»Katten der ville redde bøgerne« er et ganske veleksekveret eventyr, som lydefrit blander genreelementer fra fantasy- og dannelsesromanen. Det er skrevet af den japanske forfatter Sosuke Natsukawa og er en historie, som blandt andet kan læses som en hyldest til bøgernes verden.

Forlaget skriver i sin pressemeddelelse, at bogens målgruppe aldersmæssigt er 14+. Jeg vil dog straks tilføje, at her er en ungdomsroman, der uden problemer sagtens kan læses af en 74-årig. Romanen indeholder nemlig et filosofisk lag, som burde tænde en glød på øverste etage – uanset aldersgruppe.