Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.
Krig på europæisk jord? Nej, vel?
Udsigten til en militær konfrontation mellem Vesten og Rusland er på en og samme tid både skrækindjagende og nærmest drømmeagtig uvirkelig. Som et spøgelse der kalder på os fra fortiden.
Siden Anden Verdenskrig har vi europæere med få undtagelser som den jugoslaviske borgerkrig vænnet os til en virkelighed, hvor krigens kaos og blodsudgydelser først og fremmest fandt sted på fjerne kontinenter.
I dag holder en hel verden vejret og afventer nervøst Putins næste træk i Ukraine.
Tysklands vævende respons på Putins militære oprustning på grænsen til Ukraine har med pinagtig tydelighed blotlagt, hvordan det 20. århundredes politiske traumer fortsat præger tysk politisk kultur. Tyskland holder fortsat fast i sin modstand mod våbenleverancer til Ukraine, men har til gengæld sendt 5.000 hjelme til ukrainerne.
Allerede nu har Tysklands anseelse lidt skade i Baltikum, Polen og ikke mindst i Ukraine.
At anklage det moderne Tyskland for ubearbejdede politiske traumer og misbrug af historien kan forekomme uretfærdigt. For Tysklands opgør med nazitiden er på mange måder en unik demokratisk succesfortælling.
Ingen andre nationer med en blodig og totalitær fortid har på samme systematiske vis officielt gjort mindet om egne gruopvækkende forbrydelser mod menneskeheden til et politisk pejlemærke for fremtidige generationer.
Se blot på Rusland, hvor Putin uden blusel fængsler historikere, der formaster sig til at dokumentere Stalin-tidens uhyrligheder. I stedet dyrker det russiske regime fortællingen om Den Store Fædrelandskrig med en historieforfalskende ærbødighed, der leverer stof til Putins imperiale stormagtsdrømme og hans aggressive militære fremfærd over for Ruslands nabolande.
Belejlig undskyldning
Alligevel sidder Tyskland fast i fortiden på en usund måde.
»Tyskland benytter historien som undskyldning, når det er belejligt,« udtalte den amerikanske historiker og journalist Anne Applebaum, da hun forleden gæstede det tyske tv-talkshow »Anne Will« med henvisning til Berlins modvilje mod våbenleverancer til Ukraine.
Når Tyskland i Ukrainekrisen fremstår som en desorienteret og famlende kolos, der slår sig i tøjret i bestræbelserne på at finde en gangbar respons på Putins geopolitiske powerplay, skyldes det ikke mindst et dybtliggende ønske om at bevare den position, der under Den Kolde Krig gjorde Tyskland til en ø af stabilitet og velstand.
Da kristendemokraten Konrad Adenauer efter krigen blev valgt til tysk kansler (1949-1963), knyttede han under overskriften »Westbindung« Vesttyskland til Vesten i form af et NATO-medlemskab, der under Den Kolde Krig skulle føre til udstationering af amerikanske tropper og opstilling af NATO-raketter på tysk jord. I praksis udliciterede Adenauer dermed i praksis tysk sikkerhedspolitikken til forsvarsalliancen i bytte for økonomisk assistance og sikkerhed fra USA.
Få år senere skulle den socialdemokratiske kansler Willy Brandt med sin berømmede »østpolitik« søgte afspænding og dialog med Sovjetunionen. I det tyske socialdemokrati klynger man sig stadig til Willy Brandts østpolitik, der opfattes som en slags politisk arvesølv. Derfor kan tidligere kansler Gerhard Schröder i dag skamløst føre sig frem som vellønnet lobbyist for det statsejede russiske energiselskab, Gazprom, der står bag den omstridte gasrørledning Nord Stream II mellem Tyskland og Rusland.
Netop Nord Stream II forsøgte Merkel at sælge til både tyskerne og omverdenen som et apolitisk og rent kommercielt projekt. I dag er det tydeligt for enhver, at gasrørledningen er endnu et våben i Putins arsenal. Da Tysklands socialdemokratiske kansler forleden besøgte Washington, kunne han end ikke nævne ordet »Nord Stream II«.
Derfor ser Olaf Scholz i første omgang ud til at videreføre Angela Merkels udglattende og afventende politiske ledelse, der af indenrigspolitiske hensyn lod tyskerne tro på den gamle verdens fortsatte eksistens. Reelt set har en ny virkelighed dog for længst meldt sin ankomst på europæernes dørtrin.
Trusselsbilledet er ikke længere bipolært, som da USA og Sovjetunionen stod over for hinanden i det 20. århundrede. I stedet stiller både Kina, Rusland og autoritære regimer i de europæiske naboregioner nye krav til europæerne om en fundamental gentænkning af sikkerhed i det 21. århundrede.
USAs præsident, Joe Biden, bestræber sig på at sende positive signaler og forsøger at genoplive et vestligt værdifællesskab, men hverken Tyskland eller Europa kan længere forlade sig på ubetinget amerikansk velvilje.
Den franske præsident, Emmanuel Macron, forsøger i disse år derfor at udarbejde en plan, der med en bureaukratisk vending skal sikre Europa såkaldt »strategisk autonomi«.
Ved at klynge sig til udenrigspolitiske forestillinger fra forrige århundrede risikerer Tyskland at forhale denne nødvendige proces.
Derfor kan Tyskland ikke længere uden massive udenrigspolitiske konsekvenser og tab af anseelse i både USA og Europa insistere på den komfortable position som »Det store Schweiz«, der insisterer på en uforstyrret tilværelse i konfliktzonen mellem Øst og Vest.
Det er den historiske virkelighed, som kansler Olaf Scholz vil stå ansigt til ansigt med, når han på tirsdag rejser til Moskva for at mødes med Vladimir Putin. Lad os håbe, han ser den i øjnene.
