Hvad er det største problem i verden lige nu?
»Det er, at så få mennesker virkelig lytter. For os på teatret er nøglen til en god scene: Lyt til hinanden. Du er nødt til at lytte og lade dig overraske, for ellers bliver det utroværdigt. Du kan ikke bare stå og repetere din egen position.
Det ligger dybt i mig som kunstner at udfordre mig selv og være nysgerrig - for tænk, hvis der kom et svar, jeg ikke havde forestillet mig. Men i den debatkultur, vi har i dag, ser jeg ikke den glæde ved, at et andet menneske kunne åbenbare noget andet, end man havde regnet med. Tværtimod synes jeg, at vi globalt graver større og større skyttegrave mellem forskellige positioner frem for at ville mødes. Der er så meget kamp for selv at blive hørt. Men hvis vi vil noget med verden, er vi nødt til at lytte til hinanden.«
Hvad er den største løgn, vi fortæller hinanden om kærlighed?
»For mig er det, hvis vi giver hinanden ultimative løfter. Jeg kan godt give store kærlighedserklæringer, men jeg siger for eksempel aldrig til min kæreste, at jeg vil aldrig elske andre end dig. Eller at jeg vil elske dig for evigt. Selv om jeg godt i øjeblikket kan have den følelse.
Jeg synes, at vi skal have den mulighed, at hvis vi en dag ikke længere er rigtige for hinanden, hvis vi ikke udvikler os sammen, så må vi slippe hinanden. Der er et meget fint citat af Tove Ditlevsen, som vi bruger i »I et forhold«, hvor hun siger: »Vi er blevet ude af stand til at forvandle os sammen«. Det er meget smertefuldt, når man kommer dertil, men samtidig også en påmindelse om, at det er virkelig smukt at bestræbe sig på, at man kan blive ved med at forvandle sig sammen. Jeg tror, at i stedet for de der ultimative løfter skal man tillade sin partner at vokse og udfolde sig.«
Hvad er det bedste råd, du nogensinde har fået?
»Da jeg gik på instruktøruddannelsen på Teaterskolen, som både er en kreativ uddannelse og en lederuddannelse, handlede en del af undervisningen om, hvordan man opnår autoritet som leder. Og jeg blev lidt forvirret over de forskellige »tricks« til at være en autoritet - jeg følte, at jeg skulle spille en rolle.
Men så var der en lærer, der sagde: Autoritet er troværdighed. Og det gik op for mig, at for at være en autoritet, var jeg nødt til at være tro mod den person, jeg er. Jeg kan godt lade mig rive med af begejstring i prøverummet uden at miste autoritet. Det råd har jeg brugt mange gange, når jeg har skullet forene de to sider af mit arbejde - den kunstneriske og lederen.«
Hvad må man ikke udsætte dig for?
»Man må ikke begrænse min mulighed for at udtrykke mig. Det er gået op for mig med årene, hvor meget det betyder at have mit eget rum, hvor jeg kan være kreativ. Jeg er meget kollektiv og i dialog med andre, men jeg har også brug for fordybelse. Bare sidde i en stol og læse og have det, som om min fysiske krop forsvinder, og jeg bare er i min forestillingsverden. Opslugt af min passion. Det er meget at bede mine omgivelser om, at jeg får lov til at udleve den kærlighed til teatret. Men jeg bliver ikke lykkelig, hvis det bliver taget væk fra mig.«
Har du et ar, der fortæller en særlig historie?
»Jeg har et ar på mit højre skinneben, som jeg fik, da jeg var omkring tre år. I mine forældres hus var der en trappe fra entreen op til en gang på 1. sal. Og for enden af den gang var der et spejl. Jeg havde fået en skøn blå scooter med pedaler, som både kunne køre forlæns og baglæns. Jeg sad på den og kiggede mig i spejlet, og så begyndte jeg at bakke - længere og længere væk fra spejlet og den verden, der var derinde.
Og selvfølgelig kørte jeg baglæns ud over trappen. Jeg kan huske, at jeg på en måde godt vidste, at det ville ske, men der var et sug i maven af spænding af noget eventyrligt, som jeg var fuldstændig opslugt af - men som blev brat afbrudt, da jeg faldt ned og slog mig ret voldsomt. Heldigvis slap jeg fra det kun med et sår på skinnebenet.«
Hvad er du ikke lykkedes med i tilværelsen?
»At forlige mig med, at jeg kommer til at skuffe mennesker, som betyder noget for mig.
Det er en konstant kamp mellem, at det på den ene side er så vigtigt for mig at være modig - i livet og i kunsten. Og samtidig er der en side af mig, som især tidligere har gjort, at jeg har villet gøre alle glade. Det har jeg arbejdet meget med. Men jeg kan stadig blive overmandet af tanken om, at bare jeg ikke skuffer nogen. Jeg ved godt, at det ikke er verdens undergang at begå fejl - men nu er jeg snart 40, og jeg har endnu ikke lært at sige det lille, gode ord »pyt«.«
Hvad er dit yndlingsord?
»Det er »selvforglemmelse«. Det minder mig både om stor kærlighed og forelskelse - og om teatret, som jo er en kollektiv kunstart. Vi lever i en tid, hvor der er så utroligt meget fokus på individet, vores egen udfoldelse, vores egen lykke. Men i virkeligheden tror jeg, de fleste af os får den største lykkefølelse, når vi er i situationer, hvor vi glemmer os selv. Det er en af grundene til, at vi har brug for stor kunst og universelle fortællinger. Så vi glemmer os selv og føler os som en del af noget større.«
