5 stjerner: Anmelderen grim-græd! »Denne roman er den mest virkelige virkelighed«

AOK
Litteratur
Anmeldelse

Boganmeldelse: Det franske litterære stjerneskud Édouard Louis' »En kvindes forvandling« er en ren, ærlig og usentimental skildring af vold, homofobi, undertrykkelse og social og økonomisk armod blandt stinkende sukkerroer i udkantsfrankrigs underklasse. Det er forbandet godt, forfærdelig og vigtigt, skriver Katherine Diez.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvordan kan jeg indlede denne anmeldelse uden selv at blive anmeldt for klichéskamridning af værste skuffe? Jeg ikke bare græd til »En kvindes forvandling«. Jeg grim-græd. Og selvom De, kære læser, må passe på med at lade Dem forføre af tåremængde som målestok for en romans kvalitet, kan De roligt gøre det her.

Jeg er som så mange andre stærkt betaget af den 29-årige franskmand Édouard Louis’ litterære projekt, der er en alt for sjælden kombination af den højfølsomme, selvbiografiske genre og en hardcore, sociologisk klasseanalyse, uden at det bliver hverken smukt eller tungt eller stinkende Houellebecq-sarkastisk. Her er tale om en ren, ærlig og usentimental skildring af vold, homofobi, undertrykkelse og social og økonomisk armod i udkantsfrankrigs underklasse. Forbandet godt, forfærdeligt og – tilgiv mig endnu en kliché – vigtigt.

Mandlig vold

I 2018 udkom Édouard Louis med »Hvem slog min far i ihjel«, hvori han i en række barndomsnedslag reflekterede over sin sørgelige fars sørgelige liv. Her i hans fjerde kompakte roman – på bare 112 sider (som føles alt for kort) – handler det så om moren; kvinden, hvis ansigt dækker bogens omslag på et sort-hvid billede fra de unge dage. Kvinden, som er blevet udsat for »mandlig vold« hele sit liv. Kvinden, som finder et liv på den anden side af den.

Grim-gråden forekom specifikt til denne scene hen mod bogens slutning: Moren er endelig flyttet til Paris, hvor forfatteren selv bor og studerer. Hun bemærker sønnens overraskelse ved synet af hendes sminkede ansigt, farvede hår og smykker og siger: »Kan du se, jeg ikke er den samme mere! Nu er jeg en rigtig pariserinde!« Hvortil han smiler og svarer: »Ja, det har du ret i. Ja, du er dronningen af Paris.«

Lad os spole lidt tilbage for at forstå, hvorfor denne erindring er så grim-gråd-værdig.

Før Monique Bellegueules forvandling til pariserinde er hun i over 20 år blevet frarøvet enhver form for kvindelig (menneskelig, faktisk) stolthed og selvstændighed i et fattigt, trøstesløst landsbymiljø i udkantsregionen Pikardiet. Stedet beskrives mest levende-uhyggeligt i »Voldens historie«, Louis’ også selvbiografiske succesroman fra 2016: »stinkende sukkerroer […], de endeløse rækker af murstenshuse, Front Nationals afskyelige plakater, de triste små kirker, de nedlagte tankstationer, de rustne, vakkelvorne supermarkeder plantet midt på engene«. Man forstår, hvorfor præsident Macron skæver til Norden.

»Jeg er som så mange andre stærkt betaget af den 29-årige franskmand Édouard Louis’ litterære projekt, der er en alt for sjælden kombination af den højfølsomme, selvbiografiske genre og en hardcore, sociologisk klasseanalyse, uden at det bliver hverken smukt eller tungt eller stinkende Houellebecq-sarkastisk.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Gyldendal.

Her, hvor arbejdsløsheden hærger, og folk ender på minimale overførselsindkomster med lidt for meget pastis og lidt for mange børn, lever moderen, iført sin røde frakke, der er alt stor, fordi den har tilhørt hendes uduelige, ondskabsfulde mand (forfatterens far). Hendes hænder er forsvundet i de lange ærmer, hendes blik skjult – det er symbolikken til gengæld ikke. Og med fem børn og en luset socialhjælp er der ikke råd til en jakke, der passer.

Smukkefjæs

Blandt alle disse børn er den lille, lyshårede Eddy Bellegueule med de feminine manerer, som senere kommer til at hedde Édouard Louis, fordi hvem fanden hedder »SMUKKEFJÆS« til efternavn? Bestemt ikke nogen, der drømmer om en fremtid langt væk fra landsbyen Hallencourt, hvor det ikke er tilladt at være anderledes, og hvor gymnasiet er opført i samme arkitektur som den lokale fabrik, fordi det forventes, at folk går direkte fra det ene til det andet. Som han skriver i romanen: »Fattigdom tvinger altid en adfærdskodeks igennem.«

Selv bliver Édouard en klasseafhopper for at hævne sig over sin barndom; hævne sig over alle de gange, hans forældre lod ham forstå, han ikke var den søn, de gerne ville have haft. Han flygter til Paris. Får succes. Modsat faren lykkes det også moren at flygte fra provinsfattigdommens undertrykkende åg. Hun bliver pariserinde. Reddet af sin søn, som præsenterer frigørelsen og forvandlingen som en mulighed.

Denne roman er den mest virkelige virkelighed. Må vi alle læse den og udbryde i det grimmeste grædekor.

En kvindes forvandling
Forfatter:
Édouard Louis. Oversætter: François-Eric Grodin. Forlag: Gyldendal. Sider: 112. Vejl. pris: 135 kroner