På sin 76-års fødselsdag, 19. juni, fik den indisk-britiske forfatter Salman Rushdie at vide, at hans tildeles den store tyske litteraturpris Boghandlernes Fredspris (Friedenspreis des Deutschen Buchhandels).
Priskomiteen begrundede tildelingen af prisen med Rushdies »imponerende fantasi« og hans »dybe humanisme«, der ikke er blevet anfægtet, selvom han i flere årtier har levet under dødstrusler fra radikale islamister.
»Han er vedblevet med at være en forsvarer for tanke- og ytringsfriheden, såvel for sig selv som for dem, hvis synspunkter han ikke deler. Han har accepteret store menneskelige omkostninger i sit forsvar for menneskelig sameksistens,« udtalte præsidenten for prisens bestyrelse, Karin Schmidt-Friedrichs.
Stukket ned
I 1988, i kølvandet på romanen »De sataniske vers«, udstedte det iranske præstestyres daværende leder, ayatollah Khomeini, en fatwa, altså en religiøs dødsdom, over Salman Rushdie på grund af passager i »De sataniske vers«, som præstestyret mente var blasfemi. Rushdie har levet i konstant livsfare lige siden.
I august 2022, under en konference på Chautauqua Institution i New York, blev Rushdie angrebet af den 24-årige Hadi Matar, der stak ham adskillige gange med en kniv, blandt andet i ansigt og mave. Rushdie overlevede angrebet med alvorlige skader til følge og kan i dag ikke se på højre øje, ligesom han heller ikke kan bruge den ene hånd, idet adskillige nerver og sener blev skåret over ved knivangrebet.
»Jeg er dybt beæret og taknemmelig for denne meget vigtig pris. Jeg kan kun takke juryen for generøsiteten,« udtalte Rushdie, efter at det blev annonceret, at han får prisen.
Tysklands forbundspræsident, Frank-Walter Steinmeier, gratulerer Salman Rushdie for udmærkelsen. Han roser hans »mod« og »indre ukuelighed« og påpeger, at hans forfatterskab ikke bøjer sig for »ideologierne og de forfærdelige forenklinger«, ligesom han, ifølge forbundspræsidenten, til enhver tid har forsvaret »verdens vidunderlige kompleksitet og fortællingens enorme kraft.«
Friedenspreis des Deutschen Buchhandels blev stiftet i 1950 og er på 25.000 euro. Tidligere modtagere af den prestigefulde pris tæller så store navne som Margaret Atwood, Susan Sontag, Amos Oz og Vaclav Havel.
Salman Rushdie får overrakt prisen i Frankfurter Paulskirche 22. oktober, som også er sidste åbningsdag for årets udgave af den store Frankfurter Buchmesse.