5 stjerner: Feminismens gudmor søgte tilflugt i mændenes verden

AOK
Litteratur
Anmeldelse

Boganmeldelse: Som kun 21-årig og som den yngste nogensinde tog Simone Beauvoir den afsluttende eksamen fra Sorbonne. Hendes genudgivne ungdomserindringer er et essentielt indblik i geniets anatomi og skabelsen af en af det 20. århundredes vigtigste tænkere.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Forfatteren og filosoffen Simone de Beauvoir (1908-86) er et af de navne, der for længst er gået over i verdenshistorien. Man kender hende for det livslange forhold til eksistentialisten Jean-Paul Sartre (1905-80), for at skrive bøger på Café des Deux Magots i Paris’ Saint-Germain-des-Prés-kvarter, for elskerne, for turbanerne, midterskilningen og den opsatte knold og for sætningen »Man fødes ikke som kvinde, man bliver det« fra værket »Det andet køn« (1949).

Der er med rette kommet fornyet fokus på kvinder som netop samfundets »andet køn« i de senere år, så det er oplagt, at Gyldendal har fået nyoversat Beauvoirs »En velopdragen ung piges erindringer« fra 1958.

Om end der er visse uhensigtsmæssige ændringer fra 1985-oversættelsen – såsom at man ikke længere er Des, men dus, på trods af at samtalerne finder sted i begyndelsen af det 20. århundrede, ligesom familierelationer bliver mere uigennemsigtige af, at for eksempel både en mormor og en farmor kaldes for bedstemor. Den præcise betegnelse havde ellers været en kærkommen hjælp for en nutidslæser, der har rigeligt at holde styr på af navne på hedengangne forfattere, filosoffer, romaner etc.

Nå, Schwamm d’rüber, det ændrer ikke på, at »En velopdragen ung piges erindringer« er et både charmerende og interessant indblik i en højt begavet ung piges og kvindes tankeverden og følelsesliv, som det udspillede sig i det borgerlige Paris for 100 år siden.

Chaplin og surrealisme

Fra de helt spæde år, hvor den lille Simone er trodsig som en trold, til hun bliver blid som et lam, fanatisk kristen og flittig skoleelev, og til teenagetiden, hvor lidt af trodsigheden vender tilbage, da hun forsager Gud og kombinerer et ihærdigt studieliv med at gå i biografen og snige sig ind på barer.

På den måde oplever hun et for pæne piger ellers ukendt miljø i form af såvel Paris’ bagside som det moderne liv med Chaplin, Buster Keaton, jazz, surrealisme, kort hår og masser af gin fizz.

Ellers er en piges verden nemlig entydigt defineret af forældre, skole og kirke og hendes livsbane lagt frem mod ægteskabet og graven.

Simones far gradbøjer ganske vist sin borgerlighed ved at optræde som skuespiller ved siden af jobbet som jurist, men moderen holder døtrenes sjæleliv i ave og læser deres breve, før de selv får lov.

Om sommeren er man på landet med sin (eller godkendte veninders) nærmeste familie. Aldrig er man alene, altid er man overvåget.

Endelig, som 20-årig, kan Simone få lov at flytte hjemmefra og få »sit eget værelse«, som Virginia Woolf påpegede nødvendigheden af. Dog et værelse hos mormoren, som efter morfarens død er økonomisk trængt og må leje ud. Også i dét er der en kvindehistorie.

Zazas tragedie

Simones stædige vej gennem ungdommen fører hende til toppen af et bjerg, der ellers er forbeholdt mændene. Hun nævner de ganske få kvinder, der potentielt kunne gøre hende følge, men alle ryger de i svinget på grund af ydre normer eller et for ukontrollabelt følelsesliv.

»Simones stædige vej gennem ungdommen fører hende til toppen af et bjerg, der ellers er forbeholdt mændene. Hun nævner de ganske få kvinder, der potentielt kunne gøre hende følge, men alle ryger de i svinget pga. ydre normer eller et for ukontrollabelt følelsesliv.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Gyldendal.

Som for eksempel hjerteveninden Zaza, der også inspirerede til den posthumt udgivne Beauvoir-roman »De uadskillelige«. Zaza er begavet, men hendes rige, katolske forældre har et utvetydigt krav til hendes fremtid: ægteskab, ikke uddannelse. Og desuden et ægteskab baseret på fornuft, ikke følelser; dem har den unge pige alt, alt for mange af. Følelser, som hun ulykkeligvis er ene om, da hun forelsker sig heftigt i Simones ven, fænomenologen Maurice Merlau-Ponty, i bogen kaldet Pradelle, der er for ung til at kunne mærke sig selv.

Følelsernes teori

I dét ligner han Simone. Hun læser om stærke følelser i bøger, men de forbliver mest på det teoretiske plan. Hun »forstår« dem ikke. Hun er drevet af intellektet og har det derfor bedst i mændenes verden: De kan få lov til at tale og tænke, mens kvinderne er opdraget til redebygning.

Simone er endvidere drevet af konkurrence, drevet af at beundre de bedste, men ender altid med at overgå dem, hun ser op til, fordi hun er så intelligent, disciplineret og målrettet.

Kun Sartre kan hun ikke overgå, og derfor må hendes ungdomserindringer nødvendigvis også slutte med ham: Hun har fundet sin ledestjerne, er kommet i mål. Som den yngste nogensinde tager Simone den afsluttende eksamen på Sorbonne som 21-årig, og nu kan livet for alvor begynde.

Der er som sagt god grund til, at Gyldendal genudgiver Beauvoir i disse år. Tidligere tog hendes privatliv ofte fokus, men i dag, hvor tiden både er blevet mere rummelig og emmer af hendes tanker, er det oplagt at gå i dybden med en af feminismens vigtigste gudmødre. For man fødes ikke som kvinde, man bliver det. Og vejen dertil som velopdragen ung pige brolægges af både kvinder og mænd. Medmindre altså, at man insisterer på at være menneske og betræde sine egne stier, som Simone de Beauvoir.

»En velopdragen ung piges erindringer«
Forfatter:
Simone de Beauvoir. Oversættere: Lilian Munk Rösing og Birte Dalgreen. Sider: 454. Pris: 299,95 kroner Forlag: Gyldendal.