Topkarakter til Sort Samvittighed: Kærlighedens valkyrier har hjertet uden på tøjet

»I et forhold« – Sort Samvittigheds fræsende og vittige kærlighedserklæring til kærligheden – er lige til at forelske sig i.

Stærke sammen , stærke hver for sig. Scenenkollektivet Sort Samvittighed giver et ordentligt trut for kærligheden i deres tredje forestilling. Fra venstre Kitt Maiken Mortensen, Rikke Bilde, Jeanett Albeck, Lila Nobel og Signe Egholm Olsen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Caterine Zorn

Er det egentlig noget særligt positivt billede af kærligheden, kvindekollektivet Sort Samvittighed skildrer i sin nye forestilling, der har fået den passende titel »I et forhold« – sådan som man jo nu skriver på de sociale medier i sin statusopdatering, lige til at slette igen? At elske – ikke til at leve uden, men næsten heller ikke til at leve med.

Vi kommer hele vejen rundt i følelseslivets store varekatalog, baseret på vidunderlige tekstfragmenter, alle af kvindelige forfattere fra før og nu. Tekster – kendte, glemte og gemte – der er sat sammen som en stor og skøn bastard af en collage med indslag af teaterkoncert i gruppens nye forestilling. Men den der kærlighed er godt nok en svær en at håndtere. Det er ikke for ingenting, hjerte rimer på smerte.

Gang på gang udstilles kærligheden – hvad enten den nu er i dur eller i mol – som noget, der nærmer sig den momentane sindssyge. Morsomt sindssygt. Og sindssygt morsomt. Ikke mindst når den er allermest euforisk lykkelig!

Vi mærker

At følelser ikke kan styres, men gang på gang løber af med os, demonstreres med overlegent vid og i alle tænkelige tonearter i det ene optrin efter det andet. For humørsvingningerne sættes på scenen med det, vi efterhånden genkender som Sort Samvittigheds vidunderlige tilgang til ord på teatret: Som noget, der ikke bare tages for pålydende, men hele tiden afsløres, udfordres, udvikles gennem den fysikalitet, der sættes på dem. Kroppene forråder hele tiden de talende. Jo, hjertet har sin egen vilje. Det er ikke for ingenting, kostumier Ida Marie Ellekilde lader damerne bære hjertet uden på tøjet. Og samtidig forplanter fysikken sig til os. Vi lytter ikke bare. Vi mærker.

»Vi lytter ikke bare. Vi mærker.«


Gang på gang afsløres hjertets anliggende i sidste ende som noget, vi selv må ligge og rode med. De minder os om, at der ganske vist er noget, der hedder tosomhed, men at vi er og bliver alene i den. Er der for eksempel noget mere trættende, noget mere latterligt end andre menneskers forelskelse? En kendsgerning, der til overflod illustreres i en bænkepassiar, hvor Kitt Maiken Mortensen vittigt udbreder sig om den udkårnes velsignelser, mens veninderne hurtigt går fra tøsepjanket medleven til en indre eksplosion af tilbageholdt kedsomhed over at høre hende gentage sig selv.

Hele tiden overraskende

Med en fræsende, elegant legende og hele tiden overraskende og frisat energi kaster Sort Samvittigheds valkyrier den ene monolog efter den anden af sig, hvis de da ikke lige trutter følelsesovertrykket ud i trompeten. Uniformerede med deres signaturkrigsmaling og i slidte standarddansekjoler, men også hurtigt skilt ud som fem skønne solister med hver sin grundtone. En hel masse sammen, en hel masse hver for sig.

Sammen er der ikke den kærlighedsbeskrivelse, de ikke mestrer. Hvad enten den nu er grådig og altfortærende, sådan som en edderspændt Signe Egholm med imponerende rablen stiller sig op på klaverbænken og fører os furiøst igennem den. Kuldslået klaustrofobisk, som Lila Nobel fremstiller hjemmet som en levende begravelse. Umulig at komme af med, sådan som Kitt Maiken Mortensen brænder inde med det hele, fordi øjeblikket for kærlighedserklæringen aldrig indfinder sig.

Dybt sårende i afskedens time, ikke mindst morsomt gengivet, når Rikke Bildes jyske sindighed møder vekslende kriser. Med Jeanette Albeck som hende, der kalder sammen til fælles musikalske seancer, der både kan rumme smuk og stille skønhed eller punket trods. For selv om de fem kærlighedskrigere på scenen stolprer rundt som kvinder på kanten af et nervøst sammenbrud, har de heldigvis også sans for den sarte side af sagen, ikke mindst når Jeannet Albecks kønne og klare kompositioner tager over og lukker hjerterne op. Smukt samlet i den næsten afsluttende mirakelkonstatering, plukket fra forfatteren Inger Christensen: »Kærligheden findes!«.

Det hele forenes med livgivende musikalitet af instruktør Elisa Kragerup. De har noget sammen, de der damer, og det vil vi gerne være en del af. Det er næsten Sort Samvittigheds helt store force ud over alt det andet.

Men det skønne i hele det tekstudvalg af kvindelige forfattere, der på tværs af tid og sted sætter ord på stort set alle sider af mulige kærlighedserfaringer, er, at det vel lige så godt kunne være skrevet af mænd, måske lige med et par enkelte undtagelser. Muligvis var premieren henlagt til Kvindernes Internationale Kampdag, men jeg skulle altså hilse og sige, at mænd også er en slags levende væsener. Sort Samvittighed har måske kvindeligheden som fællesnævner, men er først og fremmest optaget af menneskeligheden.

»Jeg har gjort mit hjerte stort og venter på dig,« synger de først og sidst. De synger om den elskede, men de synger også til os. Sikke en invitation. Den bør man tage imod. De er lige til at forelske sig i. Kærligheden kalder i alt, hvad de gør.

»I et forhold« med Sort Samvittighed. Iscenesættelse: Elisa Kragerup. Scenografi og kostumer: Ida Marie Ellekilde. Koreografi: Signe Fabricius. Komponist og musikalsk produktion: Jeanette Albeck. Tekster af Naja Marie Aidt, Karen Blixen, Louise Breyen, Suzanne Brøgger, Tove Ditlevsen, Inger Christensen, Ellen Heiberg, Agnes Henningsen, Lone Hørslev, Mette Moestrup, Ursula Andkjær Olsen, Stine Pilgaard og Pia Tafdrup. Betty Nansen Teatret. Til 18. april.