Vi bad mumitroldseksperten Anders Lund Madsen anmelde en film. Og så stak det helt af

De har lavet en film om Mumitroldens mor, Tove Jansson, og det er altid risky business, når fædrelandet skal portrættere sin store datter – hende, der er dem alle sammen på én gang, og som bærer hele landets blåhvide baslinje i sit hjerte, skriver Anders Lund Madsen, der gæsteanmelder »Tove« for Berlingske.

 
Se traileren her. Produktion: Helsinki-Filmi & Anagram. Instrueret af Zaida Bergroth. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Vi tester oplæsning. Fortæl os, hvad du synes her

I anledning af premieren på »Tove« har Berlingske bedt Anders Lund Madsen, der har skrevet forord til danske oversættelser af mumitrolden, om at lave en kort filmanmeldelse til avisen.

Men den danske forfatter og journalist bryder sig ikke om at skrive kort. Han bryder sig heller ikke meget om filmen.

»Glem jazz og vin og smøger og dans. Giv mig kunst i stedet,« skriver Anders Lund Madsen herunder:

______________

Tove er jazz og smøger og rødvin og dans. Og så tvivlen. Men mest jazz og rødvin og smøger og dans. Og så tvivlen. Og jazz. Og tvivl. Og rødvin og dans. Og smøger og tvivl. Og snaps. Og Vivika!

Smukke, rige Vivika med de røde læber og det sorte hår, og Tove bliver elektrisk af kærlighed og lyst, og så selvfølgelig jazz og smøger og snaps og dans, men Vivika er elusiv, og så er der Atos, den rare, vemodige socialistiske rigsdagsmand fra Åland, som elsker friheden endnu mere end sin egen kone, og Tove elsker Atos og hans frihed, men endnu mere jazz og smøger og rødvin, og tvivlen, og Vivika og hvem skal hun vælge? Og jazz og dans og rødvin og smøger.

De har lavet en film om Mumitroldens mor, Tove Jansson, i Finland, og det er altid risky business, når fædrelandet skal portrættere sin store datter – hende, der er dem alle sammen på én gang, hende der er landet, og som bærer hele landets blåhvide baslinje i sit hjerte, på sine skuldre og i sine værker, og det er også nok derfor, vi endte med at betale Tina Turner 5,6 millioner kroner for at synge to sange til H.C. Andersens 200 års fødselsdag. Fordi det bliver for stort og for overvældende med al den ærbødige kærlighed, hvor ingenting må ridse i lakken eller sløre billedet af den fuldendte nationalkunstner, som ikke bare kender os og forstår os, men som ser os for dem, vi egentlig er.

Tvivlen og Tove

Og således går det også galt i »Tove«. Den finske instruktør Zaida Bergroth har lavet en uhyre ærbødig film om Finlands store kunstner, børnebogsforfatteren Tove Jansson, der egentlig oprindelig var en billedkunstner og ikke mindst voksede op som datteren af Finlands store billedhugger, Viktor Jansson, og hans kone, som var en slags assistent og superfan af samme Viktor, mens Viktor bestemt ikke var fan af lille Tove, fordi hun ikke koncentrerede sig om sine malerier og Kunsten, men i stedet for tegnede useriøse tegneserier med små dumme trolde og skrev bøger for børn.

Og derfor er Tove hele tiden i tvivl i denne her film. Skal hun følge Kunsten eller Lysten? Skal hun male eller tegne? Skal hun være anerkendt eller bare kendt? Og det kan måske opfattes som et forholdsvis overskueligt dilemma i Finland i 1945, hvor landet netop er kommet ud af en krig mod fucking Sovjetunionen med 26.000 faldne finske soldater, et blødende sår i geografien og 75.000 finske børn, som blev evakueret og tilbragte det meste af Anden Verdenskrig i de andre nordiske lande, men for Tove i »Tove« dominerer denne tvivl i begge de to meget lange timer, som filmen varer.

Dén og så jazz og smøger og rødvin. Og dans! Du vilde himmel, hvor danser Alma Pöysti meget i titelrollen som den unge Tove i årene 1945-55, hvor Toves liv er det relativt problemfrie liv af en ung, velhavende boheme, der svanser omkring i Helsinkis avantgardemiljø, hvor de virkelig går til vaflerne med jazz og smøger og rødvin og drømmen om Paris, selvfølgelig, hvor alle er rigtig, ægte frie og ikke bare kartoffelfrie som oppe mod nord.

Biseksuel og promiskuøs

Og der sker egentlig ikke noget. I hvert fald ikke i filmen om Toves liv. Selvom jeg er sikker på, at Tove i filmen ikke er enig med mig, for hun har vældig travlt med at male og være i tvivl og gå til fester med masser af jazz og rødvin og ikke mindst dans og fri kærlighed selvfølgelig, og først er Tove sammen med vemodige Atos, som er en socialistisk rigsdagsmand fra Åland, der hylder friheden så meget, at han prøver slet ikke at føle noget, fordi følelser gør folk ufri, og i dag ville Atos helt sikkert have en flydende kønsidentitet, og det bliver ligesom svært for Tove i længden, også fordi Atos allerede har en kone, som ringer alt for tidligt om morgenen, når Atos har tilbragt natten i atelieret, som man siger.

»Vivika er endnu rigere og endnu mere frigjort og selvfølgelig dødeligt smuk og datter af en fornem m,en kold pengemand og teaterinstruktør og biseksuel og promiskuøs i en så foruroligende grad, at der må eksistere et før og efter Vivika i Helsinkis efterkrigstids kreative klasse,« skriver Anders Lund Madsen om Vivica (til højre) der spilles af Krista Kosonen i »Tove« Fold sammen
Læs mere
Foto: Unknown.

Ikke at det er ubehageligt eller noget, det er bare lidt fluffy det hele, og imens er Toves far pissesur over, at Tove ikke maler ordentligt, og det kan jeg strengt taget godt sætte mig ind i, for hun maler virkelig kedelige malerier af blomsterbuketter og ting i brune nuancer, men dét elsker far, som jo repræsenterer parnassets parnas, og Toves oprør bliver så at tegne små søde mumitrolde og skrive nuttede børnebøger, men i filmen er de netop bare dét, små søde tegninger og ligegyldige bøger for børn, og de spiller absolut ingen rolle i forhold til Vivika, som åbenbart er Toves store kærlighed.

For Vivika er om muligt endnu mere avantgarde end Tove, for Vivika er endnu rigere og endnu mere frigjort og selvfølgelig dødeligt smuk og datter af en fornem, men kold pengemand og teaterinstruktør og biseksuel og promiskuøs i en så foruroligende grad, at der må eksistere et før og efter Vivika i Helsinkis efterkrigstids kreative klasse.

Og Tove springer selvsagt på dén vogn også, og nu bliver det ikke mere avantgarde, for hvis det blev mere avantgarde, så forsvinder garden helt af syne, og hvem og hvad skal man så spejle sig i, når man skal distancere sig fra hoben? Alle dem, som ikke kan hitte ud af andet end at købe og læse og elske Tove Janssons bøger om Mumidalen?

De spiller overhovedet ingen rolle i »Tove«. Publikummet for Toves kunst er uendelig irrelevant i denne her film, som er sååååå forelsket i Livet Som Kunstner. Og klicheerne vælter ud fra lærredet. Jeg har ikke set så mange cigaretter blive røget siden »Casablanca«, og ikke mere rødvin blive bællet siden »Druk«, og så er der dansen. Alma Pöystis Tove danser og danser, og det foregår altid til grusom tissemandsjazz á la Leo Mathiesen, og forklaringen får man til allersidst, lige før rulleteksterne, hvor vi ser et originalt 8mm-klip med den rigtige Tove Jansson, som danser og danser på sin skærgårdsø, der hvor hun boede det meste af livet sammen med sin partner, billedkunstneren Tuulikki Pietilä.

Universet bliver glemt

Zaida Bergroth skulle have koncentreret sig om det klip i stedet for at remake det i to timer. Eller hvad med at folde Tove Janssons verden ud? Jeg tænker på hele det univers, der lå i de bøger og den tegneserie, som ingen i filmen hverken bemærker eller holder af.

Smukke Vivika stjæler godt nok Toves udgave af »Kometen Kommer«, og senere opfører de to i fællesskab et teaterstykke, bygget over romanen, men det er alt sammen vedhæng til den virkelige historie, som er Kunstnerens Store Dilemma, der er noget om kærlighed og frihed og jazz. Masser og masser af jazz.

Atos, den rare, vemodige socialistiske rigsdagsmand fra Åland, som elsker friheden endnu mere end sin egen kone, bliver gift med Tove (til venstre), og Tove elsker Atos og hans frihed, men endnu mere jazz og smøger og rødvin, og tvivlen, og Vivika og hvem skal hun vælge? Fold sammen
Læs mere
Foto: Unknown.

Der ligger det ellers og snapper efter filmens skørter. Universet. Og vi får da også forklaringen på de to små væsener, Tofslen og Vifslen, som optræder første gang i romanen »Troldmandens Hat«, hvor de har stjålet en gigantisk rubin og i øvrigt taler sammen på et hemmeligt sprog, og de er selvfølgelig Tove og Vivika, som de ville have heddet på det hemmelige sprog. Og de er røvirriterende. Og så er der Tootiki.

Hun er i virkeligheden Tuulikki Pietilä, som Tove levede sammen med indtil sin død i 2001. I mumibøgerne var Tootiki et roligt og venligt og på alle måder sympatisk lille dyr med sorte bare fødder og en stribet sweater, som Mumitrolden første gang møder i »Troldvinter«, hvor han vågner op fra sit vinterhi og er alene og forladt og ulykkelig i den kolde, hvide og tomme verden. I filmen optræder Tuulikki to gange, og begge gange er hun fremstillet som stereotypien på den lesbiske mandekvinde, som i denne verden bare mest står i vejen.

Wienerbrød og ingen jazz

Hun er selvfølgelig ikke lækker avantgarde ligesom Vivika, og i stedet for rødvin og smøger, så kommer Tuulikki med to stykker fladt wienerbrød i en brun papirspose, da hun besøger Tove i hendes malerplettede boheme-atelier i Paris. Og hun siger stort set ingenting i hele filmen, for hun ér wienerbrød, hvor de andre er rødvin og smøger og jazz, og jeg ved godt, hvilket hold Bergroth & manuskriptforfatterne Eeva Putro og Jarno Elonen er på.

Måske er det bare, fordi jeg får ondt af Tuulikki. Jeg talte med hende engang i slutningen af sidste årtusinde, da jeg prøvede at få lov til at interviewe Tove Jansson, og hun var både sød og venlig og uendelig sympatisk, men hun sagde nej, fordi »Tove var træt«, og det forstod jeg godt.

Du vilde himmel, hvor danser Alma Pöysti meget i titelrollen som den unge Tove i årene 1945-55, hvor Toves liv er det relativt problemfrie liv af en ung, velhavende boheme, der svanser omkring i Helsinkis avantgarde-miljø. Her er Alma Pöysti fanget i et roligt øjeblik Fold sammen
Læs mere
Foto: Unknown.

På det tidspunkt var Tove Jansson et litterært ikon på linje med Sveriges Astrid Lindgren, men modsat Lindgren var Tove ikke bange for at sige til folk, at de skulle flette næbbet, hvis de forsøgte at intellektualisere hendes mumitrolde, og jeg er ret overbevist om, at den her film ville have fået med grovfilen, hvis Tove havde fået mulighed for at se sig selv højglanslakeret på den måde.

I den semiselvbiografiske »Sommerbogen« beskriver Tove Jansson et sted, hvorledes de fleste kunstnere kun har ét godt værk i sig. Jeg tror ikke, Zaiga Bergroth er nået til sit endnu. Men jeg har et forslag, for hun er tydeligvis meget, meget glad for Tove Jansson: Lav den film én gang til. Lav 2’eren. Lav de næste 10 år for eksempel, lav indtil Tove Jansson i 1965 udgiver mesterværket »Pappan Och Havet« (»Mumifar og havet«, red.). Og drop det jazz og smøgerne og al staffagen og koncentrer dig om at forklare, hvem pokker Murren er.

I Mumidalen er Murren helt sikkert det uhyggeligste og muligvis også det ensomste af samtlige væsener, kun konkurreret af filifjonken og måske det lille dyr Snif, men Snif har jo Mumitrolden, selvom Mumitrolden mest har Snif, fordi nogen skal jo have ham. Men ingen har Murren. Ingen i hele verden.

Hun ligner et fedladent hvæsende spøgelse med en gigantisk næse, og hun stalker mumifamilien igennem alle bøgerne. Men altid lige uden for lyskredsen fra flagermuselygterne. Og mumitroldene taler aldrig med hende, og hun bliver aldrig forklaret, og ingen kan lide hende.

Mumitrolden forsøger på et tidspunkt at forstå, men Mumimor bremser ham hårdt og kontant, og Murren er uden sammenligning den mest frygtindgydende figur i nordisk børnelitteratur, og måske i det hele taget i europæisk litteratur, og ingen aner noget som helst om hende ud over, at man ved, at hvor end hun går, så visner blomsterne under hende, og hvis hun sidder et sted i mere end fem minutter, så kan der aldrig nogensinde igen gro noget der.

Glem jazz og vin og smøger og dans. Giv mig kunst i stedet. Giv mig Murren.

»Tove«. Instruktør: Zaida Bergroth. Medvirkende: Alma Pöysti. Krista Kosonen. Shanti Roney. Eeva Putro m.fl. Varighed: 115 minutter. Også Berlingskes filmredaktør, Sarah Iben Almbjerg, har anmeldt filmen her.