Uforløst kamp mellem Møller og Larsen

Henning Jensen og Søren Sætter-Lassen får ikke mange muligheder for at slå gnister af hinanden i dramaet om Operaens tilblivelse.

Dramatisk benspænd: Henning Jensen, Amanda Collin og Søren Sætter-Lassen i "Møller og Larsen" . Fold sammen
Læs mere
Foto: Natscha Thiara Rydvald.

Hvad har dramatikeren Jakob Weis egentlig set i historien om Operaens tilblivelse?

Umiddelbart forstår man jo godt det saftige, dramatiske potentiale i en af den nyere tids sammenstød mellem to store mænd, skibsrederen og bygherren Mærsk Mc-Kinney Møller og den internationalt berømmede stjernearkitekt Henning Larsen. En tragedie i flere akter, som offentligheden oven i købet fik lov at overvære fra første parket. Ikke mindst da den ene af de to rethaveriske kombattanter, Henning Larsen, efterfølgende nedfældede sit retfærdighedssøgende hævnskrift, hvis titel var noget, hans modstander angiveligt skulle have sagt til ham i en af de mange ophedede diskussioner om Operaens udformning: »De skal sige tak«. Mærsk Mc-Kinney Møller viste sig ikke at kunne acceptere arkitektens ideer, mest afgørende tanken om en glasfacade med frit udsyn til operagængerne indenfor.

Vi kender resultatet: et stort, tungt kompromis, som hverken mæcen eller arkitekt - eller resten af kongeriget, for den sags skyld - kan være tilfreds med. Skæmmet af et lamelgitter, der til evig tid minder om den mundkurv, arkitekten fik på. Det er en historie med næsten endeløse muligheder på scenen: drama, konflikt, ubøjelige viljer, stræben, der mislykkes. Men også en historie om verdenssyn, der kolliderer. Om pengene på den ene side, ånden på den anden. Kapital over for kunst.

Desværre besværliggør Weis det for sig selv ved at insistere på at placere de to alderstegne herrer på toppen af Operaen, hvor de er fanget sammen i en slags limbo  efter døden. Bundet til hinanden. Og tvunget til endnu engang at repetere de principper, der i sin tid skilte dem ad. Med en tililende engel - en potrygende en af slagsen -  der fungerer som den blindt retfærdige tilhører, de kan afprøve deres standpunkter på, forklare sig og forsvare sig overfor, og som kan udfordre deres syn på sig selv, hinanden og verden.

Statisk udgangpunkt

Lyder det fortænkt, så er det desværre også, hvad det er. Med det statiske udgangspunkt - der er tale om en kamp, som allerede har udspillet sig - er der ligesom ikke rigtigt anden mulighed for teksten end at gå i ring , jan i store passager næsten i stå. Havde det ikke været en meget bedre ide simpelt hen at give os historien som et vaskeægte psykologisk drama a la svenske P.O. Enquist, en form, som Jacob Weis i øvrigt har vist, at han mestrer i sine dramatiske livtag med bl.a Herman Bang og Tove Ditlevsen, men som han nu åbenbart er blevet træt af: Tænk to mænd på hver sin side af et skrivebord -  fra det lykkelige udgangspunkt over uenighederne  og frem mod det endelige nederlag, den fælles tragedie, der ligger i kompromiset.

Med alle de muligheder for at berøre smertepunkterne undervejs: Skibsrederens principper om rettidig omhu, disciplin og pligtfølelse på baggrund af en iskold far. Hans smerte over at blive afvist og mistænkeliggjort af nationen, selv om han selv synes, han fortjener dens hyldest. Arkitektens knuste drøm om den endelig kanonisering, der i stedet forvandler sig til noget nær en skamstøtte. Tvivlen om hele kunsterskabets valør. Havde man så ikke bedre kunnet spænde den udviklingskurve, materialet indbyder til?

De psykologiske, blå mærker trykkes der ganske vist sporadisk på - og i glimt viser, Jakob Weis, at han virkelig kan skrive - men nu får vi dem  overfladisk, sådan lidt hulter til bulter, i et ejendommelig ufokuseret stykke, der pendler uforløst mellem ironisk revysatire og ansatsen til sjæledrama. I stedet kommer klodernes kamp til at fremstå smålatterlig og forfængelig, nu, hvor det hele er afgjort. Inden det hele afblæses og de to finder den melodi, de aldrig fandt i levende live, og bevæger sig ud i intetheden hånd i hånd. Hvem sagde arkitektens trøst?

At det hele alligevel ikke spiller nogen rolle, når vandene stiger og civilisationer går under, kan der selvfølgelig være en pointe i, men dramatisk kan det aldrig rigtig blive. Og på de betingelser får instruktøren Thomas Bendixen ikke noget synderligt inspireret ud af mødet, herunder hidset to fremragende karakterskuespillere rigtigt op.

Søren Sætter-Lassen og Henning Jensen ligner formidabelt, men det er ikke nok. Den første må forlade sig på den karikatur, som Mærsk Mc-Kinney ironisk nok siger, han er bange for at blive husket som: med hænderne bag ryggen skridter han scenen af som en anden eksercermester, hvis han da ikke lige løfter pegefingeren i endnu en isafkølet belæring. En stivstikker med en vis charme, han bare har så svært ved at komme af med.

Og Henning Jensen får ikke rigtigt mulighed for at spille sin Larsen som andet end en nærmest opgivende falliterklæring, selv om han også taler smukt om lyset og kunsten undervejs.

Og Amanda Collin har den utaknemmelig opgave at spille en sfinx-smilende abstraktion, der nærmest er i vejen for et egentligt sammenstød mellem de to, det handler om, og som havde kunnet slå gnister af hinanden.

»Møller og Larsen«  Manuskript: Jakob Weis. Iscenesættelse: Thomas Bendixen. Scenografi: Karin Betz.  Det Kongelige Teater, Skuespilhuset, Mellemgulvet. Til 23. maj.