Anders Lund Madsen har indset, at Jorden går under. Men det skal nok gå alligevel

Han har skrevet flere hundrede artikler om døden. Han har været på sporet af dem, der døde ensomme, og nu er han aktuel med et onemanshow, der bærer den sigende titel »Slut«. Der er solgt 42 billetter i Hjørring til showet. Det er helt perfekt, mener han.

»Jeg har været mere bange for at blive glemt, men nu har jeg fået så mange børn, at jeg kan være sikker på, at nogen af dem kan huske mig. Uanset hvor middelmådig en forælder, man har været, må der være lagret et indtryk,« siger Anders Lund Madsen, der er aktuel med forestillingen »Slut« Thomas Lekfeldt

Der er i hvert fald 20 minutter tilbage af forestillingen, da Anders Lund Madsen taber tråden.

600 publikummer sidder bomstille på tilskuerrækkerne, mens den langhårede journalist og entertainer roder rundt oppe på scenen. De grå hår stritter som en tornekrans, mens han fumler bag talerstolen, der vist nok skal ligne kølen på en båd.