Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Vælgerne må bedømme, om Klaus Riskær er den rette

Klaus Riskær Pedersen - partiet der er lig manden - er nu opstillingsberettiget til Folketinget. Grundlæggende må man i et folkestyre stole på, at vælgerne er i stand til at bedømme, om en dømt kriminel som Riskær med også en flosset politisk fortid, herunder eksklusion fra to partier, er den rette til at repræsentere dem på tinge.

Medie: Klaus Riskær Pedersen har underskrifterne i hus
Klaus Riskær Pedersens entré på den landspolitiske scene kan uanset hvad koste spildte stemmer på især den borgerlige fløj, hvis ikke han vælges ind. Bliver han til gengæld valgt, står spørgsmålet tilbage, om den flere gange dømte Riskær er værdig til at sidde i Folketinget. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ida Marie Odgaard / Ritzau Scanpix

Klaus Riskær Pedersen. Sig navnet, og mange associationer vælter uundgåeligt frem hos mange danskere. En geschæftig erhvervsmand, i flere sammenhæng alt for geschæftig. Flere domme for mandatsvig, skyldnersvig og bedrageri. Fem års afsoning i fængslet i Sønder Omme.

Dertil en omtumlet karriere som både mediemand og politiker, i 80erne og 90erne medstifter af radiokanalen The Voice og den københavnske TV-station Kanal 2 samt senere kortvarigt ejer af De Bergske Blade. En overgang Venstrepolitiker, der i 1989 sprængte partiets liste til Europa-Parlamentsvalget og kom ind, blandt andet på bekostning af nuværende statsminister Lars Løkke Rasmussen …

Men på det seneste er Klaus Riskær Pedersen ikke alene omtalt som person, men også som et parti. Dét parti han har stiftet i eget navn, og som nu ved hjælp af Riskærs vanlige geschæftighed og - mener mange - for smarte metoder har indsamlet tilstrækkeligt mange vælgererklæringer til at kunne blive godkendt til at stille op ved det folketingsvalg, der skal afholdes om mindre end 100 dage.

Det er ret dramatisk. Ikke fordi Klaus Riskær Pedersen nødvendigvis kommer ind. Men fordi hans entré på den landspolitiske scene uanset hvad kan koste spildte stemmer på især den borgerlige fløj, hvis ikke han vælges ind. Bliver han til gengæld valgt, står spørgsmålet tilbage, om den flere gange dømte Riskær er værdig til at sidde i Folketinget.

Riskær stiller op på det, han kalder et »rødt konservativt« værdigrundlag. Og det er da muligt, at han faktisk har set et hul i et ellers ret befolket politisk landskab - et sted mellem de socialkonservative og socialliberalt orienterede, som ingen af de eksisterende partier måske dækker helt i disse år. Spørgsmålet er imidlertid, om Riskær er den rette til at udfylde et sådant hul, hvis det findes?

Grundlæggende er det et spørgsmål, der bedst besvares af vælgerne. Vi har et folkestyre. Det betyder, at folket via frie valg styrer, hvem der skal vælges som dets repræsentanter i blandt andet Folketinget. Det må også gælde i tilfældet Riskær. Vil nogle i den forbindelse gøre det sværere for borgere at samle opbakning til at stille op med nye partier, da må opfordringen være at spise brød til: Der er ingen grund til at bruge tilfældet Riskær til at gøre barrieren for at opnå folkelig repræsentation på tinge højere end godt er.

Tværtimod bør man trygt stole på den danske befolknings evne til at vurdere, om en dømt kriminel er den rette at stemme på, når valget kommer. Om Riskærs meriter som forretningsmand gør ham til en god repræsentant i Folketinget.

Og man bør trygt stole på befolkningens tilsvarende evne til at vurdere Riskær på en politisk troværdighedsskala efter en karriere, der både indbefatter medlemskab af og eksklusion af Venstre, et forsøg med et parti ved navn De Liberale 2000, otte dages medlemskab og derpå følgende eksklusion af Alternativet, flirt med Kristendemokraterne og nu partiejer i eget navn, indtil videre uden andre kandidater end sig selv på listen.

Borgerne i Danmark kan normalt betros den slags vurderinger. Mon ikke også det er tilfældet denne gang? TOM JENSEN