Hvad er det, de drømmer om, det rockband, der præsenterer sig for os på den store, tomme scene med instrumenter og mikrofonstativer til den jamsession, der minder om en blanding af 1960erens hippe beatkoncerter og samme periodes kunsthappening? Med håret end for øjnene, som en anonymiseret hær af ansigtsløse kollektivister, der inviterer til koncert i Det Kongelige Teaters musikforestilling »68«?

Hvad er det, de taler om mellem alle de gode gamle numre om peace, love and understanding fra dengang, ungdommen gjorde op med hierarkierne? De drømmer om et nyt samfund. Eller rettere: De begræder, at de ikke længere drømmer om et nyt samfund. De taler nemlig om dengang.