Opfinderen af »mansplaining« giver uforskrækkede fiskerlussinger til verden lige nu

Der rides nye og gamle rødstrømpekrikker i Rebecca Solnits dobbelte essaysamling, og det er positivt ment.

Solnit påpeger det vanvittige i, at analyser af hendes bøger ofte må vige for futile diskussioner om, hvorfor hun fravalgte børn. At det spørgsmål er så vigtigt at besvare, peger ifølge Solnit på, at det ofte ikke er til at se, hvor en kvinde slutter, og et barn begynder. Og ja, vi har hørt det før, og vi kommer til at høre det igen og igen, indtil det forandrer sig. Jude Mooney

En sommeraften i 2003 var den amerikanske forfatter Rebecca Solnit til fest hos en aldrende rigmand i Aspen. Han begyndte at belære hende om fotografen Eadweard Muybridge og sagde: »der er lige udkommet en utrolig vægtig bog om Muybridge, har du hørt om den?« Selv om Solnit var forfatter til den bog, han henviste til, begyndte han alligevel at forklare hende, hvorfor hun burde beskæftige sig med fotografen. Den aften blev begrebet »mansplaining« født.

Mansplaining dækker over det fænomen, at mænd ofte føler sig i deres gode ret til at forklare kvinder, hvordan verden hænger sammen. Også kvinder, der ved mere end dem. Oplevelsen blev til et essay, der senere gik viralt og sikrede Solnit herostratisk berømmelse.