Skuespilleren Henning Jensen: »Jeg har gjort det, jeg skulle. Og det var godt nok«

Henning Jensen har haft sin sidste teaterrolle efter en karriere, der har gjort ham til en af Danmarks største karakterskuespillere. Men hans succes har altid været tæt forbundet med lidelse, tvivl og et præstationspres, der til sidst udmattede ham så meget, at han følte sig »som et tomt hylster«. Her fortæller Henning Jensen om et liv, der har sendt ham ind og ud af depressionens favntag, men altid op på scenen igen.

Skuespiller Henning Jensen
Et stressnedbrud sendte Henning Jensen til tælling. Siden har han ikke spillet teater. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

»Ja, det mener jeg definitivt alvorligt.«

Henning Jensen løfter det blå blik. Jeg har spurgt ham, om det virkelig er rigtigt, at han har besluttet sig for aldrig mere at gå på scenen, men kun fortsætte foran kameraerne.

»De sidste 12 måneder, jeg var på Det Kongelige Teater, spillede jeg fire hovedroller, og det kan man ikke. Da jeg stod midt i den sidste, »Møller og Larsen«, kunne jeg ganske enkelt ikke mere. Søren Sætter-Lassen og jeg fulgtes ind på teatret, vi bor i nærheden af hinanden, og han sagde en dag i bilen: »Vil du ikke godt gå til læge? Du er helt død i øjnene.« Det gjorde jeg så. Så faldt hammeren. Jeg var totalt stressnedbrudt.«

Hvordan havde du det i de dage?

»Jeg kunne næsten ikke slæbe mig afsted. Det var forfærdeligt. Et chok. Jeg var ikke klar over, at et stressnedbrud var så alvorligt. Jeg måtte sygemelde mig. Siden har Elisa Kragerup været så sød og spørge, om jeg ville prøve at starte igen ude hos hende på Betty Nansen Teatret i en mindre rolle. Jeg tænkte mig om en uges tid, men ringede så og sagde:

»Nej, Elisa, jeg vil simpelt hen bare ikke mere.«

Næste år kan Henning Jensen fejre 50 års jubilæum på scenen. Fold sammen
Læs mere
Foto: SØren Bidstrup.

Næste sæson er det mit 50-års jubilæum. Men jeg ved ikke, hvad jeg skulle spille, hvis jeg gik med til at markere det. Jeg vil helst ikke mere, helst ikke. Jeg vil ikke mere.«

Skuespillerfaget er jo et arbejde, hvor man kan blive ved, så længe, det går. Vi forlanger cirkushesten i manegen endnu engang. Hvorfor er det så vigtigt for dig at sige: »Nej, nu er det definitivt slut«?

»For det første er jeg 76 år nu. Og jeg har bestemt for mange år siden, at jeg aldrig ville ende der, hvor jeg skulle have suffli, eller hvor jeg ikke havde fysik eller kræfter til at forme en rolle. Blive en svag afskygning af mig selv. Og da jeg gik ned med stress, var det, som om alting passede sammen: »Det er okay. Det er nu.«

Men selvfølgelig er det irriterende, når man endelig begynder at mene, at man kan finde ud af det på en scene. Selv siger jeg jo, at jeg har været skuespiller i 18 år: de første tre og de sidste 15.

Jeg begyndte min karriere med at få anmeldelser så enorme, at jeg tænkte, det går jo skide godt og var sikker på, at det ville blive ved i al evighed. Det gjorde det bare ikke.

I stedet startede en lang ørkenvandring på alle de mange, mange år, hvor jeg blev i tvivl om, hvad jeg overhovedet kunne. Jeg begyndte at tænke for meget over det. Spontaniteten forsvandt. Det er afgørende vigtigt for en skuespiller at udvikle sig, og det var også en tommelfingerregel, jeg havde: Udvikl dig, udvikl dig, udvikl dig. Prøv på en anden måde. Prøv noget andet.

Men det tog 40 år, før det endelig lykkedes mig at fjerne det villede, den tekniske brillans og bare gå derind. Når man rammer det på en scene – den næsten totale afslappethed, den fuldstændige beherskelse uden at gøre noget som helst – kommer der et brag af stilhed nede fra salen. Så ånder scene og sal med samme puls, så er den fjerde væg brudt ned. Instruktøren Sam Besekow sagde engang: »Vi har alle sammen oplevet de tre sekunder i vores liv, hvor scene og sal gled sammen, og vi sammen løftede os ind i et andet univers.« Jeg har, Gud være lovet, oplevet det mere end en gang og i langt længere tid end tre sekunder.«

Men hvordan har du det så med at være overladt til Henning Jensen, og hvem er det?

»Da jeg holdt op på Det Kongelige Teater vil jeg sige, at jeg gik derfra i en osteklokke, hvor jeg hverken vidste ud eller ind. Grænseløsheden var uendelig. Jeg kunne ikke mærke mig selv, og alt omkring mig var uvirkeligt, fremmed og ukendt. Jeg slæbte mig ned på parkeringspladsen som et tomt hylster. Ikke fordi jeg aldrig mere skulle stå på en scene, men fordi jeg var så træt, så træt, så træt. Og så kom der et forår og en sommer oppe i vores sommerhus, hvor jeg sad i fire måneder og bare gloede ned i græsset foran mig. Og slæbte mig ind, når Solbjørg (Højfeldt, Henning Jensens hustru, red.) havde lavet mad. Jeg var helt væk og identitetsløs. Hvem er du, hvis du ikke er den Henning Jensen? Det tog måneder at komme videre, men det lykkedes. Langsomt begyndte jeg at møde mig selv. Også afsløre mig selv over for mig selv. Jeg kan huske, jeg en dag sad og skrev:

»Så, mor, nu har jeg gjort, hvad jeg skulle. Nu vil jeg have lov til at være mig selv.«

Når jeg en sjælden gang sætter mig ind i et teater og sidder nede i salen og ser op på mine kolleger, så tænker jeg: »Hvor er det imponerende, men hvordan kan de holde det ud? Aften efter aften at skulle gøre det samme og det samme og det samme.«

Du føler, du har gjort det, du skulle?

»Hvilke roller skulle der være tilbage, som jeg ville give alt for at spille. Jeg har været overalt. Jeg føler mig tilfredsstillet. Jeg har gjort, hvad jeg skulle. Og jeg var sgu heller ikke så dårlig til det.«

Smittet af rollerne

Nu siger du, at du ærgrer dig over, at der skulle gå så længe, inden du lærte at spille teater. At afstå. Men er det i virkeligheden noget, man først kan gøre, når man har været igennem 30-40 år i skærsilden og er blevet lutret?

»Nu siger du jo noget, som sandsynligvis er rigtigt. Jeg havde i mange år så travlt med at vinde land, bevise mig selv. Jeg kan huske, jeg engang tænkte: »Jeg slår hele tiden panden mod mit eget talentloft.« For jeg kunne ikke komme videre, men jeg ville, jeg ville. Først da jeg holdt op med at jagte det, begyndte det at åbne sig i mig.«

Men du gjorde vel egentlig det, en rigtig kunstner, skal kunne, at stræbe vildt. Alt andet er vel døden?

»Det synes jeg. Jeg har oplevet kolleger, det ikke har kostet fem flade ører at gå ind på scenen. Jeg har heldigvis – men også desværre – hele tiden haft en tendens til at gå så langt ned i rollen, at jeg nogle gange har oplevet, at grænsen mellem mig selv og rollen blev udvisket.

Jeg kan huske, at jeg i 1970erne var på Radioteatret næsten hver formiddag.  Jeg spillede altid mennesker, der bestemt ikke var i balance med sig selv. Psykopater, ulykkelige, desperate, lidende mennesker. Jeg gik hele tiden rundt og var lidt smådeprimeret og havde det af helvede til. Jeg stod en dag på radioen og tænkte: »Nej, fandeme ikke flere af den slags mennesker. Jeg bliver simpelthen smittet af dem.« Og så sagde jeg både på TV og på Radioteatret, at jeg ikke ville spille den slags roller længere. Så gik der otte år, før jeg fik en TV-rolle igen. Og jeg havde ellers lavet et hav af kæmpe TV-roller i 1970erne. Otte år!«

Det siger vel også noget om rubriceringen af talent?

»Ja. Det uheldige var, at da jeg havde været skuespiller i fire år, i 1974, fik jeg hovedrollen som morderen i kriminalfilmen »Nitten røde roser«. Det var jo fantastisk, syntes jeg. Men fra det sekund var jeg sat i bås som morder, psykopat og led stodder eller, hvad der var mange af, iskolde forretningsmænd.«

Men det handler vel også om, at du ser ud på en særlig måde, har en særlig udstråling?

»Jeg har oplevet mennesker kæmpe sig tværs over H.C. Ørsteds Vej imellem biler, der kørte i begge retninger – med fare for at miste livet. Bare for at stille sig op over for mig og hvæse: »Hvorfor helvede ser du altid så sur ud i fjernsynet?« Solbjørg sagde heldigvis, da jeg mødte hende: »Jeg tør godt leve et liv med dig, for jeg ved, at inderst inde er du bare en glad dreng.«

»Hvem er du, hvis du ikke er den Henning Jensen? Det tog måneder at komme videre, men det lykkedes mig. Langsomt begyndte jeg at møde mig selv.«


Det havde hun luret! Men der er vel ikke noget som det at være skuespiller, hvor man er så i ét med sig selv og sit eget kød og begrænset af det, man tager med ind på scenen – den begrænsning skal man vel hele tiden udfordre?

»En begrænsning? Forfattere, malere, komponister har hele tiden et værk mellem sig selv og det publikum, der skal have glæde af det. Men skuespilleren er selve værket. Han står der på scenen. Som den, han selv er, og bliver bedømt som sådan. Sådan er det.«

Bog om depressioner

Du har aldrig lagt skjul på, at du har lidt af svære depressioner. Har det været en styrke som skuespiller at holde tungsindet på afstand, fordi du har arbejdet med sindet, eller det modsatte?

»Der sker jo det mærkværdige, at når man går ind på en scene, er det fuldstændig ligegyldigt, om du har stået og skændtes med din kone, så blodet drev ned ad væggene, to sekunder inden. Når du går derind, forsvinder alt andet.

Naturens helende kraft betyder meget for Henning Jensen, der i mange år har lidt af tilbagevendende depressioner. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

I 19 år har jeg skullet skrive en bog til Gyldendal. Ikke om min karriere, Men om depression, som den opleves indefra. Jeg spiste en frokost med Johannes Riis fra forlaget for ikke så længe siden. Jeg ved ikke, hvordan han bar sig ad, men det lykkedes ham altså lige akkurat at sætte knappenålen ind, så jeg blev tændt som død og djævel. Der er skrevet tusindvis af bøger fra psykiaterens side af skrivebordet, men næsten intet fra patienternes. Det er som om, man helst vil glemme det hele, når man er kommet igennem det. Sådan havde jeg det heldigvis ikke selv. Da jeg var blevet udskrevet fra Rigshospitalet efter min første depression, satte jeg mig direkte hjem og skrev 60-70 sider om hele forløbet. Hvad jeg havde tænkt, hvad jeg havde følt, hvad jeg havde gjort – for man gør jo de mest sindssyge ting. Jeg gjorde det, fordi jeg ikke ville glemme depressionens startsignaler. Jeg ville huske dem, så jeg kunne genkende dem, mens tid var, hvis de kom igen. De optegnelser hev jeg frem for et par måneder siden.«

Hvordan er det at blive konfronteret med det materiale?

»Jeg prøvede engang tidligere, hvor den psykolog, der havde behandlet mig på Rigshospitalet sagde: »Pas nu på. Det kan godt smitte tilbage.« Og det gjorde det. Så holdt jeg op. Nu kan jeg.«

Den der dør til tungsindet: Hvordan holder man den lukket? Man vil jo ikke derhen igen?

»Nej! Det kan du fandeme regne med. Det hævdes jo, at vi skal have 100.000 forskellige indtryk på en dag, for at holde den kemiske balance i hjernen. Syn, lyde, stilhed, drømme, farver, fantasier osv. Og det er op til os selv at skaffe os dem. Så kom ud, gå, løb, bevæg dig – Gå, løb, bevæg dig.«

At opsøge andre mennesker betyder vel også noget?

»Det gør det i høj grad. Under min første depression var jeg nede og besøge mine forældre på Stevns. Pludselig mødte jeg naboen ude på vejen. Vi stod og snakkede om ham og de ting, der interesserede ham. Jeg fejlede sådan set ikke noget som helst i 20 minutter, fordi jeg blev revet ud af mine egne tanker.

Hvor har jeg siddet mange somre oppe i sommerhuset og tænkt: Hvad laver jeg her? Nu nyder jeg hvert sekund bare at sidde og se på det grønne. Naturen. Vinden og regnen. Det er stresshormonet kortison, der er skyld i det hele. Det er samtidig det hormon, der er afgørende for hele hjernens ligevægt. Vores psykiske velbefindende.

Henning Jensen er ved at skrive en bog om depressioner set fra patientens side af skrivebordet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Jeg kan huske, jeg engang lå på et af værelserne oppe i sommerhuset. Bare lå på ryggen og kiggede ud af vinduet. Det var før, det var begyndt at blive grønt, så der var kun de der nøgne grene. Solbjørg stod ude i køkkenet og var ved at lave noget mad. Jeg sagde til hende: »Det er da lige til at blive endnu mere deprimeret af at glo på de grene derovre.« »Ja, man kan også vælge at synes, de er flotte,« svarede hun.

Din hustru Solbjørg har jo også besluttet sig for at holde op på scenen. Er det en pagt, I har lavet?

»Slet ikke. Men jeg har nok altid været mere eller mindre tosset under en indstudering – ikke til at komme i nærheden af. Så der var i hvert fald ikke nogen modstand fra hendes side, da jeg holdt op, tværtimod. Og nu oplever vi, at vi kan være sammen om aftenen. Vi kan grine sammen. Vi har overskud.«

Alle kender det der med at komme hjem og kigge på den fremmede.

»Den fremmede ja, det er rigtigt. Hun har betydet alt for mig, siden vi mødtes. Hun har et meget lyst sind og har mange kræfter. Vil gerne have, at vi har det godt. Hun har haft mig i sidevognen, godt pakket ind hele vejen. Jeg ved ikke, hvem der ellers skulle have klaret det. Når jeg havde mine depressioner, gik hun ikke i panik. Hun behandlede det, som om det bare var en brækket arm: »Vil du tale? Eller tie stille? Skal jeg gå ud eller skal jeg bare være herinde?«

Hun har været sig selv hele vejen igennem, og det er sindssygt vigtigt for et menneske, der er sammen med en, der er ramt af depression, at man ikke lader sig smitte. For det har den depressionsramte bestemt ikke brug for. Man har ikke brug for at blive bekræftet i, at hele verden er noget lort. Så bliver man bekræftet i sin depression.«

Hvad er det, hun er oprindeligt, er det ikke laborant? Der har hun så måske en slags rationel tilgang til tilværelsen? Hun har en næsten naturvidenskabelig tilgang til dig.

»Ja, det kan i grunden godt være. Som skuespilleren Arne Hansen sagde: »Hun er jo næsten læge«.

Jeg mødte Solbjørg, og så mærkede jeg ikke noget til depressionerne i 20 år. Da jeg var midt halvtredserne, begyndte det at komme igen. Så kørte jeg op til Per Bech, den psykiater, der havde fulgt mig i mange år.

»Ja, jeg sidder også her og venter på dig. Jeg ved jo, hvor gammel du er. Midt i halvtredserne, ikke?«

Han vidste godt, hvad det hele handlede om. Jeg har aldrig været udstyret med et enormt overjeg, som kan styre mig fornuftigt. Jeg ved også godt, hvorfor det forsvandt, da jeg var barn. Jeg har været meget impulsbestemt. Det har nok ikke været så smart.«

Nu kan du bare sige, jeg skal holde min kæft, hvis du ikke vil tale om det – men når du nævner, at dit overjeg er svagt, bunder det i at du har haft trang til at gøre oprør, fordi man sad hårdt på dig?

»Ja. Uanset, hvad jeg foretog mig i min barndom, var det bare et gok i nødden. Jeg kan huske, at jeg, da jeg var 15, gik fuldstændig amok, mens vi sad og spiste morgenmad. Over et eller andet med min mor på den anden side af bordet. Jeg ville ikke finde mig i det mere. Nu kunne det være nok: »Du synes alt, jeg gør, er forkert, nu må du fandeme holde op.« Hvorefter hun stille og roligt vendte sig mod min far og sagde:

»Christen, vil du være sød at ringe efter politiet, for jeg tør ikke være her mere.«

Selv om Henning Jensen har sagt teatret farvel, har han bogen fuld af engagementer i TV-serier og film. Han medvirker bla. i Avaz-brødrenes kommende film, »Kollison« og i DR-serien »Når støvet har lagt sig«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Ikke engang ved den lejlighed fik jeg anerkendelse. Jeg fik altid at vide, at hun skammede sig over mig. På den måde smadrede hun det overjeg, der egentlig skulle være bygget op på det tidspunkt. Nå, det var dengang. En mand på 76, der sidder og jamrer over sin barndom, er lidt patetisk, er det ikke? Men hvor har jeg brugt mange år, hvor den barndom har stået deroppe i hovedet og kørt rundt.«

Men er pointen ikke, at vi aldrig bliver færdige med den barndom?

»Jeg sad i hvert fald ude på terrassen ved vores sommerhus, lige da vi havde fået det. Solbjørg havde plantet nogle få rækker kartofler oppe ved brændeskuret. Hun var ved at grave dem op. Hun stod bøjet over arbejdet. Wung sagde det så. Så så jeg min far stå ude i rækkerne, hvor han var ved at grave kartofler op, samtidig med at han græd. Fordi de havde været oppe at skændes igen. Uanset hvad du gør, kan du få indtryk, der rykker dig tilbage.

Min mor hun endte jo med at blive dement. Det var ikke noget, man rigtigt vidste, hvad var, i hvert fald ikke dengang ude på landet i 80erne. Hun sad til sidst bare i en sofa med hængende hoved. Sagde ikke noget. Vi kunne høre, at min far stod ude i køkkenet og græd. Solbjørg gik ud til ham.

»Svigerfar, hvad er der dog i vejen?«

»Jeg kan ikke holde det ud. Hun siger aldrig et ord til mig.«

Solbjørg gik ind, satte sig ved siden af min mor og tog hendes hånd.

»Svigermor, vil du ikke godt sige noget til svigerfar engang imellem?«

»Jeg har sagt, hvad jeg har at sige til ham!«

Det var afstraffelse til det sidste?

»Jeg har gennemlevet en barndom med smækken med dørene og råben og skrigen og jeg ved ikke hvad. Jeg kan huske, jeg engang – jeg var måske seks år – løb ud bag i marken, hvor der var en jordvold ind til nabosognet, lagde mig på den og bare skreg op i himlen for at få desperationen ud.«

Men har du selv følelsen af at have lavet en social opstigningsrejse i dit liv?

»Det har jeg jo. Jeg vil også sige, at der var for langt fra den sorte pløjemark nede på Stevns til det her meget opmærksomhedsgivende liv, jeg blev en del af. Det gik for stærkt. Der var for langt. Der var et svælg imellem, som måske også kan være en af grundene til mine problemer. Men selvfølgelig følte jeg, at jeg lavede et brud med min baggrund.

Den grænseløshed med valg på alle hylder, der eksisterer i dag, er vores hjerne ikke udviklet til at kunne administrere. Jeg holdt et foredrag et eller andet sted ovre i Jylland. Da vi nåede frem til spørgerunden, var der en herre på tredje række, der rakte hånden op:

»Du er sgu ikke depressiv. Du i er jo i virkeligheden rablende manisk.«

Det er nemmere at få øje på en depression, mens manierne er sværere at konstatere?

»Ja, for man har det jo godt, og hold kæft, hvor ramte han rigtigt. Jeg havde lige så mange maniske perioder. Men manien åbner også for grænseløsheden, og i grænseløsheden ligger også muligheden for fremdrift og udvikling.

I sine sidste leveår skrev skuespilleren Nicolai Neiiendam et meget smukt og bevægende erindringsværk, som han kaldte »En Vildfarendes Veje« med undertitlen »Fra Slagterdreng til Kongelig Skuespiller«, hvor han takkede skæbnen for et lykkeligt og glødende liv i teatrets verden. Jeg kunne her, 80 år senere, godt gøre det samme. For også mit eget liv har været en overvældende og til tider dramatisk rejse ad vildfarendes veje. Men den var min vej, og jeg er taknemmelig for, at jeg valgte den.«

Foto: Søren Bidstrup.