Når man skal skrive om den dansk-norske forfatter Maren Uthaug, kniber det ikke ligefrem med at grave overrumplende udtalelser frem fra årets modtager af De Gyldne Laurbær.

»Jeg synes, kropsvæsker er meget mere spændende end motorsavsmassakrer«, »det er pisse usolidarisk, når kvinder faker orgasmer!«, eller »jeg er nok lidt klam og makaber indeni«!

Det grænseoverskridende har unægtelig en særlig position i det Uthaugske forfatterskab. Men samtidig med de groteske og makabre tableauer, som Maren Uthaug sanseligt fremmaner med kvalmende og pirrende dygtighed, sættes hendes fortællinger ofte i scene med stor sanselighed og et ordentligt drys sort humor fra den store eksistentielle peberkværn.

Uthaug har desuden noget, som ses med tiltagende sjældenhed, nemlig en eksplosiv og vildtvoksende fantasi. Midt i provokationen, det antietablerede og en generel pissen overskrævs på småborgligheden finder man ofte under skidtet en lysende perle af en velfortalt og god historie.

Er menstruation klamt?

Årets Gyldne Laurbær får Uthaug for den dystopiske feministiske-scifi roman »11 %« (udkom i september 2022). Bogen fik fem stjerner i Berlingske. Om bogen skrev Berlingskes litteraturanmelder Caroline Enghoff:

»11%« er en stærkt opslugende og underholdende omgang blød scifi om fire kvindeskæbner, der flettes sammen omkring et illegalt drengebarn. Men bogen kalder også til refleksion, som det sig hør og bør for dystopier. Med sit fokus på køn og kontrol kunne den ikke være mere højaktuel. Snarere end at tale for eller imod en feministisk agenda tjener den dog som en advarsel mod fanatisme og dualistisk tænkning i det hele taget.

Ved at skrue helt op for kønsubalancen får Uthaug effektivt highlightet mange af de forskruede grundantagelser vi slæber rundt på. Hvorfor er menstruation klamt? Hvorfor ser vi ned på ældre kvinder? Hvorfor er kvindelig seksualitet så skamfuld?«

Anden dna

Selvom Maren Uthaug har boet i Danmark, siden hun kom hertil fra Nordnorge som otteårig i 1980, er det, som om hun har bibeholdt en særlig, eksotisk vildskab.

Måske har hjemlandets vilde landskab og frisættende åbne vidder indlejret sig i hendes dna og givet hende en særlig evne til at tænke og skrive på dansk med en anderledeshed, der er genkendelig, men samtidig rummer en forhøjet sanselighed og skæve noter, der får læseren til at se sig selv med andre øjne.

Men med blot med en minutiøs forskydning, der medfører, at man ikke fremmedgøres, men alligevel gennem øjenkrogen ser sig selv på ny.

Uthaug er helt sig egen. Hun er ikke slave af nogen ideologi. I hendes værker får både patriarkatet, cancel culture, kapitalisme og forloren feminisme en over nakken. Uthaug er en fri tænker og en fri fantast. Noget, tiden – efter denne skribents mening – skriger på.

Et mulehår

At det var Uthaug, der løb med De Gyldne Laurbær 2022, er velfortjent, men ikke en kæmpe overraskelse. Undertegnede havde hende som min personlige favorit til prisen.

I år var løbet om prisen dog tættere, end den har været rigtigt længe. Uthaugs »11 %« vandt med et litterært mulehår foran en anden af årets store favoritter til De Gyldne Laurbær, Benjamin Koppels debutroman »Annas sang«.

Godt 80 procent af samtlige stemmer gik til »11 %« og »Annas sang« foran alle andre foreslående værker, fortæller Kenneth F. Pedersen, der er formand for De Gyldne Laurbær.

Maren Uthaug får tildelt De Gyldne Laurbær i dag kl. 15.00, på sit forlag, Lindhardt og Ringhof, i det indre København.

De Gyldne Laurbær er en af de ældste, stadig eksisterende litteraturpriser, man som dansk forfatter kan komme i betragtning til. Den blev uddelt første gang i 1949 og blev dengang tildelt Martin A. Hansen.