»Den lesbiske nattergal« er blevet kapret af queer-bevægelsen

AOK
Litteratur
Anmeldelse

Boganmeldelse: Den oldgræske kvindelige digter Sapfo fra Lesbos var elsket og beundret i sin samtid, og hendes efterladte digte findes nu i endnu en version, denne gang ved Mette Moestrup og klassisk filolog Mette Christiansen. De fragmenterede digte lyser og bevæger stadig, men med denne version får man ikke bare Sapfo, men også en klang stemt i nutidens kønspolitiske dagsorden.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Lyrikeren Sapfo levede omkring år 600 f.Kr., skrev smægtende digte til de kvinder, hun begærede, og stammede fra Lesbos, heraf ordet lesbisk. Hun skrev om rosenanklede piger, blomsterolie, honning, pynt og pragt, og man skal være gjort af sten, hvis ikke man falder pladask for hendes intense, sødmefulde ord.

Sapfo og hendes digte er da også for længst blevet en del af litteraturhistoriens kanon; allerede i oldtiden benævntes hun »den lesbiske nattergal«, og Platon kaldte hende »den 10. muse«. Det på trods af, at hendes sprog var den næsten glemte oldgræske dialekt æolisk, og at de papyrusser, hun skrev på, kun findes i brudstykker, foruden de citater andre fra samtiden har nedskrevet.

Alt dette betyder, at digtene i høj grad beror på fortolkninger, ligesom de i forvejen sanselige ord bliver endnu mere sanselige af at optræde løsrevet fra deres oprindelige sammenhæng. Igennem årene er der derfor ikke blot jævnligt udkommet nye oversættelser rundtom i verden, men også nye analyser og endda nyopdagede fragmenter, så mennesket og værket Sapfo bliver ved at formes.

Digteren Sapho. Wikipedia/public domain Fold sammen
Læs mere

Barn af Zeus

Herhjemme fik vi den første Sapfo-oversættelse, »Sapfe: Sapfos Digte«, i 1924 ved lyrikeren Thøger Larsen, som nøjedes med at bringe de digte, man dels kunne læse sammenhængende, dels var nogenlunde sikre på stammede fra Sapfo og ikke fra hendes samtidige kollega Alkaios.

Larsen forsøgte at bevare de oprindelige versemål og benyttede sig endvidere af en klassisk lyrisk højstemt sprogbrug, som i åbningsdigtet »Til Afrodite«, hvor Sapfo henvender sig direkte til kærlighedsgudinden: »Elskovs-snilde evige Afrodite,/Barn af Zeus på vidunderfarvet Trone!/Tæm i Sorg og Tynge min Længsel aldrig!/Hør mig, Gudinde! (…)« Og senere svarer Afrodite: »Tro mig: den, som flyer dig, skal selv dig søge,/den, som vrager Gaver, skal give Gaver,/den, som ej dig elsker, skal snart dig elske/selv mod sin vilje«. (…)«

Lyrikeren Sapfos digte bliver i bogen oversat og gendigtet af digteren Mette Moestrup (f. 1969) og filologen Mette Christiansen (f. 1985). Fold sammen
Læs mere
Foto: Gyldendal.

Disse linjer oversætter digteren Mette Moestrup (f. 1969) og filologen Mette Christiansen (f. 1985) i Gyldendals nye udgave, »Sapfo«, til: »Udødelige Afrodite på kærlighedstronen/Zeus’ datter, du, som forfører, jeg be’r dig/ødelæg ikke med lidelse, ikke med længsel/hersker, mit hjerte (…)« Og Afrodites svar i 2021-udgaven lyder: »Hvis hun flygter skal hun snart forfølge/hvis hun vrager gaver skal hun snart forære/hvis hun ikke elsker skal hun snart forelske sig/selv mod sin vilje« (…).«

Med andre ord: Kun den sidste linje er identisk. Ikke nok med, at Moestrup og Christiansen afholder sig fra for eksempel omvendt ordstilling, så har vi i 1924-versionen neutrale betegnelser (»barn« og »den«), mens vi i 2021 har kønsspecifikke (»datter« og »hun«). Dette viser med al tydelighed vigtigheden af at genoversætte fra tid til anden, fordi en oversættelse altid vil bære spor af sin samtids (og oversætters) moral og tankegang. I dette tilfælde, at Moestrup og Christiansen kan tillade sig at understrege det lesbiske, hvilket Larsen altså afstod fra for i stedet at gøre digtet mere neutralt.

Der er ingen tvivl om, at Moestrup og Christiansen har valgt det originale pronomen, hun. Men at de også er børn af deres tid ses, når de for eksempel vælger at oversætte adjektivet poikilos, som ifølge Moestrups efterskrift kan betyde for eksempel »mangeartet, mangefarvet, forsiret, udsmykket, spraglet, foranderlig, indviklet, farvestrålende, iriserende«, med ordet »regnbue«. Så burde det stå tydeligt for enhver, at denne udgivelse er tiltænkt et helt særligt publikum: LGBTQ+-segmentet, der som bekendt fejrer WorldPride netop nu, hvor bogen udkommer.

Regnbueglitrende smykker

Således lyder Moestrups og Christiansens oversættelse for eksempel: »Hendes fødder var indhyllet/i regnbueglitrende sandalremme/smukt lydisk håndværk« (fragment 39) og »(…) Og med hende mange guldarmbånd og parfumerede/purpur hårbånd, regnbueglitrende smykker og/utallige bægre af sølv og elfenben« (44). Og i fragment 98 digtes der om, at for Sapfos mor var den perfekte hårpynt et purpur bånd, men for Sapfos generation er det »nyeste nye« »regnbueglitrende hårbånd fra Sardis«.

Sammenligner man 2021-oversættelsen med en af de hele to Sapfo-oversættelser, som blev udgivet i 2020, nemlig filolog Rasmus Sevelsteds »Sappho: Roser fra Piería«, finder man ordet poikilos oversat med mere neutrale ord som »pyntede sandaler« (39), »farverigt pynt« (44) og »et broderet hårbånd fra Sardis« (98).

Tilsvarende for eksempel i fragment 16, hvor Sapfo bruger myten om den skønne Helenas bortførelse til at modstille mandlige digteres (læs: Homers) kærlighed til krig med sin egen kærlighed til, ja, til hvad? Sevelsted mener skønhed som overordnet begreb og skriver »det man elsker«, mens Moestrup og Christiansen mener fysisk kærlighed, og skriver »hvem du end elsker«, så man næsten mindes den danske aids-sang »Den jeg elsker« fra 1997.

Med andre ord: Med »Sapfo« får man ikke kun Sapfo, man får også hendes oversætter. Så hvis man gerne vil have en svulstig, lettere arkaisk og bornert version, skal man gå til Thøger Larsen. Vil man gerne have en ordret og tro oversættelse (samt smukke illustrationer af Peter Brandes), kan man vælge Rasmus Sevelsteds. Men er man enig med Mette Moestrup i, at Sapfo ikke alene er vigtigt for feminismen, men på grund af sin eksplicitte erotik og lyst til at »skabe kunst og optræde sammen med andre kvinder« også er blevet et ikon for queer-bevægelsen, skal man absolut vælge hendes og Mette Christiansens version med det dampende lilla omslag, der lægger op til at ligge på natbordet, snarere end at stå på reolen.

PS! Samtidig med udgivelsen af »Sapfo« viser Glyptoteket den nyskrevne opera-performance »Dryppende stof – Sapfos fragmenter« baseret på den nye oversættelse ved Mette Moestrup og Mette Christiansen.

Sapfo
Forfatter:
Sapfo. Gendigtning: Mette Moestrup og Mette Christiansen. Sider: 246. Pris: 199,95 kroner Forlag: Gyldendal.