Når først barndommens land er forladt, er der ingen vej tilbage. Det siger sig selv. Vi bliver ældre, og følelsen af at være barn fortoner sig; bliver til glimt i erindringen, som vi oplever som ægte, men måske er noget, vi senere har fået fortalt. Eller set på et fotografi.
Barndomserindringer skal derfor også læses for, hvad de er, nemlig en ikke altid troværdig sammenstykning af tabte år og tider. Men finlandssvenske Tove Jansson (1914-2001), der blev mest kendt for Mumitroldenes sortnaive univers, formåede i sine voksenbøger at skrive barndommen frem, så den kan ses, smages, høres, føles. Ja, så den fremstår 100 procent troværdig. »Sommerbogen« fra 1972 er af samme grund knuselsket i Sverige og Finland.
Det samme gør sig gældende for erindringsbogen »Billedhuggerens datter« fra 1974, der nu også er fint og sensibelt nyoversat af Agnete Dorph Stjernfelt. Men hvor pigen i »Sommerbogen« befandt sig midt i den skiftevis milde og voldsomme skærgårdsnatur, er »Billedhuggerens datter« mere orienteret mod byen og familien.
Og at Jansson var 54, da hun skrev bogen, og således på lang afstand af det, hun skriver om, mærkes ikke. Hun er helt tæt på. Eller sådan føles det i hver fald, og det er naturligvis det, der er hendes mesterskab. At hun ER der i huset i Helsingfors med sin far, en billedhugger, og med moren, som arbejdede som illustrator.
Et hjem med bohemeånd og massevis af kunstnergæster, som ses gennem barnets naive, klare øjne. Og der arbejdes, tales og – ikke mindst – festes: »Jeg elsker fars gilder. De kan vare i mange nætter, at vågne og døse hen igen og vugges af røgen og musikken og så pludselig et vræl, som skærer koldt gennem varmen helt ned i fødderne.«
Havde forældre opført sig sådan i dag, var barnet sikkert blevet fjernet. Lille Tove er nu lykkelig deroppe på hemsen, hvor hun er vidne til de voksnes liv, og i hjemmet får hun en fornemmelse af livets lethed, men også af kunstens alvor. Da faren arbejder på en skulptur og nogle ignorante gæster kommer forbi og i forbifarten lige giver ham forslag til, hvad han skal skabe, græmmer lille Tove sig eksempelvis.
Barndommens minder og erfaringer
I »Billedhuggerens datter« er det i det hele taget, som om Jansson ikke bare fremmaner et billede af en barndom i en kærlig, fri familie, men også forklarer, hvorfor hun siden blev kunstner; hvorfor det næsten var forudbestemt.
Men de korte, novellelignende kapitler med titler som »Sneen«, »Røde hunde« og »At flyve« er nu også vedkommende, fordi Tove Janssons prosa er så tindrende klar og præcis i sine skildringer af ethvert barns ydre og indre liv. Af jalousi, loyalitet, frygt, lykke og kynisme.
Det sidste kræver mod. Som når Jansson om en uligevægtig tante skriver: »Jeg synes ikke om, at folk har det svært. Det giver mig dårlig samvittighed, og så bliver jeg vred og synes, at de kunne gå et andet sted hen.«
Hårde ord. Mens andre linjer lyser med barnets troskyldighed og voksenlivets erfaring. Som når det står, at »Jo mindre man er, jo større er julen.«
Det er sandt og næsten aforistisk. Som alt det andet, Tove Jansson skriver om sin barndom. Eller måske snarere om den måde, hvorpå hun husker sin barndom. Det er ikke det samme.
