Litteratur

»Det er en sikker satsning. Det vil blive en svir at læse dem«

ØdeØbøger: Vi har spurgt nogle af landets mest interessante litteraturmennesker, hvilke bøger der repræsenterer noget helt særligt for dem. Denne gang er det tidligere Gyldendal-direktør og forlægger Johannes Riis, der blandt andet fortæller om at være litterært underfrankeret.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Når man hele sit professionelle liv har ernæret sig ved litteratur og aldrig lagt skjul på, at man har været optaget af den hele livet, stilles der visse forventninger til én. Det er selvsagt en stille glæde og tilfredsstillelse, når man viser sig at kunne leve op til dem.

Dette er imidlertid ikke altid tilfældet, og som en direkte følge heraf findes der en bestemt situation, der rummer potentiale til at udvikle sig fra det pinagtige til det decideret ydmygende – en situation, som det for enhver pris gælder om at undgå.

Jeg tænker på den situation, der opstår, når en litteraturkender eller -elsker – det være sig en forfatter, en anmelder, en kollega, en engageret læser, en lektor i litteraturvidenskab – spørger til ens mening om en eller anden detalje i et af verdenslitteraturens indiskutable hovedværker og anser det for en selvfølge, at man ikke alene har læst det, men har det præsent og med øjeblikkelig virkning kan indgå i en kvalificeret diskussion om ikke bare denne særlige detalje, men om værket i dets helhed og placering i det litterære univers.

Johannes Riis, forlægger og litterærdirektør for Gyldendal fra 1994 til 2018. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

Litterært underfrankeret

Det er en situation, der rummer alle betingelser for lynhurtigt at blive tæt forbundet med skyld og skam: For det kan forekomme, at man ikke har læst bogen. Det er en flov historie; man burde selvfølgelig have læst den, og ved mødet med vantroen i den spørgendes blik kan man ikke andet end føle sig underfrankeret og utilstrækkelig: I det øjeblik, man indser, at man således på ingen måde er klædt på til en diskussion om det udødelige værk, er man på Herrens mark.

Der er flere muligheder for at forsøge at redde sig ud af suppedasen – ingen af dem gode: Man kan febrilsk mumle, at værkets kvaliteter jo selvfølgelig er hævet over enhver tvivl, men det er desværre så forfærdelig længe siden, man læste det – man var vel ikke stort mere end en halv snes år dengang – og man har også længe og mange gange tænkt på at genlæse det med sin fond af nu i tidens løb erhvervet indsigt i både liv og litteratur; man har desværre ikke læst værket i dets helhed; man kan forsøge at aflede opmærksomheden og dreje samtalen ind på noget andet, helst noget på en eller anden måde beslægtet, for eksempel på en anekdote om forfatteren, på en nyfortolkning af værket, man lige har læst om, på en samtidig litterær skikkelse eller i det hele taget på den tid, værkets forfatter levede i; man kan prøve at bringe et beslægtet og for én mere fortroligt værk på bane.

Det eneste, man skal lade være med, er at sige, at man aldrig har læst bemeldte værk.

Det skulle man ellers tro, at der var gode undskyldninger nok for: Man kunne sige, at man på grund af sit aldrig svigtende arbejdspres aldrig har haft tid, nærmere betegnet sammenhængende tid, til at læse et så omfattende og svært tilgængeligt værk; man kunne sige, at man aldrig har interesseret sig så meget for lige den periode, det er skrevet i; man kunne sige, at man foretrækker en anden bog af den pågældende forfatter eller en anden forfatter fra samme periode, og derfor aldrig er nået frem til den, der nu er tale om. Det er dog både risikabelt og urealistisk at regne med respekt for og gennemslagskraft i den slags argumenter.

Utimelighedens salighed

Ovenstående er udgangspunktet for mit valg af bøger til den øde ø.

Jeg har utallige gange læst om nedenstående værkers uomgængelighed, jeg har i tidens lange løb lagt øre til lange, overbevisende beretninger fra folk om den litterære og åndelige oplevelse og det uvurderlige udbytte, de har haft af at læse dem, og om den uforglemmelig intellektuelle stimulation, de har fået ved at deltage i kurser, seminarer, symposier, forelæsningsrækker, kollokvier, oplæsninger og foredrag omhandlende disse værker, som jeg, ak, aldrig er nået til i min ellers, synes jeg da selv, ret omfattende læsning.

Dette er en af grundene til, at tanken om at blive isoleret på en øde ø med en stak bøger gennem årtier har fascineret mig mere end så meget andet. Jeg har tænkt på saligheden ved uden tidsbegrænsning at kunne dykke ned i værker, jeg har hørt og læst prist og anbefalet og kanoniseret i årtier, og jeg har hver gang tænkt: Tænk, om man havde tid.

Nedennævnte værker er nøje udvalgt blandt dem, jeg nu sætter mit gode navn og rygte på spil ved at bekende, at jeg aldrig er nået til; det er et udpluk af dem, jeg for alvor kunne tænke mig at bringe mig selv ajour med ved for alvor at fordybe mig i dem og ikke kun kende sporadisk eller på anden hånd.

Det er en sikker satsning, det vil blive en svir at læse dem, og jeg er sikker på, at jeg den dag, jeg er blevet undsat fra den øde ø og vendt tilbage til civilisationen, vil gå ud i alverden og fortælle, at jeg har læst dem, og hvorfor alle skal læse netop disse bøger:

H.C. Andersen: »Dagbøger«: Fordi han er Danmarks største digter og har skrevet sit i alle henseender store værk ud fra et uhyre kompliceret sind, hvis sympatier, antipatier, idiosynkrasier han i sine dagbøger vedstår og giver frit lejde i et sprog så levende og spændstigt, hvad enten han skriver om sig selv eller andre mennesker, om steder og oplevelser hjemme eller på rejse, at man glider frydefuldt ned over siderne. Her kan man for alvor lære noget om menneskelig mangfoldighed.

Johannes Riis ville blandt andet medbringe H.C. Andersens »Dagbøger« til den øde ø. Fordi man af dagbøgerne »for alvor kan lære noget om menneskelig mangfoldighed«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

Thomas Mann: »Josef og hans brødre«: fordi jeg lige siden min gymnasietid, da jeg for første gang læste »Buddenbrooks«, har været optaget af Mann og hans forfatterskab. Jeg har læst store dele af det og har altid haft lyst til at se, hvordan han, den store realist, ville behandle et bibelsk, mytisk stof som det om Josef og hans brødre, der var noget af det første, jeg hørte om, da jeg begyndte at gå i skole.

Marcel Proust: »På sporet af den tabte tid«: ganske enkelt fordi det er et ikonisk værk i det 20. århundredes litteratur; fordi jeg har lyst til at se, hvordan autofiktion praktiseredes i begyndelsen af det 20. århundrede og til at leve mig ind i en fremmed, længst forsvundet verden – og fordi jeg har hørt så mange fortælle om, hvordan de er begyndt at læse det, men aldrig er blevet færdig. Det kunne være sjovt at få det læst det til ende.