Opdateret

Frankrigs præsident Macron er næsten sikker på at søge genvalg

Emmanuel Macron har endnu ikke taget endelig stilling til, om han vil stille op til forårets præsidentvalg.

Emmanuel Macron har endnu ikke taget endelig stilling til, om han vil forsøge at blive genvalgt som Frankrigs præsident. Det siger han til avisen Le Parisien. Han forklarer det med, at håndteringen af coronasituationen aktuelt er hans hovedprioritet. Tirsdag registrerede Frankrig det højeste antal smittetilfælde hidtil under pandemien. (Arkivfoto). Nicolas Tucat/Ritzau Scanpix

Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, ønsker at søge genvalg ved forårets præsidentvalg, men han vil først erklære sit kandidatur, når han er helt sikker.

Det siger Macron til avisen Le Parisien.

»Der er ikke tale om at skabe en falsk spænding. Jeg ønsker det, og så snart sundhedssituationen tillader det, og jeg har taget en endelig beslutning, vil jeg melde det ud, siger han med henvisning til den aktuelle bølge af coronasmitte, som skyller ind over Frankrig.«

Tirsdag meldte de franske sundhedsmyndigheder om mere end 270.000 smittede. Det er det hidtil største antal i løbet af et døgn under hele pandemien.

»Er det tid for at træffe personlige valg, når jeg har vigtige beslutninger at tage på kort sigt med hensyn til pandemien? Nej,« siger han.

Macron, der kom til magten i 2017 med løfter om at reformere Frankrig og genoprette dets status som en global magt, er den overvældende favorit til at vinde valget, men politiske iagttagere advarer om, at en sejr langtfra er givet.

Centrumpolitikeren Macron skal i givet fald op mod sin hovedudfordrer fra valget i 2017, Marine Le Pen, som har bekræftet, at hun forsøger sig igen.

Hun repræsenterer det indvandrerkritiske parti Rassemblement National, der tidligere hed Front National. I 2017 tabte Marine Le Pen stort i anden valgrunde til Macron.

Flere analytikere peger dog på Valerie Pecresse fra Det Republikanske Parti som den måske største trussel mod et genvalg til Macron.

Republikanerne havde senest en præsident i perioden fra 2007 til 2012. Det var den senere korruptionsdømte Nicolas Sarkozy.

Første runde af præsidentvalget finder sted 10. april. Såfremt ingen kandidat får over 50 procent af stemmerne, bliver der holdt en anden runde 24. april mellem de to kandidater, som får flest stemmer i første runde.

/ritzau/AFP