Huden flås af kroppe og øjne prikkes ud, mens man efterlades underlig apatisk
»I bogens ene spor hører man om det, der er foregået i en gammel bygning fra 1880-tallet, kaldet Skolen. Stedet har gennem tiden været brugt som kejserligt jagtslot, nazistisk kommandocentral og senere børnetuberkulosesanatorium«. Arkivfoto af nedlagt fabrik nær Bergamo i Norditalien. Luca Bruno
Boganmeldelse: Italienske Ilaria Tutis debutroman, »Helvedesblomster«, er nomineret til Edgar Allan Poe-prisen og gør sig gavmildt i norditalienske makaberheder, men kommer aldrig helt op at ringe.
Det kan godt være, at det lyder uhyggeligt, hvis (tilsyneladende) uskyldige ofre får prikket øjnene ud eller flået huden af kroppen, men når den slags krimilitterære makaberheder alligevel ikke virker synderligt hårrejsende, giver det spændingselementet en vis slap konsistens. Der bliver skruet på alle ildevarslende skrækknapper i italienske Ilaria Tutis debutroman, »Helvedesblomster«, dog uden den store og velsagtens tiltænkte effekt.
Det er ærgerligt, for der er andre gode takter i denne krimi, hvor et skovrigt, afsidesliggende bjerglandskab i det nordøstlige Italien danner kulissen, og en 60+-årig kvindelig politikommissær med begyndende demens er seriens atypiske helt. Der er lagt an til både uhygge og humor, og der er såvel skønne som bevidst uskønne passager i bogen, men helt op at ringe kommer den aldrig.
Del:
