Mennesket er gennem tiden blevet beskrevet som et tænkende, talende eller skabende dyr. Som res cogitans eller mere syret som en leende løve og dansende stjerne. Men mennesket er måske først og fremmest et sørgende dyr, skriver Svend Brinkmann i en ny bog, der er tæt på at være årets vigtigste udgivelse.
Professoren i psykologi går i »Det sørgende dyr« fænomenologisk til værks og analyserer sorgens væsen – dens udtryk, aftryk, effekt og måden, vi har opfattet og håndteret den gennem tiden.
Første beretning om sorgen finder vi i det babylonske epos Gilgamesh, der blev nedskrevet i det tredje årtusinde før vores tid. Da kong Gilgamesh mister sin ven Enkidu, bliver han ude af sig selv – han dækker sig med møg og giver sig til at vandre hvileløst rundt i ørkenen. 1500 år senere beskriver Homer i Illiaden, hvordan Achilleus mister sin ven (og muligvis elsker) Patroklos og tilsvarende gennemlever et intenst sorgforløb, hvor han blandt andet river hår ud af hovedet.
I middelalderen håndteres sorg med afdæmpethed og inden for en religiøs horisont, mens den får et mere ekspressivt udtryk under romantikken i 1800-tallet, muligvis fordi familien og de nære relationer her kommer i centrum. Brinkmann forklarer videre, hvordan to verdenskrige lægger en pragmatisk dæmper på sorgudfoldelsen, hvilket senere understøttes af forbrugs- og konkurrencestatssamfundets logikker om hele tiden at tænke positivt, overvinde forhindringer og være parat til at gå på arbejde igen i morgen kl. 8.
Men på det seneste er sorgen vendt tilbage. Tænk f.eks. på Naja Marie Aidts »Har døden taget noget fra dig, så giv det tilbage«, Esben Kjær og Anders Legarths rørende beretninger om at miste et barn eller Maria Gerhards gribende beskrivelser af den kræftsygdom, hun udmærket godt vidste, ville koste hende livet.
Sorgen er ikke længere tabu eller noget, der bare skal lægges bag os, tværtimod ser vi den ofte behandlet i kunsten og litteraturen – og en psykiatrisk diagnose er endda kommet på banen. Vedvarende sorglidelse, hedder den, og det er i afsnittet om den diagnose, at Svend Brinkmann fremfører en af de væsentligste pointer i samfundsdebatten lige nu.
For årsagen til, at sorgen er blevet en behandlingskrævende lidelse handler groft sagt om, at vi er blevet for dårlige til at håndtere livet, når det viser tænder, og at diagnosesamfundet er blevet så omsiggribende, at selv en naturlig følelse som sorg bliver sygeliggjort. Brinkmann understreger, at intenst sørgende mennesker naturligvis skal hjælpes, men uden først at få en psykiatrisk diagnose påhæftet.
Grundlæggende begrunder Brinkmann, at det er sorgen, der gør os til mennesker med det forbandede livsvilkår, at vi skal miste dem, vi elsker. At al kærlighed ender med en sorg, og hvis man af det uddrager, at man helst skal undgå at elske, har man misforstået noget essentielt om livet.
Forinden har han kategoriseret sorg som en fundamental følelse på linje med angst, skyld og skam og meget fint beskrevet den som den følelse, der opstår i skæringspunktet mellem døden og kærligheden.
Sorg forudsætter dels en refleksiv bevidsthed om endelighed og dels følelsesmæssige relationer, hvilket andre væsener end mennesket kun har i rudimentær forstand, og på den måde fortæller sorgen noget fundamentalt om mennesket, nemlig at det kan forstås som et sørgende dyr og ikke bare som et rationelt dyr, som Aristoteles og mange andre mente at vide.
Grundlæggende begrunder Brinkmann, at det er sorgen, der gør os til mennesker med det forbandede livsvilkår, at vi skal miste dem, vi elsker. At al kærlighed ender med en sorg, og hvis man af det uddrager, at man helst skal undgå at elske, har man misforstået noget essentielt om livet.
Det skal anføres, at Svend Brinkmann ikke har skrevet en selvhjælpsbog om sorg, og hvordan man kommer videre efter et tab. Fans af “Stå fast” og “Gå glip” vil også lede forgæves efter polemik og provokationer. Til gengæld vil kritikere, der har kaldt Brinkmann for »Gajol-Svend« og nedgjort manden, fordi han er blevet noget så dubiøst som populær, finde nogle af de henvisninger, mellemregninger og nørdede meditationer, som der ikke er plads til i klummer og Facebookopslag.
»Det sørgende dyr« er forbilledligt formidlet i en uprætentiøs tone, intelligent og med stort vidensoverskud.
Svend Brinkmann: Det sørgende dyr – om sorgen, selvet og samfundet. Forlaget Klim. 231 sider, 299 kroner
