Keith Lohses debutdigte er som en dødsdruktur, der rummer gode såvel som dårlige øjeblikke

AOK
Litteratur

Boganmeldelse: Keith Lohses debutdigte er befriende antizeitgeist og en eklektisk poesitur på the wild side, der vil få Kerouac til at grynte anerkendende fra graven. Samtidig skæmmes debuten af ucharmerende tilsvininger af »borderlinekællinger«, der nok burde være frasorteret, mener anmelder Caroline Enghoff.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Jeg er vild med, at der findes folk, der skriver digte på Facebook i stedet for »Så fik vi plantet hæk«! Og folk, der møjsommeligt indsamler disse folks facebookdigte! Og forlag, der tør tage chancer!

Den slags typer står bag gadekrydset »Mit navn er Keith«, der både er en debut og en opsamling. Digtene blev nemlig født som udladninger på Keith Thomas Lohses Facebookprofil i perioden 2008-2014, indsamlet af redaktør og Keith-aficionado Nynne Oldenburg og nu altså udgivet på Forlaget Frederikke Lett.

Lorteliv i rygsækken

Nogle har ventet på dette med længsel, blandt andre Lohses gamle chef på radio24syv, Mikael Bertelsen, der har skrevet et forord så begejstret, at man fornemmer julelysene i hans øjne. For  Bertelsen er Lohse det tætteste vi kommer på en nulevende »rigtig« digter, som Tove D. og Johannes V. »Rigtig« defineres ikke yderligere, men mon ikke det er noget med autenticitet og en masse levet lorteliv i rygsækken?

Lohse leverer i hvert fald på disse parametre i de 49 digte om vold, druk, sex, håbløshed og hovedtemaet: Hvor meget idiot, man bliver af denne her idiotiske tilværelse og alle de andre idioters superidiotiske måder at tackle den på. Forsiden er punk, med fåckfing3r og det hele, stilen er beat, og jeg er sikker på, at Kerouac og resten af drengene grynter anerkendende fra graven.

»Man skal forberede sig på, at der ikke er tale om et sammenhængende Værk, men en eklektisk poesitur på the wild side« Fold sammen
Læs mere
Foto: Forlaget Frederikke Lett.

Antistil

Man skal forberede sig på, at der ikke er tale om et sammenhængende værk, men en eklektisk poesitur på the wild side: små femlinjers digte og kortprosa plus det løse som sketch-manuskriptet »Hvordan DIGTERE får al den fine fisse de altid render og får« og manualen »Lav din egen festival«. Stilen er antistil: gode gammeldags rim (nøgne/øjne/løgne) og onkel-ordspil som Menstruationsblind (var vi ikke allerede trætte af den slags, da Jan Sonnergaard udgav  »Reprise på Krogs Fisserestaurant« i 2000?) følges med stream of consciousness, knækkede linjer OG EN MASSE VERSALER. Det er befriende antizeitgeist med især rimene, hvoraf mange er gode, som »nu er du åben og knækket, du er en / lårbensknogle, lidt mere lort på / vejen som kommunen kan skovle«.

Når humoren og de ærlige rim går hånd i knotatoveret hånd med håbløsheden, er det rigtig godt. Som denne kommentar til massemediernes dækning af fugleinfluenza (ja, det var dengang i 2010!): »fools-influenza rammer dig, lill’ babyspurv/indtil guillotinen gylper dit hoved ud i en kurv«. Ud over fugleinfluenza vil yngre læsere måske undre sig over referencer til Paris Hilton, Ritt og andre fænomener, som var en del af livet for 10-14 år siden, men ikke helt er blevet retro endnu.

Horer

Det var en anden tid dengang. Alligevel undrer det mig, at man ikke har frasorteret et digt som »Hun gør mig sindssyg«, der slutter således: »hun gør mig sindssyg / men hvis hun en dag / ikke’ mer’ gjorde, / ÅH, så ville jeg fandeme / MYRDE den forpulede / forfærdelige vidunderlige / hore«.

Kvindemord, eller mord i det hele taget, har aldrig været cool, heller ikke i 2009, hvor det er skrevet, men i 2022 er vi da virkelig ovre den slags, ikke? Når humoren og rimene akkompagnerer hadefulde tilsvininger af borderlinekællinger, kvinder, der sulter sig selv, og voksne, der bruger cykelhjelm (spurgt, Keith!) bliver det temmelig ucharmerende, og jeg tvivler på, at disse digte vil ældes med ynde.

Tre stjerner til denne bog, der er som en dødsdruktur: der er gode såvel som dårlige øjeblikke – og den kunne helt sikkert have været kortere.

Mit navn er Keith – en slags digte
Forfatter: Keith Thomas Lohse. Sider: 111. Pris: 250 kroner Forlag: Forlaget Frederikke Lett