Maren Uthaug: »Jeg synes, kropsvæsker er meget mere spændende end motorsavsmassakrer«

Læsernes Bogpris 2020: Hun er ikke bange for at føre sine hovedpersoner direkte i armene på et tabu. I en tidligere bog var det blodskam, og i »En lykkelig slutning« er det nekrofili. Maren Uthaug er en af de ti nominerede forfattere til Læsernes Bogpris 2020.

Maren Uthaug er med romanen »En lykkelig slutning« en af ti nominerede forfattere til Læsernes Bogpris 2020. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

Hvad var den primære drivkraft bag at skrive din roman »En lykkelig slutning«?

»Min inspiration kom af, at der var utroligt mange i min nærmeste omkreds, som døde, lige da jeg havde afleveret manus på min forrige roman, »Hvor der er fugle«. Min mor døde, min stedfar døde og min kærestes bedsteforældre – jeg tror, jeg var til otte begravelser på et år. Det var meget heftigt, og så begyndte jeg at interessere mig for begravelser og begyndte at undre mig over alle de der ritualer, og hvorfor man gjorde det samme hele tiden. Jeg havde det, som om jeg var med i et skuespil, hvor jeg havde glemt at øve mig på replikkerne.«

Du kan være med til at bestemme, hvem der skal vinde Læsernes Bogpris 2020. Stem her!

Men kirken udmærker sig vel netop ved repetition og liturgi?

»Fuldstændigt, men jeg er ikke religiøs overhovedet, så på mig virkede det slet ikke forløsende eller lindrende. Jeg begyndte at spekulere over, hvorfor vi gør alle de her ting. Hvorfra kommer traditionen med at kaste jord på kisten, hvorfor er flaget på halvt osv.

»Så stiller der sig en anden op og siger: »Jeg gik ned langs vandet, og det kløede i mit røvhul!« Straks er man på – alle lytter efter i lige det øjeblik!«


Jeg begyndte at læse om det, men jeg zigzaggede mellem alle de her begravelser. Jeg endte med at blive meget fascineret af begravelsesritualer og kunne se, at man for 200 år siden gjorde noget helt andet end i dag.

Mange af de ting, vi gør i dag, ville blive betragtet som katastrofale for 200 år siden. F.eks. at brænde den døde. Det var kun noget, man gjorde mod de mest kriminelle, da man jo ikke kan genopstå på dommens dag, hvis man er brændt.«

Da jeg læste din bog, kom jeg til at fundere over, hvorfor så meget af samtidens litteratur kredser så intenst om rå kropslighed og uhumskhed som f.eks. i »Vådområder« (Charlotte Roche), Kim Leines »Profeterne fra Evighedsfjorden« og i Dy Plambecks »Til min søster«. Hvorfor fylder den her udpenslede kropslighed pludselig så meget?

»Jeg får for eksempel tit spørgsmålet: Hvorfor menstruerer din karakterer altid? Men prøv at høre her. Jeg har brugt størstedelen af mit liv på at bløde! Det er en stor del af et kvindeliv. Det er besværligt, tidskrævende og upraktisk, så selvfølgelig skal det spille en rolle.

Kropsligheden er jo en grundbetingelse i vores liv, og jeg synes, kropsvæsker er meget mere spændende end motorsavsmassakrer. Jeg tror også, det, at vi er så rene hele tiden og bader hver eneste dag, gør det svært for os indimellem at forholde os til, at kroppen kan være så ekstremt ulækker, fyldt med materie og klamme væsker.«

Men er det nødvendigt at udpensle alt der her uhumske, endda nekrofili, som optræder i »En lykkelig slutning«? Kan man ikke nøjes med at antyde det og stadig fange læseren?

»Jeg har lige været til et litteraturarrangement, hvor folk læste op af deres bøger: »Søen lå blank, og jeg følte, at ...« – og så et eller andet. Fuck mand, man keder sig ihjel, men så stiller der sig en anden op og siger: »Jeg gik ned langs vandet, og det kløede i mit røvhul!« Straks er man på – alle lytter efter i lige det øjeblik!«

Jeg indrømmer, at dit eksempel har en stærkt tabloid kvalitet. Men er det litteraturens opgave at fortælle om et kløende røvhul?

»Det synes jeg da. Hvorfor er det mindre vigtigt end en skovsø? For eksempel er Dy Plambecks »Til min søster« et glimrende eksempel på nødvendigheden af den ufiltrerede kropslighed i litteraturen.«

»Jeg læste bogen som inspiration til, hvordan man kan skrive sexscener, uden at det lød som noget fra De Grå Sider.«


Hvad håber du, læserne tager med sig fra din bog?

»Det var vigtigt at fortælle om forandringerne i vores samfund. Særligt det med, at jo mere civiliserede vi bliver, jo mere privat og tæmmet er vores sorg også blevet. Vi er gået fra at kunne være tæt på den døde og have en sprog om døden til i dag, hvor man godt må være ked af det, men det er altså bedst, hvis vi er det derhjemme.

Vi er blevet meget fremmedgjorte over for døden. Jeg ved sgu ikke selv, hvad jeg skal sige, eller hvordan man skal agere. Når folk siger »jeg kondolerer«, så har jeg lyst til at nikke dem en skalle! Hvad fanden er det, du står og siger?«

Forfatteren Maren Uthaug er nomineret til Læsernes Bogpris 2020. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Howalt Andersen.

Hvornår har du sidst læst en bog, som gav dig en fysisk reaktion?

»Der skal efterhånden ret meget til. Men jeg læste for nylig en gammel fransk bog, der hedder »Historien om øjet« af Georges Bataille fra 1928. En lille roman om to 15-årige, der opdager deres seksualitet, begynder at knalde helt vildt og bliver tiltagende depraverede.

Jeg læste bogen som inspiration til, hvordan man kan skrive sexscener, uden at det lød som noget fra De Grå Sider. Handlingen rummede billeder, jeg aldrig havde haft i mit hoved før. Jeg har aldrig læst noget lignende. Bogen er virkelig ulækker. Jeg kan i den grad anbefale den.

Det gælder i øvrigt også den franske »Nekrofilen« af Gabrielle Wittkop fra 1972, som også er ustyrligt ulækker. Jeg ved ikke, hvad det er med de franskmænd – de er jo syge i pæren. Jeg skal så meget til at læse noget mere fransk!«

Du kan være med til at bestemme, hvem der skal vinde Læsernes Bogpris 2020. Stem her!