»Han lagde hånden over min mund og førte sin penis ind. Jeg troede, min sidste time var kommet. Det føltes, som om alt i min mave vendte sig.«
#MeToo? Nej, vidnesbyrdet er langt ældre end den globale hashtagbevægelse og optræder cirka halvvejs inde i Simone de Beauvoirs netop genudgivne, intelligent undersøgende, velargumenterede, banebrydende og opsigtsvækkende maxiessay »Det andet køn« fra 1949. Dette værk, som er bredt anerkendt som den måske mest indflydelsesrige bog om kvinden, er ikke kun en intellektuel bedrift, men også pligtlæsning for enhver, der kigger ned ad sig selv og finder noget mellem benene.
Og værket er stadig relevant i dag, hvor #MeToo har bidt sig fast og er vokset fra et tweet til noget af det bedste, der er sket for kvinder i mange år.
Da »Det andet køn« udkom, var der boghandlere, der nægtede at sælge den, og Vatikanet forbød den endda. Den blev kaldt for »kvalmende affald«, og det medvirkede altsammen til at gøre den til en succes.
»Det andet køn« kaster et lys fra fortiden over #MeToo-bevægelsens betydning som opsamlingscentral for magtmisbrug, sexchikane, undertrykkelsesstrategier og seksuelt misbrug. Det forklarer, hvorfor vi har brug for et opgør med synet på kvinder som »noget andet«, hvori dette »andet« består, og hvordan det transcenderes, så kvinden først og fremmest kan blive fri. Fri for konventioner og latterlige myter forklædt som »kendsgerninger«. Fri til at leve et liv, som reelt kun døden bør sætte en begrænsning for.
Over 1.000 sider beskriver og gør Beauvoir op med flere århundreders syn på kvinden med afsæt i eksempler fra litteraturen, biologien, religionen, filosofien og psykoanalysen. Og hun bruger desuden vidnesbyrd fra hverdagen, heraf ovenstående, der efterfølges af en interessant passage, hvor Beauvoir skriver, at næsten alle kvinder på et eller andet tidspunkt har været udsat for »beklagelige episoder«, som i konventionelle kredse »forties som efter fælles overenskomst«. Hvorfor? For ikke at bringe skam over andre. I stedet sætter skammen sig så i kvinden sammen med afmagten og ufriheden.
Ved blandt andet at transcendere den skam kan kvinden gøre sig fri.
Simone de Beauvoirs fænomenale kampskrift anviser ikke, som flere har påstået i tidens løb, nogen vej til lykke. Den tilstand er ikke formålet for hendes analyse og interessede hende velsagtens heller ikke; »Det andet køn« handler om det ultimative mål: den enkeltes frihed og frigørelse.
Mange har også fremhævet sætningen »man fødes ikke som kvinde, man bliver det« som den væsentligste, og den er da også lige til en køleskabsmagnet. Men personligt holder jeg mere af sætningen: »Hvad kvinden først og fremmest mangler er i angst og stolthed at lære sin egen forladthed og transcendens at kende.«
Og hvad betyder så denne lettere enigmatiske sætning? Den betyder - for mig at se - at livet i bund og grund er en meget ensom færd, og at man først kan blive fri, når man går det allermest eksistentielt ubekvemme sted hen, som samtidig også er det mest ukonventionelle. Familie og småborgerligt liv kan man altid få, langt mere frygtindgydende er det at stå alene og træffe absolutte valg. Det er først der, man for alvor bliver fri.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Da »Det andet køn« udkom, var der boghandlere, der nægtede at sælge den, og Vatikanet forbød den endda. Den blev kaldt for »kvalmende affald«, og det medvirkede altsammen til at gøre den til en succes.
Her 70 år senere er den oplagt at give i konfirmationsgave til det unge menneske, der vil sætte en anden dagsorden for morgendagen. Eller til dig selv, hvis du undrer dig over, at det af og til er, som om jorden roterer baglæns.
Det andet køn
Forfatter: Simone de Beauvoir. Oversættere: Mette Olesen, Karen Stougaard og Svend Johansen. Sider: 1000. Pris: 350 kr. Forlag: Gyldendal
