Dengang nobelpristageren Jensen jordede jyderne

Johannes V. Jensens »Himmerlandshistorier« er u-hyggelige i deres misantropi, overvældende i deres sanselighed og uhyggeligt godt skrevet. Ny udgave bringer dem tættere på end nogensinde før.

Johannes V. Jensens Himmerland er både mytisk, evigt og konkret. Og ikke noget særligt rart sted at være.  Udateret arkivfoto cirka 1925. Fold sammen
Læs mere

Rødfinnede. Tørveknald. Spilbom. Skurevisk. Malkontent.

Listen kan fortsætte længe endnu. Den liste med jyske gloser, som Johannes V. Jensen generøst lod drysse hen over siderne i det, der endte som hans mest elskede værk ved siden af romanen »Kongens fald«, nemlig de »Himmerlandshistorier«, der, som navnet antyder, foregår et sted deroppe i det jyske, i udkanternes udkant, og i øvrigt dengang, da der virkelig var udkanter til. »Himmerlandshistorier« er fortællinger, hvor bondelandets barskhed modsiger enhver romantisk drøm om det landlige, og de kimbriske gloser er en del af koloritten, for det er med dem, Johannes V. Jensen farver sin tekst, så den får en særlig jyskhed over sig, uden dog i egentlig forstand at være jysk, og det er ét af forfatterens mageløse greb, at han på den måde kan skabe sit eget sprog, der både er københavnsk og ikke er det, både er jysk og ikke er det. Tilgængeligt for enhver, dengang som nu, men i dag, over 100 år senere, mere tilgængeligt end nogensinde. Det Danske Sprog- og Litteraturselskabs nye, fornemme og rørende billige udgave lægger alt blot, nu er det bare om at dykke ned i teksterne, gøre sig fortrolig med deres tonefald, vænne sig til sprogets næsten fysisk påtrængende nærvær. Her er par linjer fra klassikeren »Mortens juleaften«:

»Imidlertid holdt Snefaldet op, det lysnede, og Vinden blev klar, men den tog til i Stivhed. Det blev Rendfog, den nyfaldne, fine Sne føg langs grøfterne og ilede over den nøgne Landevej. Ude paa de øde Brakmarker spillede lange snestrimler med Vinden, lette Slør fejede afsted, bag hver lille Knold lagde Sneen sig i Ly.«

Sådan skriver himmerlændingen Jensen, mere sanseligt end vel nogen anden dansk forfatter før eller siden, og man fristes til at tænke, at det her, det er Himmerland, som det var dengang, det her er hjemstavnslitteratur uden nostalgi, præcis sådan var landskabet og menneskene, men pas nu på! Sådan er det ikke. Jensens Himmerland er ikke én-til-én-identisk med det Himmerland, der var forfatterens sted og forfatterens inspiration. Himmerland i »Himmerlandshistorier« er Himmerland, ja, på en måde, men det er også et sted, der kunne ligge et andet sted og til en anden tid. Det er et Himmerland, der har fået noget af dét evige over sig, som stor litteratur kan kaste over det, den sætter ord på, og det er derfor - også - et mytologisk sted. Eller i hvert fald et sted, der kan læses mytologisk. Farvet af tid og sted, men samtidig hævet over begge dele.

Et rart sted? Ikke tilnærmelsesvis. Jensen jorder sine himmerlændinge, de er ikke knuselskelige, de drikker og horer og bagtaler, de falder provinsielt i svime, når det store udland inkarnerer sig i form af et omrejsende menageri, de æder og drikker og snorker som små jyske grisebasser, som i perlen og gymnasieklassikeren »Syvsoverne«, hvor »Der blev en Listen på bare Fødder og en Kommen tilbage med store Humpler Brød og Ost og Kød, som de spiste i Sengene« og hvor »En af Døtrene tog sig for at gaa ud og fyre op i Bilæggeren, men saa længe det var saa koldt, fandt Ingen det menneskeligt at staa op«.

Jo, da, Jensen er nådesløs, og han er præcis i sin nådesløshed og poetisk i sin misantropi, og filologen J. Brøndum-Nielsens skrev noget meget rigtigt, da han i 1931 indstillede ham til nobelprisen i litteratur og fremhævede hans »geniale Evne til at se Tingene og se dem paa en ny Maade, at kunne - som H. C. Andersen - se det poetiske og rige i det dag­lig­dags og nutidige, ja moderne, og i hans Evne til at gengive sine Indtryk saaledes, at de i det mindste paa en Dansk genfremkalder Forestillingen om, at man engang - ved en særlig Lejlighed, i en fjern urfrisk Barn­doms­tid - har sanset paa lignende Maade ... »

Da Johannes V. Jensen så vitterlig nogle år senere, i 1944, fik sin nobelpris, fik han den »för den sällsynta kraften och frodigheten i hans diktarfantasi, förenad med vitt famnande intellektualitet och djärv stilkonst«, så Jensens ypperste digteriske kvaliteter synes der langt hen ad vejen altid at have været konsensus om. Og det er i øvrigt kvaliteter, som findes alle steder i forfatterskabet, men næppe mere kondenserede og mere varieret udfoldede end i de »Himmerlandshistorier«, der er både danske og universelle, konkrete og almene, evige og tidsbundne, og - ikke mindst - u-hyggelige. Den »djærve stilkunst«, som Det Svenske Akademi skrev om i sin begrundelse for at give nobelprisen til Jensen, levnede ingen plads til nos­talgiens sødme. Tværtimod. »Himmerlandshistorier« er som datidens daglige brød: Hård kost. Nyd dem eventuelt i mindre bidder, genren lægger jo op til det, og med nærværende nye udgave er Jensens halvjyske i hvert fald ikke længere en meget stor udfordring. Noterne viser vejen. Resten er et mellemværende mellem Jensen og hans læser. Det er besværet værd.

Himmerlandshistorier

Forfatter: Johannes V. Jensen. Tekstudgivelse, efterskrift og noter: Per Dahl og Aage Jørgensen. To bind. Sider i alt: 705. Pris: 200 kr. Forlag: Det Danske Sprog - og Litteraturselskab/Gyldendal.