Klaus Riskær Pedersen er tavs. Han virker rystet i sin søgen efter svar, som ved han det dybest set ikke. Han har i timer vist sin frustration over dem, der altid har forsøgt at få ham ned med nakken, selv om han i egen optik altid har tjent sine formuer i samfundets interesse. Det er, da jeg spørger ham: »Hvorfor kan de ikke lide dig?«, at han bliver helt stille.
»Det er sgu et godt spørgsmål,« siger han for at vinde tid.
Del:
