
5 stjerner: Når som helst kunne idyllen selvantænde og pulverisere glæden
Henning Jensens »En skidt knægt« er en sanselig, ekstremt velskrevet og usentimental erindringsbog om sin urolige barndom på Stevns blandt fasttømrede hierarkier, hakkeordner og i skyggen af en mor, hvis depressive sind konstant var i fare for at eksplodere.
For få år siden står skuespilleren Henning Jensen på et københavnsk teater, hvor han er inviteret til fødselsdagsfest. Han har og har haft en fantastisk karriere. Store opgaver og en mild regn af stjerner og ros er drysset over ham. Han må på alle måde siges at være lykkedes.
Men ud ad det blå kommer en lige højre og rammer ham. En helt ukendt kvinde siger til ham, hun ikke havde forventet at se sådan en skidt knægt i det her selskab. Hun ved nok, hvordan han har opført sig hjemme på Stevns.


