Da Berlingskes litteraturredaktør spurgte, om jeg ville anmelde samtalebogen »Skønhed og skræk. To generationer på rejse i Tyskland« frygtede jeg det værste. Var det 250 siders sniksnak om alt og ingenting? Sådan som så mange samtalebøger er. Ren afskrift af båndene med samtaler mellem de to TV 2-ansatte Ulla Terkelsen og Mirco Reimer-Elster, som derefter er blevet trykt i noget, som påstås at være en bog.

Min frygt for sidernes tomgangssnak blev hurtigt gjort til skamme. Bogen er en overmåde dejlig læseoplevelse. En meget gennemarbejdet, vidende bog med overraskende perspektiver på Tyskland i fortid og nutid.