdet til den frisindede politiker Atos Wirtanen, der gerne vil leve op til tidens credo om at frisætte dem, man elsker. Det er risikabelt, og det er det også i »Tove«, hvor forholdet til Vivica konstant overskygger deres gode forhold.

Mangler mumitrolden

Det vakte – forståeligt nok – en del opsigt, da den britiske palæontolog Mary Anning (1799-1847) blev gjort lesbisk i filmen »Ammonite«. Anning var en af verdens første palæontologer, og en film om hendes arbejde og samtidens manglende anerkendelse havde formentligt været spændende uden den opdigtede oralsex med veninden Murchinson.

Filmindustrien ved dog, hvad der sælger, og hvad der er oppe i tiden, og sådan blev en af verdens første og dygtigste videnskabskvinder gjort lesbisk. Også selv om der ikke var dækning for det.

Også »Tove« er en lesbisk kærlighedshistorie, men denne gang passer pengene. Vivica Bandler og Tove Jansson havde et forhold, hvilket er dokumenteret i en lang række breve. Filmen har også plads til Tuulikki Pietilä, der var sammen med Tove Jansson indtil hendes død i 2001. Her er ikke digtet.

»Tove« har en stor kærlighed til sin hovedperson og til det eventyr, der udspillede sig omkring hende. Alligevel er det som om, at den savner lidt af Mumidalens fine poesi. Den mangler følelsen af at stå helt alene, at vove og være ensom i et trygt rum. Der mangler noget af det fineste og mest sarte. Det er måske også så svært at vise, at det kræver en kunstner af Tove Janssons kaliber. Nu må vi nøjes med en film om hende. Den er heldigvis en dejlig dans om og med mumitroldens mor.

»Tove«. Instruktør: Zaida Bergroth. Medvirkende: Alma Pöysti.Krista Kosonen. Shanti Roney. Eeva Putro med flere. Varighed: 115 minutter. Også Anders Lund Madsen har anmeldt filmen her