Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Velfærd som fortjent

Kan et lille land fortsat forpligte sig til yde sociale ydelser til stort set enhver verdensborger, der slår sig ned i Danmark?

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Kan Danmark forblive en velfærdsboble i en globaliseret verden, hvor mennesker rejser og bosætter sig over alle grænser og i et omfang, som ingen kunne forudse, da de nordiske velfærdssamfund blev bygget op?

Især de seneste årtiers tilstrømning af ikke-vestlige indvandrere, som i alt for ringe omfang har arbejdet og betalt skat, har med stigende styrke rejst spørgsmålet, om Danmark fortsat kan forblive et klassisk velfærdssamfund, der sikrer forsørgelse, uddannelse, sundhedsydelser og pension til alle hvis eneste kvalifikation er, at de opholder sig lovligt her i landet. Nu er regeringen efter et langt tilløb ved at skrive et katalog, som i et eller andet omfang vil erstatte de skattebetalte ydelser med optjeningsprincipper, forsikringsordninger eller brugerbetaling.

Tankegangen er ikke helt ny. I mange år har tilflyttere eksempelvis modtaget beskåret folkepension, afhængig af, hvor længe de har boet i Danmark. En anden, højaktuel velfærdsydelse er efterlønnen, der som bekendt forudsætter, at man har betalt en særlig præmie og stået i A-kasse gennem 30 år. Men meningen er, at princippet skal udstrækkes til væsentligt flere ydelser. Der tales lige nu om cirka 30 konkrete forslag på velfærdsområdet.

Indledningsvis skal kun en begrænset persongruppe blandt tilflytterne omfattes. EU-borgere og flygtninge må i henhold til EU-retsregler og konventioner ikke behandles anderledes end Danmarks egne borgere. Men perspektivet må være, at også danskerne gradvist skal vænne sig til færre »gratis« velfærdsydelser.

Modstanden mod tilpasningen af det danske velfærdssamfund til internationale normer er naturligvis massiv i rød blok. Men også i blå blok kan man høre bekymring for, at optjeningsprincipper og forsikringsordninger vil reducere borgernes villighed til at betale en høj skat. Svaret giver sig selv. Naturligvis vil færre ’gratis’ velfærdsydelser til alle tilstedeværende i landet betyde lavere skatter, og det er der bestemt ikke grund til at beklage. Tværtimod. 

Erhvervslivets organisationer er, besynderligt nok, også bekymrede. Årsagen er formodningen om, at eftertragtet udenlandsk arbejdskraft vil søge til andre lande, hvis de selv skal betale eller forsikre sig til velfærdsydelser i Danmark. Argumentet er svært at forstå. Netop international velkvalificeret arbejdskraft er vant til netop at bo og arbejde i samfund, hvor velfærdsordninger er noget, man forsikrer sig til eller indgår aftaler med sin arbejdsgiver om.

Vel er der også en bagside ved samfund, hvor mennesker i højere grad må tage ansvar for sig selv. Nogle vil falde igennem, og afstanden mellem top og bund bliver større. Men dem der hævder, at det danske velfærdssamfund kan forblive uberørt af globaliseringen, narrer sig selv og også vælgerne. Også rød blok kommer til at gå i den retning, ifald regeringen skifter farve ved næste valg.