Kuldsejlet apokalyptisk versionering af »Palle alene i verden« drukner i ordgejl

AOK
Litteratur
Anmeldelse

Boganmeldelse: »Måske et jordskælv« af Morten Brask virker indimellem som et overfortalt og anmassende syretrip, hvor selv forfatteren kører træt i det informationstunge morads.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Måske et spinkelt jordskælv« er Morten Brasks 13. udgivelse. Et forfatterskab, der rummer en blanding af fiktion og fagbøger. Til sidstnævnte kategori hører »I morgen stopper jeg« (2014) som medforfatter til vejrværten Anja Fonsecas selvbiografiske fortælling om kampen mod spiseforstyrrelsen bulimi.

Denne gang har Brask kastet sig ud i et romanprojekt, jeg vil kategorisere som apokalyptisk fantasy.

På de indledende sider – som i øvrigt også er romanens bedste – vågner hovedpersonen Daniel op i et mennesketomt København i sin villa på Frederiksberg.

Som en anden Palle alene i Verden trasker han rundt mutters alene på Godthåbsvej. Han har et kuldsejlet ægteskab bag sig. Konen Gabrielle er forsvundet, stukket af fra hjemmet for et par måneder siden og måske-måske ikke stadig i live.

Affolket Europa

Midt i al ensomheden trøster han sig selv med at spise en skive brød med roquefort og honning. Et uventet signal fra en mobiltelefon afslører, at Gabrielle muligvis befinder sig et sted ude i Europa. Fluks starter Daniel sin motorcykel for at drøne afsted sydpå og forhåbentligt snart blive genforenet med den bortløbne viv.

Kernen i denne roman er Daniels rejse gennem et faldefærdigt og affolket Europa, der er hærget af kraftige oversvømmelser og ødelagte veje. Alt sammen beskrevet fra en hypersensitiv jegfortællers synspunkt. Som romanen skrider frem, forbliver Daniel stadig en endimensionel papfigur, der flyttes rundt i forskellige kulisser.

Det er form over indhold i yderste potens i Morten Brasks roman »Måske et spinkelt jordskælv«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Lindhardt og Ringhof.

Selv de få mennesker, han møder på sin tur, er pænt intetsigende og virker mestendels som personer, der er placeret i historien for at give den fylde. En akademisk lastbilchauffør i Tyskland, som er vild med Bach. En sangerinde på et hotel, der blot viser sig at være en liderlig femme fatale.

Jeg læste i første omgang de overfladiske samtaler med disse aparte mennesker som noget, der forhåbentligt kunne kaste lidt lys over, hvad der mon foregik inde i knolden på Daniel i den destruktive virkelighed, men nej: Kun når han tilbageskuende tænker på dengang, da ægteskabet på villavejen var lykkeligt, giver hovedpersonen en flig af sig selv.

Daniels skiften fra scene til scene på sin kværn bliver under læsningen en omstændelig repetition af »nu lugter der sådan her«, »nu lyder det sådan her«, og »nu falder lyset sådan og sådan på denne eller hin genstand«. Fra en campingplads omringet af en selvmordskult, til udpinte hoteller, hvor det bedre boomer-borgerskab har forskanset sig for at hygge og synge i kor.

En feberdrøm?

Alt for mange sekvenser med Daniel i hovedrollen virker ekstremt overfortalte. Svulstige metaforer virker ofte anmassende og til tider på grænsen til det latterlige og meningsforstyrrende. Det hænder, at selv forfatteren kører træt i det informationstunge morads, og pludseligt beskrives den ydre virkelighed blot med et »det minder mig om« Chrysler-bygningen i New York eller Vinterpaladset i Sankt Petersborg.

Da jeg vendte sidste side i bogen, måtte jeg spørge mig selv:

Er fortællingen her blot en slags feberdrøm? Et mareridt om klimangst? Et hallucinerende syretrip? Jeg må desværre konkludere, at bogens form blot fungerer som et spejl på det Europa, Morten Brask indholdsmæssigt beskriver. Druknet. I informationer samt lange, trættende passager om omgivelser, lyde, lugte og blikfang.

»Måske et spinkelt jordskælv«

Forfatter: Morten Brask. Sider: 192. Pris: 249,95 kroner. Forlag: Lindhardt og Ringhof.