Mænd, der afbryder kvinder

Forskning har vist, at mænd tager taletiden fra kvinder mere end omvendt. Men de er ikke alene om at bryde ind.

»Tal til min hånd, for mit ansigt er taget på ferie.« Arkivfoto: Mikkel Bigandt/Iris Fold sammen
Læs mere
Foto: Mikkel Bigandt

Ja, lad os lige tale om det engang. Mansplaining. En sammentrækning af man og explaining.

I sidste uge gik det amerikanske aktivistiske medie ATTN:s video om begrebet viralt hele verden rundt. Videoen er lidt over et minut lang og viser arkivklip fra nyhedsudsendelser, hvor mænd i patroniserende stil afbryder kvinder for dernæst at tage ordet og føre sig frem. Nogle mænd schysser på kvinderne på live TV og én siger direkte til en kvinde, at hun skal tie helt stille.

Videoen fik en masse kvinder til at nikke genkendende til fænomenet. Inklusiv mig selv. Jeg har set det ske. Mænd, der bryder ind i en kvindes taletid, fordi de a) mener, de er klogere, b) mener, at de kan formulere tingene bedre.

Der er de utallige gange, hvor tilsyneladende mere tavse mænd har afbrudt mig med kommentaren om: »Hold op, du snakker meget.« Blot for selv at begynde en lang talestrøm. Mit mest grelle eksempel er fra en gruppeeksamen på universitetet, hvor vi fire piger i gruppen fik ni, mens den eneste fyr i gruppen fik et ti-tal oven på en times eksamination, hvor han flere gange havde afbrudt os andre.

Forskningen beviser det. Flere studier har igennem tiden vist, at mænd tager taletiden fra kvinder mere end omvendt. For to år siden lavede Kieran Snyder, lingvist og direktør for et tech-iværksætterfirma, et eksperiment, hvor hun observerede møder i virksomheden. Ifølge New York Times viste 900 minutters observation 314 afbrydelser i alt, og direktøren fandt frem til, at mændene afbrød dobbelt så meget som kvinder.

Mansplaining er oprindeligt et feministisk begreb. Men at afbryde andre for at vise vores egen magt, er en forbrydelse, vi alle kan kendes skyldige i. Jeg har selv været vidne til mænd, der har overbudt hinanden i en slags gensidig mansplaining, der til sidst lød, som hvis en flok nordjyske fiskeauktionariusser havde taget ecstasy sammen.

Kvinder afbryder også i ét væk. Tænk på din egen mor. Hvor mange gange har kvinder over 50 år ikke overdøvet en samtale i telefonen for at fortælle, hvordan verdens gang i virkeligheden tager sig ud? Tænk på alle de mere milde afarter af begrebet: Chef-splaining, automekaniker-splaining, akademiker-splaining, fitnesstræner-splaining, og lad os slet ikke begynde på håndværker-splainingen.

De tusindtallige afbrydelser afslører et dybere samfundsproblem: At vi alle er gået hen og blevet så satans gammel-google-kloge på det seneste, at vi ikke længere lytter til hinanden. Vi venter ofte kun på en pause i en samtale til at bryde ind og kloge os. Men vi har helt glemt, at det netop er pausen, der gør os klogere. Det er i den, refleksionen bor.

Der er to udgange på den schyssende forbrydelse. Enten kan modparten sidde tilbage og føle sig verbalt kørt over.

Eller man kan returnere med det helt oplagte svar. Det gjorde min fireårige datter forleden, da jeg endnu engang gjorde mig skyldig i momsplaining og afbrød hende midt i en sætning med en belærende kommentar om, hvorfor det er vigtigt at spise op: »Mor, tal til min hånd, for mit ansigt er taget på ferie.«