Ungareren István Örkény er født 1912 og har fået Første Verdenskrig til morgenmad, Anden Verdenskrig til frokost og stalinisme og blodige opstande for resten af pengene. Han tilbragte krig nummer to i arbejdslejr ved den russiske front og var senere underlagt et årelangt skriveforbud, men hans kortroman »Familien Toth« fra 1966 om en lille families prøvelser under Anden Verdenskrig er hverken blodig eller forbitret, men morsom, semi-menneskekærlig … og dybt grotesk!

Den respektable brandchef Lajos Toth er fortællingens centrum. Han har styr på sit lort. Der har ikke været en eneste brand i hans embedstid, og både familie og bysbørn dyrker hans alfaderlige autoritet. Kvalerne begynder, som i så mange historier, da en fremmed kommer til byen.